Buddenbrooks er en af Thomas Manns tidligste romaner, men den synes ikke at stå meget tilbage i modenhed fra Trolddomsbjerget, Tonio Kröger, Doktor Faustus og Josef og hans brødre. Disse bøger har visse ligheder med hinanden, der skaber en vis intern sammenhæng. Den korte roman, Tonio Kröger, har handlingsmæssigt stor affinitet med Buddenbrooks. Den foregår i samme type handelsby, begge hos købmandsfamilie, og de skildrer begge en drengs opvækst. Doktor Faustus skildrer så drengen Adrians opvækst og senere voksenliv i pagt med den dæmoniske skaberkraft, som Hanno i sin borgerlige opvækst ikke er i kontakt med. Drengene er i begge tilfælde kendetegnet ved at hige mod det kunstneriske med en vis snært af det degenererede over sig, ligesom både Doktor Faustus, Tonio Kröger og Buddenbrooks er forfaldsromaner som skildrer livsuduelighed (i borgerlig forstand). Trolddomsbjerget handler om købmandssønnen Hans Castorp, som er næsten voksen til forskel fra Tonio og Hanno Buddenbrook. Hans Castorp kommer på bjergsanatorium i den rene luft for at besøge sin fætter, men ender selv med at være den, der bliver tilbage, fordi han hypokondrisk, langsomt lader sig diagnosticere og får ordineret kur. I Buddenbrooks er det Christian Buddenbrook, Hannos farbror, der kommer på sanatorium på lignende måde, og denne livsuduelige dekadence er iøvrigt også parallel til den, vi finder i Døden i Venedi.Buddenbrooks og Josef og hans brødre er ud fra min optik, bøgerne, der binder Manns forfatterskab sammen. Josef og hans brødre er som tidligere nævnt i denne blog en gendigtning af Mosebøgerne med fokus på skildringen af Josef, den velsignede, der kastes i brønden af sine brødre. Jeg har før postet om begrebet mytisk identitet, der kan bruges til at kortlægge et af de gentagne temaer i denne bog. Det henviser til det, at personer gennem alle generationer identificerer sig med deres forfædre bl.a. ved at finde symbolske og mytiske ligheder. I et gammeltestamentligt perspektiv, hvor velsignelsen fra faderen går til den førstefødte eller på anden måde udvalgte, er dette rimeligt, men at dette også skulle stikke frem i Buddenbrooks var ikke umiddelbart noget, jeg forventede: Kort før storkøbmanden og senatoren Thomas Buddenbrook dør, skildres hans dødsangst og spekulationer over livet og døden. Lad mig citere en af de passager, der identificerer mytisk identitet:
”Livet igennem havde han [Thomas Buddenbrook dør] tværtimod mødt de første og sidste ting med sin bedstefars verdensmandsskepsis; men da han var for dybsindig, for åndfuld og for metafysisk søgende til at lade sig nøje med den gamle Johann Buddenbrooks magelige overfladiskhed, havde han for sig selv besvaret spørgsmålene om evighed og udødelighed historisk og sagt til sig selv, at han havde levet i sine forfædre og ville leve videre i sine efterkommere.” (Buddenbrooks, s.514).
Det tragikomiske træder nu ind i beretningen, fordi hans søn er svag og ikke tegner til at blive købmand (igen forfalds og degenerationsmotivet), hvorfor Thomas Buddenbrook ikke længere bryder sig om tanken om at leve videre i sin søn:
”Og jeg som har håbet at leve videre i min søn! I en endnu mere ængstelig, svag og vaklende personlighed? Barnlige, vildførte dårskab! Hvad skal jeg have en søn for? Jeg behøver ingen søn!... Hvor jeg vil være, når jeg dør? Jamen det er lysende klart, så overvældende enkelt! Jeg vil være i alle dem, der nogen sinde har sagt, siger og vil sige ”jeg”: men især i dem, der siger det mere fuldtonede, kraftigere, gladere…” (Buddenbrooks, s.518).
Thomas Buddenbrook forkaster altså idéen om at leve videre i Hanno (det som Mann kalder ”historisk videreeksistens i efterkommernes person” (ibid.)) til fordel for en form for schopenhaursk-nietzschiansk idé om vilje, der lever videre i al bevidsthed, som den tager del i qua dens væren vilje. Men det interessante i denne optik er, at han overhovedet leger med disse idéer allerede i Buddenbrooks, for derefter i den meget senere Josef og hans brødre at udfolde dette tema gentagne gange og over mere plads.
