Oplevelsen af at være standset mellem to etager er noget af det eneste, jeg husker fra den tur. Det var derfor med en vis gysen, at jeg fornylig - mere end tyve år senere - endnu engang tog elevatoren på Hôtel Trianon. Gulvtæppet er blevet skiftet ud med et af lysere stof med en slags blomsterornamentik, og elevatorens dør og indvendige udseende er mere strålende og nyt. Men man kører stadig med direkte udsyn til de forbipasserende etager, og man ser stadig trappens tværsnit, der i et kort sekund befinder sig i direkte øjenhøjde, før man har passeret og er på vej til den næste. På hver etage er der lige over for døren til elevatoren et stort spejl, og kombineret med de to lag af glas i døren og det tilsvarende på kabinens vægge, som nu har udskiftet gitteret, udspiller der sig en uigennemskuelig forvirring af lys og refleksioner idet man bevæger sig op eller ned, hvor man mister evnen til at skelne mellem, hvornår trappen med gulvtæppet bliver spejlet, og hvornår man egentlig ser den glide forbi, og hvor man ser sig selv reflekteret i flere lag, som bevæger sig op og ned i forhold til hinanden.
Georges Poulet beskriver i Proustian Space (Johns Hopkins University Press, 1977, trans. E. Coleman) Prousts virkelighedsopfattelse som fragmenteret og diskontinuerlig. Specielt det sidste begreb er for Poulet en hovedkategori i det proustianske univers. Overraskende nok hævder Poulet, at diskontinuerlighed er i modsætning til både en panteistisk verdensopfattelse, som den man finder hos Giordano Bruono eller Spinoza, og til den (natur)videnskabelige verdensopfattelse. Førstnævnte anerkender ikke diskontinuerligheden, fordi alt ultimativt er forbundet og afleder sin autencitet fra et essensslægtskab. Men det videnskabelige blik på naturen er if. Poulet ligeledes præget af en homogenificerende opfattelse, idet alt her opfattes som bestående af samme observerbare og målbare materielle bestanddele. I modsætning til begge stiller Poulet Prousts verden:
It is a world that affirms the qualitative and the heterogenous. As soon as a thing manifests itself in its own quality, its "essence," it reveals itself as different from all other things (and their essences). From it to the others there is no passage. Qualitative realities for Proust seem condemned then to an isolatied, insular existence, separated by insurmountable distances. (p. 40)
Poulets hovedpointe er, at det originale ved Prousts håndtering af det diskontinuerliges kategori, er at den ikke blot dominerer hans blik på ting og levende væsener, men ligeledes overføres på selve rummet:
there is never a question of space; there is only the question of places, and the distance that exists between places. (p. 42)
I tillæg til den velkendte proustianske fragmentering af tiden, og af erindringen, som vi har hørt om så ofte, lægger Poulet hans opfattelse af rummet og afstande, der nu blot består af steder, der som Lebnizianske monader er "uden vinduer", som det sommetider siges.
Der kan ikke være nogen tvivl om, hvilket Poulet naturligvis også gør opmærksom på, at denne fragmentering, både af tid og rum, hovedsageligt er præget af de moderne, teknologiske forandringer af transport og basale levevilkår, som i tiden, hvori På Sporet foregår, i et rivende tempo gennemsyrede måden man levede på specielt i storbyer som Paris. Eksempler som ofte nævnes fordi de i På Sporet spiller en afgørende rolle mht. specielt fragmenteringen af den rumlige dimension er: telefonen, jernbanen og automobilen.
Hertil kunne man måske tilføje: elevatoren. Få læsere af På Sporet vil have glemt, hvor mange sider der bruges på at beskrive elevatorturene i Balbecs Grand Hotel, hvordan Marcel på skift irriteres og oplives af elevatorføreren, der afbilledes som en snagende, næsvis og uforskammet underklassepersonage, der bestandig forsøger at aflokke sin passager drikkepenge, men som Marcel også uden dårlig samvittighed udfletter for oplysninger om andre gæster, og sågar forsøger at afpresse oplysninger om vennen Robert de Saint-Loup homoseksuelle eskapader.
Elevatorførerens søster, som den laverestående familie forsøger at få giftet "opad" i det sociale hierarki, er genstand for en længere replik, som elevatorføreren lirer af, og som gengives af fortælleren med lårtyk ironi og tydelig foragt for den vulgaritet, han åbenlyst væmmes ved hos den plebajeriske og urealistisk snobbede tjener:
You know, Sir, she's a fine lady, my sister is. She plays the piano, She talks Spanish. And you would never take her for the sister of the humble employee who brings you up in the lift, she denies herself nothing; Madame has a maid to herself, I shouldn't be surprised if one day she keeps her carriage. She is very pretty, if you could see her, a little too high and mighty, but, good lord, you can understand that. She's full of fun. She never leaves a hotel without doing something first in a wardrobe or drawer, just to leave a little keepsake with the chambermaid who will have to wipe it up. Sometimes she does it in a cab, and after she's paid her fare, she'll hide behind a tree, and she doesn't half laugh when the cabby finds he's got to clean his cab after her.... as my sister says, there will always have to be the poor so that now that I'm rich I can shit on them. You'll pardon the expression. Goodnight, Sir. (Sodom and Gomorrah)
Elevatoren er for Proust, ligesom jernbanen og automobilet, en demokratiserende men samtidig fragmenterende foranstaltning.
Familien Proust selv flyttede d. 24. maj 1873 fra den lejlighed i rue Roy nr. 8, hvor forældrene Adrien og Jeanne havde boet siden deres bryllup tre år forinden, til en større og moderne lejlighed på boulevard Malesherbes nr. 9. Her boede familien indtil år 1900, og Marcel har således haft sit hjem her i 28 år. De moderne komfortomstædnigheder her omfattede, ud over badeværelse, en elevator. Dette sted spillede en stor rolle i Prousts liv, og det er alment anerkendt som forlægget for Guermantes palæet, hvor familien bor i På Sporet.
I gården på boulevard Malesherbes nr. 9 kan man i dag se bagsiden af et vaskeri, der som et spøgelse af Jupiens skrædderbutik giver en svimlende fornemmelse af at stå midt i Marcels verden. Selv om det ikke er muligt her at komme ind i opgangen, så kan man snige sig til at fotografere ind gennem et vindue på den næste adresse, familien flyttede til, i det endnu mere luksuriøse rue de Courcelles nr. 45, hvorfra Marcel er gået gennem rue Rembrandt til Parc Monceau, en romantisk park i engelsk stil, der stadig er et tilløbsstykke for bl.a. barnepiger der lufter herskabsunger fra kvarteret. Og i opgangen til rue Courcelles 45 er der stadig en elevator i den gamle stil med støbejernsgitter, som dog ikke længere ser ud til at være i brug, men står ubevægelig i stueetagen.
