For en måneds tid siden, læste jeg et tip om Alex Ross' The Rest is Noise - Listening to the Twentieth Century. Det så lovende ud, så da jeg forleden faldt over bogen, købte jeg den. Egentlig ville det faktum, at et af kapitlerne i bogen - en bog om det 20. århundredes musik - bærer titlen 'Doctor Faustus' have været tilstrækkeligt til at få mig til at investere i den. Men The Rest is Noise havde flere attraktioner.Jeg læste for omtrent et år siden, Janik and Toulmins Wittgenstein's Vienna, og fascineredes af deres sceniske oprulning af en epoke - fin de siècle Wien - hvor skikkelser som Mahler, Karl Kraus, Strauss, Wagner, Walter Gropius, Nietzsche, Freud, Wittgenstein, Liszt, Klimt, Schiele og Müsil - befolkede teatrene, caféerne og koncertsalene. Jeg blev vel, som så mange andre, først interesseret i denne periode, via Carl E. Schorskes klassiker, Fin de siècle Vienna: Politics and Culture, som Henrik Reeh og Henning Goldbæk introducerede os for på de første år af litteraturvidenskabsstudiet på KU i 1997-98.
Alle disse tre værker tilhører - i hvert fald til en vis grad - en kulturhistorisk tradition, som forsøger at fremmane noget i retning af en Zeitgeist gennem en strategi, der bedst beskrives som kvantitativ anmasselse. Der er ikke tale om nøgterne studier af enkeltpersoner eller institutioners virke og værker. Snarere er strategien her arabesker af fakta, anekdoter, beskrivelser og overvejelser, som fletter sig ind i hinanden. Ross' beskriver bogens stil rammende: "I approach the subject from multiple angles: biography, musical description, cultural and social history, evocations of place, raw politics, firsthand accounts by the participants themselves. Each chapter cuts a wide swath through a given period, but there is no attempt to be comprehensive: certain careers stand in for entire scenes, certain key pieces stand in for entire careers, and much great music is left on the cutting-room floor." (p. xviii)
For at skabe denne - man tør næsten sige wagneriske - stemningsenhed bruger alle værkerne hovedsageligt musikalske illustrationer. Ross' bog gør dette som en selvfølge
givet dens emne. Men i de andre to værker bliver musikken ligeledes anvendt som koalitionskraft for fremstillingen. En af de passager i Janik og Toulmins bog, jeg husker bedst, er et forsøg på at indgyde læseren en fornemmelse af den hykleriske dobbelthed, der gennemsyrede det habsburgske samfunds sidste æra, det konstante forsøg på at bevare fattetheden udadtil, alt i mens forfald, korruption, afblomstring og skørlevned hastigt tærede enhver struktur bort. Janik og Toulmin iscenesætter dette kompleks med en beskrivelse af, hvordan repræsentanterne for det gamle Wien - det krakkelerende K. u. K. - svinger sig i dansen til (Johan) Strauss' schöne Blaue bogstaveligt talt samtidig med, at den østrig-ungarnske hær besejres af Bismarcks tropper. I samme ånd åbner Schorske sin bog med følgende ord: "At the close of World War I, Maurice Ravel recorded in La Valse the violent death of the nineteenth-century world. The waltz, long the symbol of gay Vienna, became in the composer's hands a frantic danse macabre." (p. 3)Schorske går endnu videre blot få linjer efter og hævder eksplicit, at den rolle som musikken som kunstart spillede i denne periode legemliggør det, der er hans interesse - en interesse der placerer Schorske som arvtager til Benjamin, Adorno og Horkheimer - nemlig samspillet, endda påvirkningsforholdet mellem, sociale omstændigheder og psykologiske forhold, sindelag, mannerismer, vaner, sæder og skikke: "His [Ravels] grotesque memorial serves as the symbolic introduction to a problem of history: the relationship between politics and the psyche in fin-de-siècle Vienna." (Ib.)
----
Illustrationer ovenfor: Joseph Olbrichs Secession bygning, fotograferet af undertegnede i Marts 2007.
