Jeg har for måneder siden talt om et begreb, jeg kaldte ”mytisk identitet” i relation til Thomas Manns ”Josef og hans brødre”. Jeg har før skrevet om forfatteren J.L. Borges, og nu er tiden kommet til at relatere begrebet med nedslag i Borges' forfatterskab, hvor man også finder identitetsrelationer ud over det sædvanlige. Men hvor begrebet om identiteten, der er på spil hos Borges, ikke så meget er mytisk, så er det måske mere af mystisk karakter.I Borges’ novelle ”Teologerne” nævnes, at teologen Aurelianus (som er Borges’ opfindelse) i et hånsk teologisk værk, indirekte skrevet mod teologen Ioannes af Paononien, citerer Cicero for at ”gør[e] sig lystig over dem, som, mens han taler med Lucullus, forestiller sig, at andre Lucullus’er og andre Cicero’er, i et uendeligt antal, siger nøjagtigt det samme, i et uendeligt antal verdener, der er fuldstændigt ens.” (Borges, Aleffen: 43). Her angives temaet om gentagelse i som variation over tema, et tema, som Borges bl.a. har fra Schopenhauer m.fl.
Og der er flere variationsmulighederne over gentagelsestankens konkretion i novellen:
”[de kætterske histrioner, inkl. Borges' fiktion Ioannes af Paononien] forestiller (…) sig, at ethvert menneske er to mennesker, og at det rigtige er det andet, det som er i himlen. De forestiller sig også, at vore handlinger projicerer en omvendt refleks, således at, hvis vi vågner, sover den anden, hvis vi horer, er den anden kysk, hvis vi stjæler, er den anden gavmild. Når vi dør, forener vi os med den anden og bliver ham. (…) Andre histrioner påstod, at verden ville ende, når dens muligheders antal var brugt op; når der nu ikke kan være gentagelser, så må den retfærdige eliminere (begå) de mest infame handlinger, for at disse ikke skal beskæmme fremtiden og for at fremskynde Gudsrigets komme. Denne trosartikel blev fornægtet af andre sekter, der hævdede, at verdens historie må fuldbyrdes i hver enkel. De fleste må, som Pytagoras, tage ophold i mange legemer, før de opnår udfrielse; nogle proteusdyrkerne, ”er, i løbet af et enkelt liv, løver, drager, vildsvin og et træ.”” (ibid.: 47-8).
Man kunne samle et helt lille register af alle variationsformerne, men for at komme tilbage til spørgsmålet om identitet i denne historie, så er pointen, at novellen ender den med, at Aurelianus i en indberetning om kætterne i sit bispedømme, uforvarent citerer Ioannes af Panonien, og først bagefter opdager, at han har hørt passagen før. Han finder ud af, at det er skrevet af hans igennem hele livet gamle rival, Ioannes af Panonien, hvis navn han for første gang nødsadigt må nævne ved at angive citatets oprindelse. Ioannes af Panonien bliver på denne baggrund brændt på bålet, og først mange år efter, da Aurelianus selv er blevet brændt af et lyn og er kommet himlen, opdager han, at det guddommelige ikke skelner ham fra Ioannes:
”Historiens afslutning kan kun gengives i metaforer, eftersom den foregår i himmerige, hvor der ikke findes tid. Måske ville det være nok at sige, at Aurelianus snakkede med Gud og at Han var uinteresseret i religiøse divergenser, at han forvekslede ham med Ioannes af Panonien. Dette ville imidlertid være det samme som at insinuere forvirring i det guddommelige sind. Mere korrekt er det at sige, at i Paradis erfarede Aurelianus, at for den uforståelige guddom var han og Ioannes af Panonien (den ortodokse og kætteren, den afskyende og den afskyede, anklageren og offeret) en og samme person.” (ibid.: 52-3).
Harold Bloom nævner et sted en del af denne samme passage, men han sidestiller det samtidigt med historien “Døden og kompasset”, hvor den identitetssammensmeltningen, som jeg, i den form den har hos Borges, kalder den "mystiske identitet", af Borges antydes at bestå mellem detektiven Lönrot og gangsteren Red Scharlach, offeret og morderen: ”In his afterlife, Aurelian discovers that, for God, he and John [=Ioannes] ”formed a single person,” even as Lönnrot and Red Scharlach formed a single person.” (Bloom, 1994: 468). Og der kan nævnes flere steder, hvor Borges leger med muligheden for "mystisk identitet", f.eks. i novellen ”Borges og jeg”, hvor Borges møder sig selv som gammel.
Vi kan udlede af en passage hos Harold Bloom, at et noget lignende kunne være på spil i Borges syn på den litterære tradition, hvor hans litterære forgængeres identiteter smelter sammen, bliver evige gentagelser og misforståelser af hinanden i forskellige inkarnationer:
“If Hamlet indeed thought not too much but too wisely, then Borges’ Homer (who is also Shakespeare) has thought not too well, but too endlessly.” (Bloom, 1994: 474).
Jeg er i øvrigt inviteret hjem hos Bloom på onsdag den 25.4.07, og vil i den anledning se, om han har mere at sige til Mann og Borges' leg med identittet.
- M.C. L.
