Nykken

Et specifikt eksempel på det - til tider noget irriterende - faktum, at romantikken dominerer den bredere opfattelse af klassisk musik (eller måske rettere Wiener klassiken og romantikken) er det - specifikt irriterende - faktum, at mens Edvard Grieg dominerer den bredere forståelse af norsk klassisk musik, er en komponist som Geir Tveitt mere eller mindre ukendt. Dette er sørgeligt ikke mindst fordi sidstnævnte, efter min mening, langt overstiger Griegs kvaliteter. Grieg skrev naturligvis fantastisk musik; men også en del ganske kedsommelig musik. Personligt er jeg fan af hans Holberg Suiter, men jeg kan ikke sige det samme om f.eks. hans klaverkoncert. Der er dele af den langsomme sats, indrømmet, som har en vis lyrisk kvalitet; men det er ikke tilstrækkeligt til at gøre hele værket spændende.

Tveitt derimod. Lad mig nævne blot et eksempel: Hans symfoniske digt Nykken fra 1957 (wikipedia opslag her). Værket overlevede en af de mest tragiske begivenheder i norsk kulturhistorie, nemlig den katastrofale brand i 1970 der destruerede Tveitts hus i Kvam og dermed næsten 300 opusnumre, da det blev opbevaret i magasinerne i NRK, som oprindeligt havde bestilt det. Musikken taler for sig selv.

Som et kuriosum opdagede jeg, at Wikipedia har et ganske informativt opslag om sagnfiguren som værket har sin titel efter (på dansk naturligvis 'Nøkken'). Ved at klikke lidt videre finder man også ud af, at Wagners Rheintöchter er de eneste karakterer i der Ring, som ikke har deres oprindelse i Edda'erne. Disse væsner har med andre ord inspireret andre komponister end Tveitt i en særksildt grad.

----

Lyt til Tveitts første stykke fra hans 100 Folkesange fra Hardanger, 'Velkommen med ære', her.

Lego opdateret

Lego ergo sum er blevet opdateret.

Otto Jespersen

I de første linjer af The Philosophy of Grammar skriver Otto Jespersen:

The essence of language is human activity - activity on the part of one individual to make himself understood to another, and activity on the part of that other to understand what was in the mind of the first. These two individuals, the producer and the recipient of language, or as we may more conveniently call them, the speaker and the hearer, and their relations to one another, should never be lost sight of if we want to understand the nature of language and of that part of language which is dealt with in grammar. But in former times this was often overlooked, and words and forms were often treated as of they were thinkgs of natural objects with an existence of their own - a conception which may have been to a great extent fostered through too exclusive preoccupation with written or printed words, but which is fundamentally false, as will easily be seen with a little reflexion.

Jespersens bog, som er et hovedværk i moderne lingvistik, udkom i 1924, dvs. blot tre år efter førsteudgaven af Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus. Kontrasten mellem de to værkers opfattelse af sproget er slående. Sidstnævnte, hvis berømte åbningslinjer havde anslået et statisk, fuldt ud definerbart univers med proklamationen

Die Welt ist alles, was der Fall ist. (TLS, 1)

og hvis epokegørende opfattelse af sprogets repræsentative egenskaber udtryktes i det ligeså berømte udsagn

Einen Satz verstehen, heißt, wissen was der Fall ist, wenn er wahr ist. (Man kann ihn verstehen, ohne zu wissen, ob er wahr ist.) Man versteht ihn, wenn man seine Bestandteile versteheht. (TLS, 4.024)

blev roden til en hel filosofisk bevægelse, 'logisk positivisme' kaldet. Diktumet at en sætnings mening, det der forstås, er dens sandhedsbetingelser, som Wittgenstein overtog fra Frege, og den dertil hørende opfattelse af sproget som primært et redskab til at afbillede verden, dvs. for Wittgenstein, kendsgerningerne, er den diamentrale modsætning til den holdning, Jespersen udtrykker. Men hvor Wittgensteins sprogfilosofi i Tractatus er skolelærdom ikke blot for filosoffer, men inden for mange andre discipliner, er Jespersens nærmest uhyggeligt profetiske opfattelse gået i glemmebogen. Endnu mere slående er det, at billedet af sproget som repræsentativt, drevet af sandhedsbetingelser, oftest betragtes som stående indtil Wittgenstein selv rev det ned med sine Philosophische Untersuchungen, hvor sproget i stedet opfattes fuldkommen på linje med Jespersens program. Igen blev Wittgensteins dogmer skolelærdom, denne gang med den såkaldte dagligsprogsfilosofi, som fik en nærmest grænseløs indflydelse med Oxford filosoffer som Grice, Austin og Strawson. Disse skikkelsers arbejde udgør til den dag i dag den fundamentale drivkraft for sprogfilosoffer som Francois Recanati og Kent Bach, og pragmatisk-lingvistiske forskningsprogrammer som Relevance Theory og såkaldt neo-griceanske projekter forbundet med, bl.a, Stephen Levinson og Larry Horn. Citatet fra Jespersen kunne meget vel findes i mange af disse forskereres nutidige arbejder.

---

A propos logisk positivism kan man her lytte til sidste uges udgave af det (i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige) program fra BBC In Our Time om netop denne filosofiske bevægelse.