(SK1) Searching for knowledge whether one judges that P requires (inter alia) trying to make a judgement whether P; and
(SK2) For an important range of cases, searching for knowledge of one’s own judgements requires (inter alia) attending to one's own acts of judging, how these acts are performed.
Den første af disse (SK1) er tilnærmelsesvist en version af den såkaldte Transparency Thesis, der i den moderne litteratur oftest forbindes med Gareth Evans. Han skrev:
If someone asks me “Do you think there is going to be a third world war?,” I must attend, in answering him, to precisely the same outward phenomena as I would attend to if I were answering the question “Will there be a third world war? (Varieties of Reference, p. 61)
Gennemsigtigheden angår her spørgsmålet hvorvidt jeg mener at p. Ifølge denne tradition, er spørgsmålet hvorvidt jeg mener at p transparent i forhold til spørgsmålet hvorvidt p. Dvs. hvis jeg finder et svar på 'p?', så har jeg dermed et svar på 'Mener jeg at p?'
Med (SK1) hævdes det med andre ord, at metoden til at opnå viden om os selv - dvs. i denne forbindelse viden om hvad vores holdninger er, hvad vi mener om forskellige påstande - simpelthen er den samme som metoden til at opnå viden om disse påstande selv. Det, der benægtes med (SK1), og generelt af filosoffer som Evans, er, at vi viden om os selv kan opnås blot ved at vi bliver tilskuere til vores indre liv. Viden om ens egne domme opnås ikke blot vha. en rapport om disse domme, men kræver selv en aktiv domsfældelse.
Dette er dog ikke Kierkegaards sidste ord om dette emne. (SK2) siger i tillæg, at det ikke er tilstrækkeligt blot at beslutte sig - spørgsmålet hvorvidt jeg mener at P er rigtigt nok transparent mht. spørgsmålet om hvorvidt P, men det er ikke tilstrækkeligt til at opnå fuld viden om mine egne domme at jeg blot spørger, hvorvidt den pågældende påstand er sand. Dog siger (SK2), at mere kun er påkrævet, når det gælder visse områder. Disse områder at det etiske og det religiøse. For at opnå ægte selv-forståelse hvad angår etiske og religiøse domme skal subjektet ikke blot træffe disse domme, som (SK1) siger, det må også være opmærksom på, hvordan disse domme bliver truffet.
Watts påstår, at (SK1) og (SK2) fundamentalt set er i modstrid med hinanden, men at Kierkegaard selv har angivet løsningen på dette problem. Løsningen ligger ifølge Watts i Kierkegaards begrebet om dobbelt refleksion. Problemet er, som Watts formulerer det, "how one can search in a way that is at once outward-looking and inward-looking, prospective and retrospective." Dvs. hvordan kan jeg på én og samme tid opfylde (SK1) og (SK2)? Tag Evans' eksempel. Når jeg vil vide, om jeg mener, der kommer en tredje verdenskrig, fordrer (SK1) af mig, at jeg spørger mig selv, om der kommer en tredje verdenskrig. Så når jeg søger efter viden om mine holdninger til spørgsmålet, om der kommer en tredje verdenskrig, så overvejer jeg de ting, jeg ville overveje, hvis jeg søgte efter viden om, hvorvidt der kommer en tredje verdenskrig. F.eks. jeg overvejer historisk fakta, den politiske situation, osv. Men samtidig fordrer (SK2) af mig, at jeg gør dette på en bestemt måde; nemlig samtidig med at jeg overvejer, om der kommer en tredje verdenskrig, må jeg være opmærksom på den måde, jeg ledes mod domsfældelsen, dvs. jeg må være opmærksom på, hvordan jeg overvejer spørgsmålet.
Jeg er ikke overbevist om, at der er et reelt problem her. Hvorfor skulle jeg ikke kunne være involveret i begge disse to aktiviteter på én gang? F.eks. kan jeg meget vel sige noget samtidig med, at jeg er opmærksom på, hvordan jeg siger det. Selv om dette er mere uhåndgribeligt, ser jeg ingen grund til at mene, at jeg ikke ligeledes kan tænke noget og samtidig være opmærksom på, hvordan jeg tænker det. F.eks. kan jeg tænke "det regner" samtidig med, at jeg er opmærksom på, at jeg tænker dette med ærgerlse, og det er ikke ukendt, at der kan være en høj grad af detaljerigdom her; f.eks. kan jeg indse at jeg tænker "det regner" med ærgerlse og samtidig indse, at denne ærgerlse er et udslag af en pligtskyldig tilskyndelse til at få slået græsset, og jeg kan samtidig være klar over, at jeg egentlig er glad over, at det regner, fordi jeg dermed slipper for at slå græsset.
Naturligvis tilhører hverken dette eksempel eller Evans' den sfære, som (SK2) er beregnet på, dvs. det etisk-religiøse. Men selv om Kierkegaard skulle have ment, at mht. sidstnævnte område kræver selverkendelse en tilstand, som den der hentydes til med (SK2), og at dette ikke er påkrævet, når det gælder selverkendelse på andre områder, så synes det at være klart, at hvad der gælder for eksempler som "det regner" og "der kommer (ikke) en tredje verdenskrig" også gælder for eksempler som "det er forkert at lyve". Det ovenstående passer på "det er forkert at lyve": jeg kan meget vel fælde denne dom samtidig med, at jeg er opmærksom på, hvorvidt den udspringer af en ren erkendelse af, hvad der er godt, eller blot er et udtryk for holdninger og følelsesmønstre, der er nedfældede i mig af samfund og fortid. Begge sfærer synes at tillade denne form for simultan opfyldelse af (SK1) og (SK2), i modsætning til Watts' påstand.
Jeg er ikke uenig i, at Kierkegaard var tilhænger af (SK1) og (SK2). Det synes der at være gode beviser for i de passager, Watts citerer fra bl.a. Enten Eller og Filosofiske Smuler. Jeg er heller ikke uenig, at Kierkegaard mente, at (SK2)s virkeområde var begrænset til det etisk-religiøse. Igen, der er overbevisende tekstlig belæg for dette. Hvad jeg er mindre overbevist om er to ting: At der er et misforhold mellem (SK1) og (SK2), og at Kierkegaards begreb om dobbelt refleksion er beregnet på at mediere et sådant misforhold.
Når man følger Watts' formulering, ser det ud til, at han mener, at problemet her ligger i, at den aktivitet, som (SK2) kræver af subjektet, nødvendigvis må være retrospektiv, mens den udadvendte domsfældelse, som (SK1) fordrer, er prospektiv. Watts mener, at problemet opstår, fordi Kierkegaard på den ene side kræver, at disse to processer må foregå samtidig i tid, og på den anden side opfatter de to processer som hhv. forud- og bagudskuende.
Som jeg allerede har sagt, er det ikke klart for mig, at der er et problem om samtidighed her. Det er relativt klart, at jeg ikke kan fælde to forskellige domme samtidig. Jeg kan ikke i et og samme nu dømme at p og dømme at q - i hvert fald under normale omstændigheder. Men hvorfor skulle man antage, at noget sådant er påkrævet af kombinationen af (SK1) og (SK2)? Hvorfor ikke blot være enig med Watts i, at Kierkegaards intention var, at (SK1) og (SK2) forløber på forskellige tidspunkter? Hvorfor appelere til begrebet om dobbelt refleksion? Dette synes unødvendigt.
Det kan være nyttigt i denne forbindelse at sammenligne Watts' påstand - at den dobbelte refleksion er tiltænkt som en løsning på denne tilsyneladende spænding mellem (SK1) og (SK2) - med andres opfattelse af, hvad der skal lægges i begrebet om dobbelt refleksion.
Som eksempel kunne man tage Aage Henriksens udlægning i Kierkegaards Romaner (som jeg skrev om her tidligere). Henriksen skriver:
Refleksion betegner bevægelse, dobbeltbevægelse, og denne bevægelse udgår fra umiddelbarheden og vender tilbage til den for at tilintetgøre den eller "ophæve" den. (p. 14)
Som eksempel bliver nævnes sansning, som Henriksen betegner som det umiddelbare på erkendelsens område. I grundtræk er ideen følgende: Bevidstheden modtager primitive sanseindtryk. Disse begrebsliggøres. Denne begrebsliggørelsesprocess er den første bevægelse. Refleksion betegner en yderligere bevægelse, hvori subjektet stiller spørgsmålet, hvorvidt den begrebsliggjorte erfaring stemmer overens med sanseindtrykket. Dette er mao. et klassisk billede af bevidstheden. Subjektet er adskilt fra den objektive virkelighed, som det kun har adgang til gennem perceptionen, og den reflekterede bevidsthed opstår i anerkendelsen af dette forhold. Det dobbelte i refleksionen er altså, at refleksion kræver to processer, først processen hvori det umiddelbare sanseindtryk bringes på begreb, og siden processen hvori dette begrebsliggjorte indhold forsøges sammenlignet med det umiddelbare sanseindtryk.
I overensstemmelse med, hvad jeg sagde tidligere, er denne dobbelte process at finde ikke blot i disse almindelige sansebaserede domme, som f.eks. "det regner", men også i de områder, som (SK2) er myntet på. Som Henriksen siger:
også moralske normer og vurderinger kan være umiddelbart optagne i bevidstheden. (p. 15)
Den dobbelte refleksion er på dette område netop den opmærksomhed på faren for blind overtagelse af traditionelle anskuelser, jeg hentydede til ovenfor.
Henriksens udlægning er ikke i modstrid med Watts' i den forstand, at på disse områder ser den anden refleksionsbevægelse virkelig ud til at være netop det, (SK2) sigter efter. Men det er for mig at se ikke tilfældet, at Kierkegaard opfattede de synspunkter, som er gengivet af (SK1) og (SK2) som værende i modstrid med hinanden. Snarere er (SK1) og (SK2) netop de to processer som Henriksen beskriver. De to processer er ikke løsningen på et problem mht. kompatibiliteten af (SK1) og (SK2), de er blot en anden måde at anskueliggøre netop denne kompatibilitet på.
