Person

Jeg hørte i dag en anekdote om oprindelsen til ordet person. Den oprindelige betydning af ordet, sådan gik historien, skulle være 'til lyd(en)' og skulle henvise til åbningen ved munden i en skuespillers maske. Person skulle således være sammensat af latin pro (for eller til) og sonus (lyd). Idéen bag anekdoten var, at ordet oprindeligt skulle have været brugt til at betegne den karakter, som skuespilleren agerede, og som masken afbillede. Jeg kom straks til at tænke på, at det egentlig ville have været mere rammende, hvis person i overenstemmelse med tanken om dets sammensætning af for/til og lyd skulle have henvist til skuespilleren selv, hvis sande identitet - selv når han spiller maskeret - afsløres af hans stemmes klang.

Ikke desto mindre er anekdoten ikke fuldkommen korrekt, så vidt jeg har kunnet fastslå. Almindeligvis beskrives oprindelsen til ordet som afledt af latin persona, som oprindeligt ganske rigtigt betegnede en skuespillers maske. Anekdoten er således endnu ikke helt gendrevet. Dødstødet kommer imidlertid, når man opdager, at forskningen normalt antager, at det latinske ord var overtaget fra det etruskiske phersu, som betød maske. Men da etruskisk ikke er et indoeuropæisk sprog (det tilhører sammen med to andre sprog en underafdeling af en større gruppe af nu for størstedelens vedkommende uddøde ægæiske sprog), er sammenhængen med til lyd naturligvis udelukket. Ordet persona på latin nævnes i øvrigt ofte som eksempel på de få låneord, som latinerne overtog fra etruskerne i den process, der totalt eroderede etruskisk bort til fordel for deres eget sprog.

Ordbog over det danske sprog lister seks hovedbetydninger af person:

1. Rolle i et dramatisk arbejde eller skuespilleren der udfører en vis rolle; ogsaa figur som fremstilles ellers skabes af en skuespiller



2. Om menneske (eller undertiden dyr, ting, som optræder personificeret, talende), der er skildret i, optræder i et skuespil eller andet litterært arbejde; karakter



3. Om menneske med henblik paa dets ydre; et menneskes legeme, skikkelse eller ydre fremtoning



4. Om menneske som (særpræget) enkeltvæsen, individualitet, m. henblik paa dets særpræg som individ eller dets ejendommeligheder m.h.t. væsen, tænkemaade, sindelag osv.; jeg; selv; karakter; personlighed; ogsaa om (person, der besidder) karakterfasthed



5. Om menneske i al almindelighed, uden hensyn til særpræg, individualitet, køn; ogsaa om mennesket med henblik paa de egenskaber, der karakteriserer det som fornuftsvæsen



6. I videre anvendelse [bl.a. om guddommeligt væsen]

Betydningerne 1 og 2 er de, der ligger nærmest den etymologiske afstamning. Det er ikke helt let at se, hvad forskellen skulle være på dem. Under 1 gives der bl.a. et citat fra Holberg, der et sted skriver om en opførelse af Jeppe paa Bjerget, hvori han roser "sær formedelst Personen Monsieur Gram, der agerer saa naturligt en Siellands Bonde". M.a.o. bruges person her ikke om en rolle i et skuespil, men om selve skuespilleren. Det er altså den ene af betydningerne under 1. Den anden gives med bl.a. et sted, hvor H.C. Andersen skrev om et skuespil, hvori hovedpersonen var "paa Fattighuset i Stockholm, Fremstilleren gav hans Person, hans sande Portrait." Denne betydning - den anden under Betydning 1 - kender vi også fra udtryk som dramatis personae. I dag ville vi nok foretrække karakter, vil jeg mene.

Betydning 2 eksemplificeres ved Holberg, der et sted skriver "maa ikke Manden [dvs. forfatteren] bruge Fornavne til de Personer, som hand foresteller [dvs. i en komedie]?" Et andet eksempel er Heiberg: "Absract taget, er enhver Person i et Drama en Characteer, selv om det kun er en Tjener, der bringer et Brev." Heiberg opererer altså med en skelnen mellem person og karakter; men det skal vi ikke spekulere i her.

At dømme efter disse eksempler ser det ud til, at mens 1 henviser til en bestemt rolle, som f.eks. Jeppe i Holbergs komedie, bruges 2 i mere abstrakt forstand, som det f.eks. ses af Heibergs citat. I Betydning 2 kan man således ikke tale om 'personerne' i Jeppe paa Bjerget. Man kan kun tale om 'personerne' i et bestemt skuespil i Betydning 1. Derimod kan Betydning 2 bruges f.eks. til at give generiske udsagn af typen 'personerne i et drama skal være realistiske og gribende for publikum.'

Under Betydning 6 nævnes en en underkategori, hvor person kan anvendes i juridisk sprogbrug "om en særlig art (ikke-personligt) retssubjekt". Vi må gå ud fra at "personligt" i "ikke-personligt" i parentesen skal læses i overensstemmelse med Betydning 5. Dvs. denne underafdeling af Betydning 6 henviser til en juridisk brug af person, hvor ordet refererer til retssubjekter, der ikke nødvendigvis er menneskelige agenter. F.eks. er det en kendt sag, at selskaber (eng. cooperations) af en vis art er retssubjekter.

PS

Efter at have skrevet sidste indlæg om Chomsky-sætningen, opdagede jeg i dag en slående lighed med et 'polysemisk' fortolkningsforslag, som gives på Wikipedia siden for sætningen. Her foreslås det at læse sætnignen som "nondescript immature ideas have violent nightmares".

Colorless Green Ideas Sleep Furiously

I anledning af Noam Chomskys 80 års fødselsdag, satte the MITPressLog tirsdag et indlæg op, hvori der ønskes tillykke. Titlen på indlægget, 'Colorless Green Ideas Celebrate Birthdays', fik mig til endnu engang at overveje Chomskys berømte eksempel på en sætning (titlen på nærværende indlæg), der skulle være syntaktisk velformet men uden kohærent semantisk fortolkning. Sætningen stammer fra Chomskys banebrydende værk, Syntactic Structures (1957), der lagde fundamentet for moderne generativ lingvistik.

De fleste, jeg har talt med gennem tiden, har reageret med undren på påstanden om inkohærens, og hævder som regel at have en mere eller mindre klar idé om, hvad sætningen betyder. Et naturligt forslag er, at sætningen simpelthen betyder 'farveløse grønne idéer sover arrigt', og at det ligeledes er klart, hvad sætningens sandhedsbetingelser er, nemlig at alle (eller måske de fleste) farveløse grønne idéer sover arrigt. En anden, mere grænseoverskridende mulighed ville være at forsøge at fortolke sætningen metaforisk. Frasen har faktisk altid slået mig som ganske poetisk. Jeg kan forestille mig den optræde i et digt af en Ginsberg eller måske ligefrem en Rimbaud. Vi er med på, at 'grøn' kan betyde umoden eller naiv. 'Farveløs' kan enten tages som negerende 'grøn' eller som bidragende en anden adjektiv betydning. Hvis vi følger den første rute i streng forstand kan vi meget nemt ende med en egentlig inkohærens. Så lad os prøve den anden. Det virker ligefor at fortolke 'farveløs' her som modificerende den veletablerede metaforisk betydning af 'grøn'. Vi kan f.eks. forestille os, at de idéer, der tales om, betragtes som umodne, grønne, men samtidig ligegyldige eller måske endog ufarlige. Dette synes at træde godt i tråd med prædikatet 'sover'. Disse umodne og uerfarne idéer er endnu ikke vågnet - måske gør de det aldrig. Sidst men ikke mindst får vi så 'arrigt', eller måske er 'rasende' en bedre oversættelse. At sove rasende er at sove en søvn, der ikke er i hvile. Det er at sove på en bestemt måde, nemlig med opfarende vrede. Der er med andre ord tale om visse idéer eller forestillinger, som siges at på én gang at være umodne og samtidig ligegyldige, eller måske nærmest udflydende, uden karakteristika. Disse forestillinger befinder sig i en sovende tilstand, der dog konstant truer med at eksplodere i vrede. Latente og ungdomssentimentale tanker om revolution måske.

Atonale akkorder

De første tre takter (ovenfor) af Tristan und Isolde (komponeret 1857-59) udgør den mytologiske undfangelse af den moderne musik. Den såkaldte Tristan akkord, harmonien i den anden takt bestående af F-H-Dis-Gis, proklameres ofte som den mest berømte akkord i musikhistorien (hør et klip af disse tre takter her). Selve denne harmonisammensætning var ikke ny med Wagner (den findes bl.a. i Beethovens klaversonate nr. 18 den, såkaldte 'Jagtsonate', 1. sats). Men som ofte påpeget var Wagners innovation den blotte udstrækning af harmonien før dens opløsning - på min indpildning med Böhm fra Bayreuth festspildene i 1966 passerer 6 sekunder i spændingen før Gis opløses i A.

Andre (præ)moderne operaer er ligeledes associeret med en bestemt atonal akkordstruktur. To eksempler er Strauss' Salomé (1905) og sammes Elektra (1909). Førstnævnte begynder med et klarinetmotiv, der er sammensat af tre skalaer, Cis-dur, G-dur og cis-mol (Hør dette her). Elektras karakter repræsenteres af Strauss på en lignende måde med en harmonistruktur, der kan beskrives som en kollision mellem en E-dur akkord og en Cis-dur akkord (Dette kan høres her).

Selv om undertegnede på ingen måde kan bryste sig af nogen form ekspertise på dette område, fascineres jeg alligevel af at lægge mærke til disse motiver, og især fordi jeg inden for den sidste måned har oplevet fremragende opførelser af alle tre ovennævnte værker (se bl.a. her). Samtidig er specielt Salomé motivet et gennemgående tema i Alex Ross' bog, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Jeg jagtede således lidt videre, og fandt bl.a. en artikel (pdf her) fra 2008 om Tristan akkorden af den tyske komponist L. Hofmann-Engl (f. 1964), der hævder, at Wagner er skyldig i "copyright theft", idet passagen som helhed findes i en af Chopins mere ukendte mazurkaer (op. 68 nr. 4 i f-mol). Det er efter min mening uinteressant, hvorvidt det kan vises, at Wagner kendte - eller for den sags skyld ikke kendte - denne passage i Chopins mazurka, da han skrev Tristan. Hofmann-Engl opsummerer dog en mængde interessante paralleller mellem Tristan akkorden og værker af andre komponister og giver desuden et kort resummé af visse teoretikeres synspunkter. Artiklen tjener dog mere end noget andet som eksempel på den spekulation, der er blevet investeret i forholdene omkring Tristan akkorden og åbningstakterne som helhed.

En bog af Brian Magee, som er kendt for sine formidlende bøger om filosofi, om Wagner and Philosophy, virker mere lovende. Derudover kan Ross' bog endnu engang varmt anbefales.

---
'Tristan chord' på Wikipedia
'Elektra chord' på Wikipedia