mandag, juni 28, 2010
mandag, juni 21, 2010
Dreyfus, Proust, Sarkozy
Sidste udgave af podcastet New Books in History handlede om Dreyfus Affæren.Et kort resumé:
Alfred Dreyfus (1858-1935) var en fransk artilleriofficer fra Alsace af jødisk afstamning. På trods af en enestående karriere blev Dreyfus i 1895 dømt for landsforræderi på baggrund af et tyndt bevismateriale omhandlende en spionagesag. Et brev var blevet fundet i en papirkurv af en rengøringskone, der fungerede som fransk spion på den tyske ambassade. Brevet indeholdt oplysninger om militærhemmeligheder, og af forskellige veje blev Dreyfus anklaget for at være dets forfatter og altså for at lække militærhemmeligheder til tyskerne. Dreyfus - der hele sit liv bevarede en stærk patriotisme, der til dels formentlig kan forklares med henvisning til hans aner i Alsace, der var gået tabt til tyskerne i krigen 1870-71 - var uskyldig, men etablissementet dømte ham til en ekstraordinær hård straf. Dommen var delvist drevet af den antisemitisme, der var stigende i hele Europa i disse år; men samtidig må den forstås som et ønske om en slags katarsis for den franske nederlagsfølelse efter 1870-71 og i det hele taget dets stolthedsforfald efter Napoleon og de tumultariske efterfølgende årtier, hvor man igennem intet mindre end to revolutioner (udover den oprindelige fra 1789) langt om længe havde fået etableret noget, der lignede en stabil republik med fremtidsudsigter. Efter offentlig ydmygelse blev Dreyfus forvist til Île du Diable i fransk Guyana, hvor han udsattes for ekstreme forhold, som de facto var tortur (han var lænket til sin seng om natten, fik råddent (svine)kød at spise, og var af en høj mur afskåret fra at se andet end himlen over sit hoved), og som fratog ham evnen til at tale og næsten fik ham til at miste forstanden. Gennem lange, og ihærdige offentlige kampagner fra hans families og andres side, men ikke mindst gennem Emil Zolas' åbne brev J'Accuse udgivet i avisen L'Aurore i 1898, blev Dreyfus så sent som 1906 langt om længe bevist uskyldig - den egentlige spion var et laverestående medlem af Esterhazy familien, Charles Marie Ferdinand Walsin Esterhazy (1847-1923) - og blev reetableret i det franske militær, hvor han på bemærkelsesværdig vis formåede at opnå høje hædersbevisninger bl.a. for sin indsats ved Slaget ved Verdun i 1916 under Første Verdenskrig, hvor mere end 300.000 mennesker mistede livet.
Alfred Dreyfus (1858-1935) var en fransk artilleriofficer fra Alsace af jødisk afstamning. På trods af en enestående karriere blev Dreyfus i 1895 dømt for landsforræderi på baggrund af et tyndt bevismateriale omhandlende en spionagesag. Et brev var blevet fundet i en papirkurv af en rengøringskone, der fungerede som fransk spion på den tyske ambassade. Brevet indeholdt oplysninger om militærhemmeligheder, og af forskellige veje blev Dreyfus anklaget for at være dets forfatter og altså for at lække militærhemmeligheder til tyskerne. Dreyfus - der hele sit liv bevarede en stærk patriotisme, der til dels formentlig kan forklares med henvisning til hans aner i Alsace, der var gået tabt til tyskerne i krigen 1870-71 - var uskyldig, men etablissementet dømte ham til en ekstraordinær hård straf. Dommen var delvist drevet af den antisemitisme, der var stigende i hele Europa i disse år; men samtidig må den forstås som et ønske om en slags katarsis for den franske nederlagsfølelse efter 1870-71 og i det hele taget dets stolthedsforfald efter Napoleon og de tumultariske efterfølgende årtier, hvor man igennem intet mindre end to revolutioner (udover den oprindelige fra 1789) langt om længe havde fået etableret noget, der lignede en stabil republik med fremtidsudsigter. Efter offentlig ydmygelse blev Dreyfus forvist til Île du Diable i fransk Guyana, hvor han udsattes for ekstreme forhold, som de facto var tortur (han var lænket til sin seng om natten, fik råddent (svine)kød at spise, og var af en høj mur afskåret fra at se andet end himlen over sit hoved), og som fratog ham evnen til at tale og næsten fik ham til at miste forstanden. Gennem lange, og ihærdige offentlige kampagner fra hans families og andres side, men ikke mindst gennem Emil Zolas' åbne brev J'Accuse udgivet i avisen L'Aurore i 1898, blev Dreyfus så sent som 1906 langt om længe bevist uskyldig - den egentlige spion var et laverestående medlem af Esterhazy familien, Charles Marie Ferdinand Walsin Esterhazy (1847-1923) - og blev reetableret i det franske militær, hvor han på bemærkelsesværdig vis formåede at opnå høje hædersbevisninger bl.a. for sin indsats ved Slaget ved Verdun i 1916 under Første Verdenskrig, hvor mere end 300.000 mennesker mistede livet.
I podcastet fortæller Ruth Harris (Oxford) om sin bog Dreyfus: Politics, Emotion, and the Scandal of the Century, der er rygende varm fra trykken. Jeg hørte Harris i In Our Time's udsendelse om Dreyfus Affæren engang i efteråret sidste år, hvor en af de andre deltagere nævnte hendes kommende bog. Så podcastverdenen hænger sammen.
Første gang jeg stødte på selve Dreyfus Affæren, var da jeg sidste år endelig gennemførte Proust, i hvis roman Affæren spiller en betydelig rolle, ikke mindst fordi Swann's dreyfusianisme er en af årsagerne til, at han udstødes af det salonsociety, som Proust er så optaget af på én gang at røntgenfotografere med sin sønderdelende kritik og samtidig at fremvise sin priviligerede intimitet med. I In Our Time's udsendelse om Proust fra 2003 bliver hovedet slået på sømmet da en af deltagerne spørger (med et ikke ordret citat): "Nu har vi læst 200 sider om et middagsselskab der kedede fortælleren, og hvis gæster han fremstiller som tomme, intetsigende snobber - så hvad laver han der? Hvorfor bliver han ved med at opsøge, ja at kredse som en besat omkring de selv samme betitlede og overfladiske standspersoner, som han latterliggører og ikke uden grund føler sig intellektuelt højt hævert over?" Det var via denne udsendelse, at jeg opdagede Raoul Ruiz' film Le temps retrouvé (1999), som formår det umulige: en vellykket filmatisering af Proust. Egentlig er filmen (som titlen antyder) en filmatisering af romanens sidste bind, men den er meget mere, fordi den forfølger udvalgte erindringsspor og dermed tager os tilbage til tidligere bind, og helt tilbage til det første binds kredsen om moderen, bedstemoderen og Françoise.
Når Dreyfus Affæren nævnes i dag, bliver der næsten altid lagt vægt på at understrege paralleller til vor egen tid. Affæren er med tiden blevet til det arketypiske eksempel på justitsmord, på fremmedfjendskhed, på modsætningen mellem en opfattelse af nationalt tilhørsforhold som bestemt af individets egne præferencer (Dreyfus' patriotisme) eller bestemt af rang og race (konservatives overbevisning om at jøder ikke kunne være 'ægte fransmænd'). For eksempel hørte jeg engang en amerikansk forfatter i en udgave af The New Yorker's mindre ophidsende podcast kalde Sarah Palin for en anti-dreyfusianer, fordi hun opfatter national identitet som defineret af afstamning - dvs. af en ægthed der ikke eksistere som andet end mytisk vraggods - og ikke af personlig overbevisning. Et andet eksempel er værten for New Books in History, der indleder interviewet med Harris med at sammenligne Dreyfus Affæren med retsagen mod O.J. Simpson, "the trial of the century". En klart mindre vellykket historisk parallel: Simpson retssagen var speciel blot fordi Simpson var en sportsstjerne. I det hele taget må vi desværre sande, at selv om New Books in History som regel er ganske informativt og interessant, så er værten og intervieweren Marshall Poe's åndsniveau som regel ikke et højdepunkt i programmet.
Mere interessant er det at få at vide, helt til sidst i interviewet, at Ha
rris selv har udgivet en artikel, hvori hun pointerer, at Sarkozy's burka-skræk er en fuldkommen åbenlys parallel til den form for anti-semitisme, der på så fæl vis kom til udtryk i Affæren. På Dreyfus' tid boede der 70.000 jøder i Frankrig, hvilket sammenlignet med f.eks. Tyskland er et overraskende lavt tal relativt til den samlede befolkning. If. Harris er burka-forbuddet affødt af den samme "militante sekularisme", som fik det politisk-juridiske apparat til at udstille Dreyfus som syndebuk ved at tvinge ham til offentligt af afføre sig sin uniform og se til, mens man på symbolsk vis knækkede hans sabel for øjnene af det samlede parisiske society og militærstab. Et åbenlyst sammenligningspunkt er det faktum, at antallet af burka-bærende kvinder på fransk jord, så vidt jeg ved, ligger et godt stykke under de 10.000. Sammenligningspunkterne til vore hjemlige himmelstrøg er desværre kun alt for åbenlyse.
Abonner på:
Opslag (Atom)