Efter at have hørt sidste udgave af BBC's Building a Library, som denne gang handlede om Bach's h-mol messe, anskaffede jeg mig indspildningen med Parrott of Taverner Consort & Players, som de anbefalede. (Faktisk var anmelderens 1. valg en anden version, men en som ikke kan fås i håndkøb pt.) Et hit. Parrott's velafbalancerede men farverige tilgang til h-mol messen fik mig til at indse, i hvilken grad jeg har snydt mig selv i årevis ved kun at eje Jochum's indspildning med Bayerne. Hvor Jochum brager i fuld glorifikation og skinnende - til tider gumpetung - barokstorhed, formår Parrott at kombinere det passionerede med det nuancerede. Sidstnævnte er at foretrække, da storhed og stråling påtvinger sig simpelthen pga. værkets genialitet.Samtidig kom jeg til at huske den famøse og skandaløse oplevelse, jeg engang skrev om her. Da jeg lyttede til bassens solo 'Symbolum Nicenum: Et In Spiritum Sanctum Dominum' hen mod slutningen her til morgen, så og hørte jeg pludselig Guido Paevatula for mig igen, som han gevaldigt forkludrede denne smukke sats, godt hjulpet af dirigenten, dengang for godt og vel tre år siden. Horribelt at man i så lang tid kan forurenes.
----
Hør udgaven af Building af Library om h-mol messen her.
