Potsdamer Platz

Engang kunne man ikke nævne Potsdamer Platz uden i samme åndedrag at indskyde en bemærkning om dens trafikale problemer. Man sagde: "Lad os gå over Potsdamer - og dog, der så meget trafik." Eller: "Hun bor lige ved Potsdamer Platz. Det må være forfærdeligt med al den larm og støj." Strømmen af biler og fodgængere var endeløs. Omtrent 5.000 sporvogne kørte over pladsen hver dag, og de første elektriske trafiksignaler i Tyskland installeredes her. (I hvert fald i mytologisk forstand, selv om Hamburg formentlig kom først.) Men Potsdamer Platz var samtidig et symbol for urban luksus og glamour. Man havde ikke været nogen steder, hvis man ikke havde været på Potsdamer. Den var et centrum for europæisk chic kultur: en massekulturel stræben efter den form for nydelse, seksuel frihed og grænseløst forbrug, der før 1900 var udelukkende forbeholdt et velstående fåtal, og som i det begyndende århundredes første årtier blev associeret med de nye underholdningsformer, jazz og film. Denne massebevægelse kontrolleredes og æggedes af økonomiske interesser, masseproduktionsselskabers spekulation, og de reklamer der i disse år begyndte at dukke op i det offentlige rum. På det psykologiske niveau var denne spirende forbrugskultur med til at skabe forliste drømme, skizoide forestillinger om sex, om ens egen krops manglende værdighed, om andres beluring, om skyld og penge. Alle disse neuroser og opmagasinerede lyster blev udlevet om natten på steder som Potsdamer Platz. Denne 'Schattendasein' er genstanden for Kirchners Potsdamer Platz, hvor fortovene er spidse som dolke og adskilles af en absintgrøn afgrund i midten af hvilken to 'kokotter' uden øjenkontakt - den ene forklædt som enke med et slør der ligner et bur - flyder uden for rækkevidde for de mandlige silhuetter, der sniger sig omkring gadehjørnerne. Under de allieredes bombardermenter 1943-45 og under Slaget om Berlin 1945 jævnedes Potsdamer Platz med jorden. Som et symbol på hele Berlins kataklystiske destruktion stod det ultramoderne Columbushaus nu som et afsvedet kadaver på pladsens norvedstlige hjørne. Columbushaus havde altid været malplaceret, uden for sammenhæng. Selv om Mendelsohns energiske entreprenør- og arkitektvirksomhed fik det bygget på trods af den franske stormagasinkæde Lafayettes tilbagetrækning, forblev Columbushaus det eneste nye bygningsværk på pladsen indtil Hitler-Speer projektet om et nyt Berlin, hovedstaden i det nye Germania. Ved krigens afslutning stod Columbushaus som en ruin, en grotesk påmindelse om den verden, der knustes først af nazisterne selv, og derefter af deres egen undergang. Gennem koldkrigsårene lå Potsdamer Platz øde hen, splittet af muren der løb direkte ned gennem pladsen. Det offentlige rum Kirchner havde malet var nu en del af det berømte ingenmandsland mellem yder- og indermuren - dødsstriben bevogtet af skarpskytter. Der hvor flaneurer, ludere, forrentningsfolk og tiggere før havde trængtes og stimlet sammen, hvor blikke var blevet udvekslet med fremmede forbipasserende med alkohol, kokain, opium, hash, tobak og jazz strømmende i deres blod, der gik nu ingen, og hvis man var nødt til at læggen ruten denne vej, hastede man duknakket langs muren. Ved nattetide kunne skikkelserne for den overfladiske betragter tage sig ud som Kirchners vampyrlignende sortfrakker. Men for disse skikkelser, der hastede med nervøse skridt for at forsøge at komme videre, var truslen ikke en indefrakommende, men en udefrakommende. Pladsen der før havde dannet skueplads for neurotiske og forskruede psykologiske frustrationers ydre symptomer i blikkenes flakken, og de affekterede talemåder, var nu overvåget af en altopslugende, usynlig stirren. Efter genforeningen lagdes der store planer for Potsdamer Platz, hvis historie, placering, og ikke mindst fuldkomment øde landskab var perfekt egnet til at danne rammerne om det ekstravagante varemærke for det nye, nye Tyskland. Da det münchenske arkitektbureau Hilmer & Sattler i 1991 vandt konkurrencen om projekteringen af en total fornyelse, blev Potsdamer Platz Europas største byggegrund. I dag er pladsen endnu engang et trafikalt knudepunkt. Men den omkranses nu af enorme, hi-tech bygninger i glas og stål, der skinnende spejler pladsens rum i sig. Under Helmut Jahn's fantastiske baldakinpavillon, der danner det indre atrium af hans omdiskuterede Sony Center, åbner der sig elliptisk, 102 m bred offentlig plads. Halvt indendørs som i et amerikansk mall, halvt udendørs som på en europæisk piazza, er dette Sony [registered trademark] space omkranset af franchiserestauranter, hvor menukortene i en nærmest grotesk parodi tilbyder klassiske fristelser som belgiske vafler, melangekaffer, og wienerkager. På den kønsløse og pasticheprægede 'Café Alfredo' - hvis menu er produceret af Häagen-Dasz - finder man endog en af disse søde sager med titlen 'Der Klassiker'. Disse specialiteter, som Kirchner øjeblikkeligt ville have genkendt, er her blevet kitsch, og de fortæres af superovervægtige, mentalt underudviklede, zombielignende turister af en type, der er ganske ny i denne afmurede verden, hvor alle konturer for alvor er forsvundet, og hvor man fødes til et liv af bevægelseshæmmende fedme og sanselammende underholdning. Over indgangspartiet til det tyske museum for film og fjernsyn, som er placeret her, viser en gigantisk fladskærm billeder, der ligner screensavers - polerede teksturshots af konkylier, græsgange, skove, vandløb, og digitaliserede spiraler. Et af de vekslende gengangere er en kort sort-hvid sekvens af Marlene Dietrich med lange sorte handsker. I et kort sekund toner Die Marlene nu og da frem over massen af kameraer, baseballcaps, og mobiltelefoner som en surreal vision, et drømmesyn fra førkrigstidens Berlin.

Olduvai

Det ældste objekt i the British Museums samling er et støderedskab af sten fra Olduvai Slugten i Tanzania, som er dateret til at være ca. 1.8 mio. år gammelt. En skarp kant er blevet frembragt ved at slå flager af begge sider af stenblokken for at frembringe et værktøj, der formentlig er blevet brugt til mange forskellige opgaver som f.eks. at hugge grene af træer, skære kødet fra nedlagte dyr, og ikke mindst til at knuse knogler for at blotlægge den benmarv, der på dette tidspunkt var en essentiel del af den menneskelige kost. Stenen er således blandt de allertidligste eksempler på intelligens hos skabninger, der endnu ikke kan kaldes homo sapiens. Homo erectus, som der her er tale om, havde en hjerne, hvis størrelse udgjorde 74% af vores egens. Og dog, når man betragter denne bearbejdede stenblok, ser man i konkret forstand kardinaleksemplet på, hvad der gør os unikke blandt dyrene, nemlig det at vi som det eneste blandt dyrene efterlader spor ikke blot af, hvad vi er og har været, men af hvad vi skaber. Al skabning af denne art er nødvendigvis altid en reorganisering af materiale, der allerede er til stede i naturen. Mennesket deler materien, det splitter den ad. Fra Olduvai til CERN. Vi blotlægger strukturer, som ikke er synlige på overfladen og klarlægger dermed både årsager og potentialer. Men at betragte stenredskabet i montren på British Museum er samtidig uendeligt meget mere. Man kan her få en fornemmelse af at stå uden for tiden, af i ét nu at skræve henover årtusinderne og være direkte forbundet med den lodne hånd, der greb om dette stykke klippe, og som lærte af sine erfaringer, og hvis skridt begynder en sti, ad hvis forgreninger vi alle er vandret, og som den besøgende selv er kommet ad over Russel Square, gennem bygningen til dette ubemærkede hjørne af de nyåbnede gallerier om oplysningstiden, hvor Olduvai stenen har fundet sin endelige destination. Men endnu en opdagelse ligger gemt her, en der ikke er tilsigtet fra museets side. Ved siden af montren med Olduvai stenen er der i øjeblikket opslået en lille stand med et af British Museums 'hands on' tilløb. En frivillig viser lignende sten frem og lader de besøgende røre og håndtere dem. Disse genstande, der har fået lov til på denne måde at blive befamlet af de mange turister og ander interesserede, er formentlig ikke blandt museets mest skattede ejendele. Men netop derfor opdager man noget ganske bemærkelsesværdigt. Det viser sig nemlig, at der er en hel del af stenene, som museet ikke kan placere - ikke mht. hvor gamle de er, hvad de har været brugt til osv., men mht. til hvor de er fundet og af hvilken ekspedition. På den ene af de jeg selv så i sidste uge, var der en inskription, som kunne afkodes ganske præcist med årstal, ekspeditionens navn, leder, osv. Men på den anden var den tilsvarende inskription udvisket af årtier af arkæologers, antropologers, konservatorers, kuratorers og andres berøring. Damen i standen afslørede tilmed, at museet ligger inde med utallige objekter, som de nok kan identificere som f.eks. homo erectus stenredskaber, men hvis genealogi i museets eget regi er gået tabt. Der pågår mao. et arkæologisk projekt på museets egen grund, gennem støvede arkiver, ned gennem lagene af den menneskelige anmasselse af viden om sig selv. I bogstaveligste forstand er Historien blevet historisk.

Videolectures og podcasts: En kort annoteret guide

Her er en kort annoteret guide til en mængde internetsteder, der tilbyder video eller lyd med interessant indhold:

1. Academicearth.org er en portal for gratis videolectures fra højtrangerende amerikanske universiteter og har mange gode ting.

F.eks. er Yale's kursus i Fundamentals of Physics virkelig godt. Det er svært at følge med i, men hvis det ses et par gange, får man meget ud af det alligevel. Man kan evt. supplere sin rustne matematik med MIT's introduktion til Single Variable Calculus, jeg selv var i hvert fald nødt til at se den første forelæsning af sidstnævnte for at have bare en idé om, hvad der foregik i fysikforelæsningerne.

Desuden er Shelly Kagan's kursus om Death klart anbefalelsesværdigt. Kagan er en beundringsværdigt god underviser, og det er en virkelig klar gennemgang af nogle ældgamle og traditionsrige problemer.

Jeg har også nydt godt af John Merriman's kursus Eurpean Civilization 1648-1945, selv om Merriman's noget stereotype selviscenesættelse som den frankofile amerikaner med dertilhørende fuldkommen urealistisk fransk udtale til tider er ganske distraherende, og hans noget løse forelæsningsstil ikke altid er klarheden selv. Men informativt ikke desto mindre.

Desuden er der mange andre interessant forelæsningsrækker om politik, arkitektur, økonomi, og alt muligt andet.

2. En anden portal er Videolectures.net.

Dog er min erfaring, at der er en smule længere mellem snapsene her. Størstedelen af forelæningerne her er om computer science, og der er nogle enkelte kursur i logik, som er fine hvis man er interesseret i den slags. F.eks. er der en sober introduktion til et halvkomplekst emne at finde i Errol Martin's Computability and Incompleteness kursus.

3. En parallel men uundværlig verden udgøres af podcasts. Se f.eks. portalen Learnoutloud.com, hvor utallige podcasts og lydbøger kan downloades gratis.

Jeg har f.eks. hørt Lacqueur's European Civilization from the Renaissance to the Present et par gange. Det er lydoptagelser af et grundkursus i historie fra Berkeley, som er ganske underholdende og ret ok, selv om det er flat engang i mellem pga. det er designet til amerikanere i starten af tyverne.

4. Hvad angår podcasts i øvrigt er de følgende blandt favoritterne (og ofte nævnt på denne blog): BBC's In our Time og Marshall Poe's New Books in History.

God jagt!

Spiegel artikel

A propos sidste post har Der Spiegel en artikel om burka-debatten her.

Dreyfus, Proust, Sarkozy

Sidste udgave af podcastet New Books in History handlede om Dreyfus Affæren.

Et kort resumé:
Alfred Dreyfus (1858-1935) var en fransk artilleriofficer fra Alsace af jødisk afstamning. På trods af en enestående karriere blev Dreyfus i 1895 dømt for landsforræderi på baggrund af et tyndt bevismateriale omhandlende en spionagesag. Et brev var blevet fundet i en papirkurv af en rengøringskone, der fungerede som fransk spion på den tyske ambassade. Brevet indeholdt oplysninger om militærhemmeligheder, og af forskellige veje blev Dreyfus anklaget for at være dets forfatter og altså for at lække militærhemmeligheder til tyskerne. Dreyfus - der hele sit liv bevarede en stærk patriotisme, der til dels formentlig kan forklares med henvisning til hans aner i Alsace, der var gået tabt til tyskerne i krigen 1870-71 - var uskyldig, men etablissementet dømte ham til en ekstraordinær hård straf. Dommen var delvist drevet af den antisemitisme, der var stigende i hele Europa i disse år; men samtidig må den forstås som et ønske om en slags katarsis for den franske nederlagsfølelse efter 1870-71 og i det hele taget dets stolthedsforfald efter Napoleon og de tumultariske efterfølgende årtier, hvor man igennem intet mindre end to revolutioner (udover den oprindelige fra 1789) langt om længe havde fået etableret noget, der lignede en stabil republik med fremtidsudsigter. Efter offentlig ydmygelse blev Dreyfus forvist til Île du Diable i fransk Guyana, hvor han udsattes for ekstreme forhold, som de facto var tortur (han var lænket til sin seng om natten, fik råddent (svine)kød at spise, og var af en høj mur afskåret fra at se andet end himlen over sit hoved), og som fratog ham evnen til at tale og næsten fik ham til at miste forstanden. Gennem lange, og ihærdige offentlige kampagner fra hans families og andres side, men ikke mindst gennem Emil Zolas' åbne brev J'Accuse udgivet i avisen L'Aurore i 1898, blev Dreyfus så sent som 1906 langt om længe bevist uskyldig - den egentlige spion var et laverestående medlem af Esterhazy familien, Charles Marie Ferdinand Walsin Esterhazy (1847-1923) - og blev reetableret i det franske militær, hvor han på bemærkelsesværdig vis formåede at opnå høje hædersbevisninger bl.a. for sin indsats ved Slaget ved Verdun i 1916 under Første Verdenskrig, hvor mere end 300.000 mennesker mistede livet.

I podcastet fortæller Ruth Harris (Oxford) om sin bog Dreyfus: Politics, Emotion, and the Scandal of the Century, der er rygende varm fra trykken. Jeg hørte Harris i In Our Time's udsendelse om Dreyfus Affæren engang i efteråret sidste år, hvor en af de andre deltagere nævnte hendes kommende bog. Så podcastverdenen hænger sammen.

Første gang jeg stødte på selve Dreyfus Affæren, var da jeg sidste år endelig gennemførte Proust, i hvis roman Affæren spiller en betydelig rolle, ikke mindst fordi Swann's dreyfusianisme er en af årsagerne til, at han udstødes af det salonsociety, som Proust er så optaget af på én gang at røntgenfotografere med sin sønderdelende kritik og samtidig at fremvise sin priviligerede intimitet med. I In Our Time's udsendelse om Proust fra 2003 bliver hovedet slået på sømmet da en af deltagerne spørger (med et ikke ordret citat): "Nu har vi læst 200 sider om et middagsselskab der kedede fortælleren, og hvis gæster han fremstiller som tomme, intetsigende snobber - så hvad laver han der? Hvorfor bliver han ved med at opsøge, ja at kredse som en besat omkring de selv samme betitlede og overfladiske standspersoner, som han latterliggører og ikke uden grund føler sig intellektuelt højt hævert over?" Det var via denne udsendelse, at jeg opdagede Raoul Ruiz' film Le temps retrouvé (1999), som formår det umulige: en vellykket filmatisering af Proust. Egentlig er filmen (som titlen antyder) en filmatisering af romanens sidste bind, men den er meget mere, fordi den forfølger udvalgte erindringsspor og dermed tager os tilbage til tidligere bind, og helt tilbage til det første binds kredsen om moderen, bedstemoderen og Françoise.

Når Dreyfus Affæren nævnes i dag, bliver der næsten altid lagt vægt på at understrege paralleller til vor egen tid. Affæren er med tiden blevet til det arketypiske eksempel på justitsmord, på fremmedfjendskhed, på modsætningen mellem en opfattelse af nationalt tilhørsforhold som bestemt af individets egne præferencer (Dreyfus' patriotisme) eller bestemt af rang og race (konservatives overbevisning om at jøder ikke kunne være 'ægte fransmænd'). For eksempel hørte jeg engang en amerikansk forfatter i en udgave af The New Yorker's mindre ophidsende podcast kalde Sarah Palin for en anti-dreyfusianer, fordi hun opfatter national identitet som defineret af afstamning - dvs. af en ægthed der ikke eksistere som andet end mytisk vraggods - og ikke af personlig overbevisning. Et andet eksempel er værten for New Books in History, der indleder interviewet med Harris med at sammenligne Dreyfus Affæren med retsagen mod O.J. Simpson, "the trial of the century". En klart mindre vellykket historisk parallel: Simpson retssagen var speciel blot fordi Simpson var en sportsstjerne. I det hele taget må vi desværre sande, at selv om New Books in History som regel er ganske informativt og interessant, så er værten og intervieweren Marshall Poe's åndsniveau som regel ikke et højdepunkt i programmet.

Mere interessant er det at få at vide, helt til sidst i interviewet, at Ha

rris selv har udgivet en artikel, hvori hun pointerer, at Sarkozy's burka-skræk er en fuldkommen åbenlys parallel til den form for anti-semitisme, der på så fæl vis kom til udtryk i Affæren. På Dreyfus' tid boede der 70.000 jøder i Frankrig, hvilket sammenlignet med f.eks. Tyskland er et overraskende lavt tal relativt til den samlede befolkning. If. Harris er burka-forbuddet affødt af den samme "militante sekularisme", som fik det politisk-juridiske apparat til at udstille Dreyfus som syndebuk ved at tvinge ham til offentligt af afføre sig sin uniform og se til, mens man på symbolsk vis knækkede hans sabel for øjnene af det samlede parisiske society og militærstab. Et åbenlyst sammenligningspunkt er det faktum, at antallet af burka-bærende kvinder på fransk jord, så vidt jeg ved, ligger et godt stykke under de 10.000. Sammenligningspunkterne til vore hjemlige himmelstrøg er desværre kun alt for åbenlyse.

Forurening og vindikation

Efter at have hørt sidste udgave af BBC's Building a Library, som denne gang handlede om Bach's h-mol messe, anskaffede jeg mig indspildningen med Parrott of Taverner Consort & Players, som de anbefalede. (Faktisk var anmelderens 1. valg en anden version, men en som ikke kan fås i håndkøb pt.) Et hit. Parrott's velafbalancerede men farverige tilgang til h-mol messen fik mig til at indse, i hvilken grad jeg har snydt mig selv i årevis ved kun at eje Jochum's indspildning med Bayerne. Hvor Jochum brager i fuld glorifikation og skinnende - til tider gumpetung - barokstorhed, formår Parrott at kombinere det passionerede med det nuancerede. Sidstnævnte er at foretrække, da storhed og stråling påtvinger sig simpelthen pga. værkets genialitet.

Samtidig kom jeg til at huske den famøse og skandaløse oplevelse, jeg engang skrev om her. Da jeg lyttede til bassens solo 'Symbolum Nicenum: Et In Spiritum Sanctum Dominum' hen mod slutningen her til morgen, så og hørte jeg pludselig Guido Paevatula for mig igen, som han gevaldigt forkludrede denne smukke sats, godt hjulpet af dirigenten, dengang for godt og vel tre år siden. Horribelt at man i så lang tid kan forurenes.

----

Hør udgaven af Building af Library om h-mol messen her.

Fra New Yorks subway

Music Born of Fear

Jeg har lige opdaget San Fransisco Symphony's webside Keeping Score. Sitet er intet mindre end et formidlingsmæssigt mirakel. Det består af interaktive introduktioner til udvalgte værkers partiturer. Tag f.eks. guiden til Shostakovich's 5. symfoni, der har fået den overordnede titel 'Music Born of Fear'. Formentlig refereres der her til det famøse åbne brev i Shostakovich navn, der blev offentliggjort i en af Moskvas store aviser et par dage før verdenspræmieren på værket. Brevet tilkendegav, at den 5. symfoni, som spidserne fra sovjetregimet snart skule opleve for første gang fra deres priviligerede parketpladser, skulle opfattes som en trofast sovjetborgers reaktion på en velfortjent kritik. en reference til hans udstødelise i 1936. Dog er det langt fra sikkert at Dmitri faktisk var forfatteren til dette brev. Sikkert er det dog, at Dmitri førte sin egen hånd, da den komponerede den 5. Og partituteret taler denne sag med klar røst. Keeping Score's interaktive guide viser hvordan der bruges fragmenter af folkesange, hvordan instrumentering ændrer sig for at videregive den ønskede effekt (ingen blæsere i 3. sats, osv.), og giver konteksten for værker. Alt sammen med videoklip, lyd med medfølgende partitur gennemgang, m.m.

Keeping Score er en klar anbefaling.

Vincent - helt tæt på

Jeg har tidligere skrevet om van Gogh udstillinger her. Dengang var jeg irriteret over den måde, MOMA formåede at forvandle et museumsbesøg til en militærøvelse, og at det var komplet umuligt at opleve værkerne pga. de andre gæsters kropsmasser og tilsyneladende manglende interesse for de billeder, de ikke havde set reproduktioner af adskillige gange før.

Men da jeg i den forgange uge besøgte Royal Academy's aktuelle udstilling The Real van Gogh - the Artist and his Letters, fik jeg heldigvis en helt anden oplevelse. Ikke fordi der ikke var fuldt hus - selv på en flad tirsdag formiddag. Det undrer mig stadig, at man lukker så mange gæster ind på en gang; så mange at oplevelsen uundgåeligt forringes. Men alligevel var besøget helt klart det værd.

Formentlig skyldtes dette, at jeg denne gang tog imod tilbudet om en audioguide til udstillingen - hvad jeg egentlig som regel gør. Men det at gå rundt denne gang med hovedtelefoner på formåede at hensætte én i sin egen verden; eller rettere at hensætte én til det, der var udstillingens formål: at opleve detaljerede sammenligninger mellem lærrederne og brevene. I første regi var formålet med udstillingen det, som kuratoren forklarede på et af lydsporene, nemlig at aflive myten om van Gogh som den vanvittige kunstner, der skar sit eget øre af og levede på randen af en afgrund af en forfærdelig depression og sindsygdom. Vincent havde problemer, ingen tvivl om det. Men faktisk var hans vanvid henlagt til den sidste del af hans liv; og hvad der måske er mere vigtigt: han arbejdede som regel ikke, mens de stod på. Mao. er næsten alle hans værker lavet i perioder, hvor han i realiteten var udstyret med et klarsyn, der totalt overskygger myten om den afsindige forkynder af moderniteten. Nogle - som f.eks. en af de første af hans udstillere efter hans død - mener ligefrem, at hans forfattervirksomhed, dvs. hans breve først og fremmest til broderen, men også til Gaugin og andre, fortjener lige så meget opmærksomhed som hans malerier.

Hvadend man nu måtte mene om dette udsagn, så er der naturligvis ingen tvivl om, at van Gogh så sig selv som forkynder. Man behøver blot at minde sig selv om hans oprindelige kald - den prædikantvirksomhed, der førte ham til, med Orwelliansk (og, for dem begge, ubetviveligt Franciskansk) beslutsomhed, at omfavne det beskidte liv i Londons fattigkvarterer. Og ligesom ved MOMA's udstilling kunne jeg ikke undsige mig en vis tvivl om, hvorvidt Vincent ville have billiget dette opbud af turister og smiskende engelske madamer, der begloede hans lærreder her i det palladinske Burlington House, langt fra Londons både datidige og nutidige slum.

Under alle omstændigheder var det formentlig audioguidens måde at bringe én i kontakt med detaljerne i brevene - og ikke mindst de skitser som de indeholder, og som er lavet efter malerierne for at videregive til Theo de seneste frugter af Vincents arbejde - der fascinerede mig. Man kunne bogstaveligt talt følge med i brevenes sommetider franske men for det meste hollandske tekst. Og da jeg efter nogen tid havde fundet en teknik, hvorved jeg kunne undgå menneskemassen der defilerede forbi lærrederne, blev besøget virkelig fantastisk.

Et højdepunkt var pointeringen af, at van Gogh eksplicit var ude efter at skabe en ny type af portrætmaleri. Istedet for at afbillede en bestemt person - som f.eks. en Rembrandt kunne gøre det - var van Gogh interesseret i at skabe en type. Formentlig kan dette sættes i sammenhæng med det velkendte omkvæd om modernitetns underlige dobbelte forhold til individet: på den ene side en udhviskning og på den anden side en knæsættelse. Men det kan ikke gøres her.

Jeg er dog stadig ikke sikker på, hvad jeg mener, om udstillingen af det brev Vincent havde på sig, da han skød sig selv midt mellem aksene i en bølgende kornmark, afmægtig og hovedkuls kastet ned i afgrunden. Det brev, han skrev lige før dette, og som han postede til Theo, var naturligvis også med; men dette sidste, der blev fundet i hans ligs jakkelomme, gav mig en mærkelig oplevelse af på den ene side at stå ansigt til ansigt med manden og på den ande side en fornemmelse af, at man måske ikke burde komme så tæt på. Men tæt på kom man. Helt tæt. Man kunne endog undre sig over nogle rustfarvede pletter på dette tragiske upostede brev - er det blod? Vincents blod?