Potsdamer Platz

Engang kunne man ikke nævne Potsdamer Platz uden i samme åndedrag at indskyde en bemærkning om dens trafikale problemer. Man sagde: "Lad os gå over Potsdamer - og dog, der så meget trafik." Eller: "Hun bor lige ved Potsdamer Platz. Det må være forfærdeligt med al den larm og støj." Strømmen af biler og fodgængere var endeløs. Omtrent 5.000 sporvogne kørte over pladsen hver dag, og de første elektriske trafiksignaler i Tyskland installeredes her. (I hvert fald i mytologisk forstand, selv om Hamburg formentlig kom først.) Men Potsdamer Platz var samtidig et symbol for urban luksus og glamour. Man havde ikke været nogen steder, hvis man ikke havde været på Potsdamer. Den var et centrum for europæisk chic kultur: en massekulturel stræben efter den form for nydelse, seksuel frihed og grænseløst forbrug, der før 1900 var udelukkende forbeholdt et velstående fåtal, og som i det begyndende århundredes første årtier blev associeret med de nye underholdningsformer, jazz og film. Denne massebevægelse kontrolleredes og æggedes af økonomiske interesser, masseproduktionsselskabers spekulation, og de reklamer der i disse år begyndte at dukke op i det offentlige rum. På det psykologiske niveau var denne spirende forbrugskultur med til at skabe forliste drømme, skizoide forestillinger om sex, om ens egen krops manglende værdighed, om andres beluring, om skyld og penge. Alle disse neuroser og opmagasinerede lyster blev udlevet om natten på steder som Potsdamer Platz. Denne 'Schattendasein' er genstanden for Kirchners Potsdamer Platz, hvor fortovene er spidse som dolke og adskilles af en absintgrøn afgrund i midten af hvilken to 'kokotter' uden øjenkontakt - den ene forklædt som enke med et slør der ligner et bur - flyder uden for rækkevidde for de mandlige silhuetter, der sniger sig omkring gadehjørnerne. Under de allieredes bombardermenter 1943-45 og under Slaget om Berlin 1945 jævnedes Potsdamer Platz med jorden. Som et symbol på hele Berlins kataklystiske destruktion stod det ultramoderne Columbushaus nu som et afsvedet kadaver på pladsens norvedstlige hjørne. Columbushaus havde altid været malplaceret, uden for sammenhæng. Selv om Mendelsohns energiske entreprenør- og arkitektvirksomhed fik det bygget på trods af den franske stormagasinkæde Lafayettes tilbagetrækning, forblev Columbushaus det eneste nye bygningsværk på pladsen indtil Hitler-Speer projektet om et nyt Berlin, hovedstaden i det nye Germania. Ved krigens afslutning stod Columbushaus som en ruin, en grotesk påmindelse om den verden, der knustes først af nazisterne selv, og derefter af deres egen undergang. Gennem koldkrigsårene lå Potsdamer Platz øde hen, splittet af muren der løb direkte ned gennem pladsen. Det offentlige rum Kirchner havde malet var nu en del af det berømte ingenmandsland mellem yder- og indermuren - dødsstriben bevogtet af skarpskytter. Der hvor flaneurer, ludere, forrentningsfolk og tiggere før havde trængtes og stimlet sammen, hvor blikke var blevet udvekslet med fremmede forbipasserende med alkohol, kokain, opium, hash, tobak og jazz strømmende i deres blod, der gik nu ingen, og hvis man var nødt til at læggen ruten denne vej, hastede man duknakket langs muren. Ved nattetide kunne skikkelserne for den overfladiske betragter tage sig ud som Kirchners vampyrlignende sortfrakker. Men for disse skikkelser, der hastede med nervøse skridt for at forsøge at komme videre, var truslen ikke en indefrakommende, men en udefrakommende. Pladsen der før havde dannet skueplads for neurotiske og forskruede psykologiske frustrationers ydre symptomer i blikkenes flakken, og de affekterede talemåder, var nu overvåget af en altopslugende, usynlig stirren. Efter genforeningen lagdes der store planer for Potsdamer Platz, hvis historie, placering, og ikke mindst fuldkomment øde landskab var perfekt egnet til at danne rammerne om det ekstravagante varemærke for det nye, nye Tyskland. Da det münchenske arkitektbureau Hilmer & Sattler i 1991 vandt konkurrencen om projekteringen af en total fornyelse, blev Potsdamer Platz Europas største byggegrund. I dag er pladsen endnu engang et trafikalt knudepunkt. Men den omkranses nu af enorme, hi-tech bygninger i glas og stål, der skinnende spejler pladsens rum i sig. Under Helmut Jahn's fantastiske baldakinpavillon, der danner det indre atrium af hans omdiskuterede Sony Center, åbner der sig elliptisk, 102 m bred offentlig plads. Halvt indendørs som i et amerikansk mall, halvt udendørs som på en europæisk piazza, er dette Sony [registered trademark] space omkranset af franchiserestauranter, hvor menukortene i en nærmest grotesk parodi tilbyder klassiske fristelser som belgiske vafler, melangekaffer, og wienerkager. På den kønsløse og pasticheprægede 'Café Alfredo' - hvis menu er produceret af Häagen-Dasz - finder man endog en af disse søde sager med titlen 'Der Klassiker'. Disse specialiteter, som Kirchner øjeblikkeligt ville have genkendt, er her blevet kitsch, og de fortæres af superovervægtige, mentalt underudviklede, zombielignende turister af en type, der er ganske ny i denne afmurede verden, hvor alle konturer for alvor er forsvundet, og hvor man fødes til et liv af bevægelseshæmmende fedme og sanselammende underholdning. Over indgangspartiet til det tyske museum for film og fjernsyn, som er placeret her, viser en gigantisk fladskærm billeder, der ligner screensavers - polerede teksturshots af konkylier, græsgange, skove, vandløb, og digitaliserede spiraler. Et af de vekslende gengangere er en kort sort-hvid sekvens af Marlene Dietrich med lange sorte handsker. I et kort sekund toner Die Marlene nu og da frem over massen af kameraer, baseballcaps, og mobiltelefoner som en surreal vision, et drømmesyn fra førkrigstidens Berlin.