Lir og blodtryk

Tre portrætfilm om pianister, der kan ses gratis på YouTube, er:

* Alfred Brendel - Man and Mask

* Glenn Gould Moments [link til 1. del, resten findes derfra]

* Sviatoslav Richter - the Enigma [1. del mangler]

Genren er langt fra hævet over enhver kritik, naturligvis. Et problem er, at man sjældent (og så vidt jeg erindrer aldrig i nogen af ovenstående) hører et værk blive udført i sin helhed. Men selvfølgelig er det ikke denne genres job at viderebringe optagelser af opførelser af værker - det har vi koncertfilm osv. til. F.eks. kunne man nævne

* Horowitz - the Last Romantic

som hovedsageligt består af værkopførelser (optagelserne til den DG CD der kom til at hedde Horowitz slet og ret), men med små indskud fra maestroens besøg hos Steinway i New York, lidt småsnak med fru Wanda derhjemme osv. Helt ok. Især det allerførste værk på CD'en, og i filmen, Bach-Busonis Nun komm, der Heiden Heiland, fremviser Horowitz når han var bedst - ikke højst. Men der er da også lir, som f.eks. Chopin Scherzo med kameravinkel ovenfra og den slags. Horowitz's teknik er dog desværre ikke hvad den må have været dengang han som ny-defekteret sovjetborger kom til USA og havde øvet sig så godt på et lydløst klaver på vejen over Atlanten at Rachmaninov nægtede at spille sin frygtede 3. efter at have oplevet den unge Volodjas komplette besejring af partituret. Den (fomentlig! - ingen ved hvornår præicst han var født) 82 årige Mester fra Petersborg var måske den sidste romantiker; men han kunne ikke spille Chopin Scherzi til sidst. Og alligevel er de teknisk mindre krævende værker fantastiske - Chopin a-mol mazurka'en, Schubert impromptu'en, Scriabin etuden. Navnlig i sidstnævnte hører man en helt anden tid - en epoke der allerede er forbi. (For retfærdighedens skyld henviser vi også til nogle tidligere rosende ord om Vladimir.)

Indrømmet, altså: Den mere biografiske genre, som de tre førstnævnte film falder under, har andre mål. Et andet problem er dog, at indsigterne i musikken og kunstnerens fortolkninger af den sjældent stikker særligt dybt. Som regel får vi en kollage af udtalelser fra venner, famillie, kolleger - og nogle enkelte eksperter. Men eksperternes udtalelser er alt for ofte begrænsede til pladrende, stjerneragende smiger, der ikke har noget andet formål end at sælge CD'er og koncertbilletter.

Nogle gange lykkes det alligevel at lave en dokumentar om musik, som formår at viderebringe virkelige indsigter. Jeg mener personligt at flg. to film opnår dette på hver sin meget forskellige måde:

* Conducting Mahler

* 32 Short Films about Glenn Gould

Selv om Conducting Mahler selvsagt ikke handler om klavermusik er den alligevel medtaget her simpelthen fordi den efter min mening er en af de bedste musikdokumentarer der findes. Filmen komplimenteres ofte (f.eks. på den DVD jeg købte for lang tid siden) af en anden film, I have lost Touch with the World, hvis titel er taget fra den første af Mahlers Rückert Lieder, 'Ich bin der Welt abhanden gekommen' (hør den her i en ikke helt optimal indspildning). Denne film handler fortrinsvist om Mahler's 9. og lidt om Das Lied von der Erde og kan, måske pga. dette begrænsede emne, muligvis siges at være endnu mere vellykket. Måske skyldes det også kommentarerne af Henry-Louis de la Grange, hvis mastodontbiografi om komponisten er blevet rost til skyerne og formentlig ikke uden grund.

Faktisk er der lavet flere film om dirigenters kamp med (og om) Mahler - og også specifikt om den 9. F.eks. kan man på boxsættet med DVD optagelser af Bernstein's samlede Mahler med Wienerne fra 70'erne se Lenny i to korte dokumentarer. (Se den 4. herfa her.) Den ene er en personlig kommentar til Das Lied og er egentlig en udmærket introduktion til det værk (klip her). Den anden er en kombination af optagelser af prøverne til den 9., og interviews hvori Berstein udtrykker sin noget selviscenesatte, lidende tilgangsvinkel til Mahler. (YouTube har et klip fra den her.) Hans overordnede fortolkning af den 9. adskiller sig i øvrigt fra bade Haitinks og de la Granges som disse udtrykkes i de to andre ovennævnte film.

32 Short Films about Glenn Gould har opnået en vis berømmelse. Som titlen angiver, består den slet og ret af 32 kortfilm, nogle under et minuts længde - de er alle tilgængelige på YouTube som separate klip. Selv det obligatoriske biografiske materiale med Goulds venner og familie er her bemærkelsesværdigt ok, selv om der sniger sig sentimentaliteter ind her og der. Men der er intet dokumentarisk materiale med Gould selv, som i stedet portrætteres som dreng, ung og middeladrende af forskellige skuespillere.

Måske er grunden til at jeg sætter pris på 32 Short Films den, at mange af filmene er simple akkompagnementer til hele indspildninger. Kapitlet 'Diary of One Day' (se denne på YouTube her) er klart undertegnedes favorit og formår at videregive uendeligt meget mere end noget interview eller nogen forelæsning. En outreret og fantastisk sammensmeltning af medicinske blodtrykmålinger overlagt sorthvide, levende røntgenbilleder går bersærk til lyden af den omtrent 2 minutter lange gigue fra Schönbergs suite for klaver op. 25. Vildt og blodigt og hårdtslående.

Joyces sprog: Dækning og bøjet lys

BBC Radio 4's program In Our Time, som jeg før har rost her, handlede i sidste uge om Joyces A Portrait of the Artist as a Young Man (hør udsendelsen her). Halvvejs inde i programmet beskriver en af deltagerne, Jeri Johnson, Joyces fortællerstemme på en yderst fascinerende vis.

Med Johnsons ord lykkes det Joyce i Portrait at skabe en stil, der bøjer sig omkring karaktererne, der fortælles om:

"like light bending around the stars (as Einstein would have it) out there in the distance [...] the narrative voice, as it approaches a character, bends, is directed towards that character."

Smukt sagt, ja tak. Mere præcist er der her tale om det, som Hugh Kenner i Joyce's Voices (1978) kaldte 'The Uncle Charles Principle'. Udtrykket hentyder til et af de mest berømte eksempler på den stil, Johnson så malende beskriver som fortællerstemmens lys afbøjet af karakterernes gravitationskraft, nemlig en episode i begyndelsen af Portraits 2. kapitel. Om denne onkel Charles siges det her:

"Every morning, therefore, uncle Charles repaired to his outhouse but not before he had greased and brushed scrupulously his back hair and brused and put on his tall hat."

Den afgørende frase her er "repair", en af vis betydninger i the Oxford English Dictonary angives som "To go, betake oneself, make one's way, usu. to or from a place or person." OED afslører også udtrykkets temmelig arkaiske karakter - det bruges i Chaucer, Shakespeare og dem, der er værre. Johnson fortæller, at Wyndham Lewis engang opponerede mod en udbredt opfattelse af Joyce som en forfatter, der i særdeleshed er bevidst om sin stil, ved at påpege, at Joyce sommetider anvendte temmeligt afdankede formuleringer. Og Lewis citerede netop ovenstående passage som eksempel, idet han meldte ud, at "people repair to outhouses in pretty secondrate fiction." Men som Johson foklarer var Kenners pointe i stedet at:

"uncle Charles repairs to the outhouse, because uncle Charles, were he describing himself, would say, 'I repaired to the outhouse'."

Dette 'Uncle Charles Principle' (UCP) er mao. et af de virkemidler, som Joyce bruger til at indfange sine karakterer i sit sprog.

Et interessant spørgsmål i denne forbindelse er hvordan UCP forholder sig til det, der på dansk kaldes 'dækning' (eng. 'free indirect discourse'). Dækning er en af mange måder, hvorpå en persons tanker kan gengives. Som regel skelner man mellem de flg. tre rapportmåder:

1. Direkte rapport:
Sarah så på fotoet af mig. Hun tænkte: "Jeg vil gifte mig med ham i dag".

2. Indirekte rapport
Sarah så på fotoet af mig. Hun tænkte, at hun ville gifte sig med mig den dag.

3. Dækning
Sarah så på fotoet af mig. Hun ville gifte sig med mig idag.

Læg mærke til, at det indeksikalske udtryk 'i dag' er uændret mellem 1 og 3, mens de to andre indeskikalske udtryk, der refererer henholdsvist til fortælleren og til Sarah bytter roller. I 1 refererer 'jeg' til Sarah og 'ham' til fortælleren; i 3 er det omvendt. Dækning betragtes således ofte som en mellemting mellem 1 og 2: 1 bevarerer generelt indeksikaler, mens 2 transponerer dem. 3 gør begge dele, og ingen ved rigtigt hvordan og hvorfor.

I sin introduktion til udgaven af Portrait i Oxford World's Classics serien, beskriver Jeri Johson forholdet mellem Portrait's brug af UCP og dækning - og af en trejde teknik, som jeg hidtil ikke har nævnt. Denne tredje teknik kaldes på engelsk ofte 'focalization', dvs. den teknik hvorved en fortælling i trejde person alligevel kan fortælles 'gennem' én bestemt karakter ved konstant at lade 'kameraøjet' bevæge sig med hans/hendes blik - vi ser hvad hovedpersonen ser, og kun hvad hoved personen ser. Samtidig bruges denne hovedpersons eget, karakteristiske sprogbrug til at beskrive begivenhederne på en måde der ligner UCP i vid udstrækning. Da Portrait starter med Stephens tidlige barndom, er sproget i det første kapitel yderst simpelt - babysprog nærmest - og bliver så gennem romanen mere og mere komplekst både syntaktisk og leksikalsk.

Vi har altså nu tre teknikker på banen, som alle er afgørende for Portraits specielle stil:

A. Focalization
B. Dækning
C. UCP

Hvad er forholdet mellem dem? If. Johnson er følgen af focalization at

"material details come to the reader already filtered through a particular apprehension of them, their appearance in the story requiring that Stephen has perceived them. But, in doing this, Joyce does not make the novel a first-person narrative. [...] Stephen does not narrate this novel; he is narrated by it."

Focalization er altså ikke en form for bevidstheds-rapport som 1-3 oven for.

Johnson uddyber forskellen på focalization og dækning ved at påpege, at dækning "presents characters' words and thoughts" men at:

"Through free indirect discourse, the narrative can move surreptitiously into those thoughts while still staying grammatically strictly in the third-person and without signalling that such a move has occurred."

Under 3 ovenfor noterede vi os, at 'mig' bruges til at referere til fortælleren mens 'hun' bruges til at referere til den person, hvis tanker gengives. Dækning er en tredje person fortællemåde. Den tilsvarende tanke i første person får vi i stedet i 1, hvor disse to indeksikaler er byttet om.

Så dækning er altså en måde hvorpå man kan gengive bevidsthedslivet hos en person, man fortæller om. Grovt sagt kan man gøre dette på to måder: (i) Man kan blive ved med at bruge sin egen stil, når man gengiver sit emnes tanker eller (ii) man kan imitere stilen hos den, hvis tanker man gengiver. Johnson forklaerer, at (i) bruges af Austen i Emma, idet selv i passager med dækning, "Emma's style is Auten's." I modsætning hertil er Portrait et eksempel på (ii). Dvs. at UCP finder sted selv når vi er i dæknings-modus.

Johnson's introduktion er lidt forvirrende her. Hun skriver mere eller mindre at UCP er den teknik, jeg lige har beskrevet som (ii). Men det kan ikke være rigtigt. Tænk på scenen med onkel Charles. Der er ikke her tale om dækning. Så UCP kan ikke identificeres med (ii), dvs. med den form for dækning, der anvender den afdækkede karakters personlige sprogbrug.

Generelt er UCP ikke, ligeså lidt som focalization, en form for bevidsthedsrapport. 1-3 er bevidsthedsrapporter. UCP og focalization er teknikker, der øger dybden af en beskrivelse af en bestemt karakter.