Absurd udstilling er refleksion over gaven

I Moskva er der i øjeblikket en udstilling, der viser 500 genstande, som er officielle gaver til de tidligere lederne for U.S.S.R. Den spanske avis, El País, skriver, at udstillinger ”(…) ønsker at være en invitation til refleksion over gavens natur som et medie til etablering af relationer og, også til kompensation.” I 1933 sendte frisøren Gregori Borújov så et portræt af Lenin med menneskehår og bekendtgjorde med stolthed, at det var den første af sin slags, hvorpå han søgte om at få lov til at få salon i Kremlin. Jeg kommer til at tænke på, at gaven er virkeligt et interessant tema, jeg har mødt før. Det blev filosofisk behandlet bl.a. af Gabriel Marcel og Paul Ricoeur i det 20. århundrede, hvilket er en historie jeg ikke vil trætte med. (På billedet ses en telefon, lavet som hammer og segl svævende over jordkloden).

- M.L.

Et aspekt af Manns "Josef og hans brødre"

Thomas Mann har en passage i "Josef og hans brødre", jeg anfører nedenfor. Indholdet er lidt tungt, og det kræver lige en smule fordybelse, men jeg mener, det kan præsenteres uden at forudsætte læserens indgående kendskab til den øvrige kontekst. Kort skal det dog fortælles, at de gammeltestamentlige skikkelser, Jakob og Josef, i dette kapitel sidder i måneskindet og taler ved brønden. Mann kalder det vekselsang. Jakob fortæller Josef om Eliezer, og her udreder Mann, hvilken Eliezer, der er tale om, idet han indikerer, at Jakob ikke skelnede skarpt mellem de to personer med samme navn, og at de to personer derved kun adskilles ved en tidsforskel, der i øvrigt også fortaber sig, hvorved selv tidsforskellen gøres ubetydelig. I denne forudgående passage antydes introducerende et tema om personsammensmeltning, og dette tema ekspliciteres så lidt efter i citatet, som kommer her:

”Men hvad betyder det her ”egentligt talt”, og er maaske Menneskets Jeg noget fast afsluttet, som holder sig strengt inden for sine af Tiden og Kødet bestemte Grænser? Tilhører ikke mange af de Elementer, det bygges op af, Verden før og uden for Jeg’et, og er ikke den Paastand, at en Person er sig selv og ingen anden, kun en Antagelse, vi stiller op for Ordens og Bekvemmeligheds Skyld, og som med Flid lader alle Overgange, der forener Enkeltbevidstheden med den almindelige Bevidsthed, ude af betragtning?” (Josef og hans brødre, I, 1933: s.108-9 i den nye).

Det, jeg mener, der er på spil her, er, hvis man skal ”oversætte det” til en nyere terminologi, at det narrative og socialt definerede jeg opløses i sine faste konturer for at blive noget mere udflydende og svævende. Helt konkret antydes der fra Manns side en form for ”mytisk identitet”, hvor det tillades de bibelske personer at trække linjer fra tidligere skikkelser til dem selv og identificere sig med forfædrene og slægten i en fjern og mytisk tid, der slås mere eller mindre sammen med de talende personers nutid. Jeg mener altså, at man meningsfuldt kan gøre en begrebslig skelnen mellem narrativ identitet (i normal forstand) og så noget, jeg ville kalde "mytisk identitet". I den mytiske identitet er der tale om en overvindelse af tidskløften, igennem identifikationen, igennem mytedannelse (der er i øvrigt mere at sige om dette). Hvis vi fortsætter ud fra hvad, der står i citatet, så kan man se, at Mann har et begreb om ”Enkeltbevidstheden”, som i hvert fald i denne sammenhæng forstås som noget før et jeg. Jeget er for Mann noget, der kommer ind på et overordnet niveau i forhold til det, han kalder enkeltbevidstheden. Han taler således om, at ”(…) Menneskets Jeg (…) [bygges op af elementer, som tilhører] Verden før og uden for Jeg’et (…).” (ibid).Der er ligheder mellem dette og en overordnet forståelse af, hvad postmodernismen kan siges at have udtrykt, men jeg mener dog langt fra, at dette gør Mann postmodernistisk. Tværtimod, er litteraturens gentagne og evigt legen med benægtelsen af jeget, en dimension, der har været til stede i langt tid og gentagne gange kan findes – også helt tilbage. Postmodernismen kan blot siges at have sat det mere på formel og formuleret det som slogan. Jeg har således fornemmelsen af, at denne legen med jeget er noget helt basalt for litteraturen og store dele af den kreative kraft (viljen, musen, Helligånden og underbevidstheden, cf. Borges’ artikel nederst på siden).Lad mig slutte af med at anføre endnu et citat af Mann, denne gang lidt længere fremme i bogen, idet dette citat vil eksplicitere og gentage det særlige begreb om identitet, selv eller Jeg, som jeg her har forsøgt at henlede opmærksomheden på:

”Lad os overveje Mulighederne! Enten har Isak i Gerar med smaa Ændringer oplevet, hvad hans Fader oplevede samme Sted eller i Ægypten. I dette Tilfælde foreligger der et Fænomen, som vi nærmest vil kalde Imitation efter Efterfølgelse, nemlig en Livsopfattelse, som ser den individuelle Tilværelses Opgave i at fylde givne Former - et mytisk Skema - grundlagt af Fædrene, med Nærværelse for at lade det blive til Kød igen. – Eller Rebekkas Ægtefælle har ikke ”selv”, har ikke inden for sit Jegs snævre, kødelige Grænser oplevet Historien, men alligevel betragtet den som hørende til sin livshistorie og overleveret den til de senere, fordi han skelnede mellem Jeg og Ikke-Jeg med mindre Skarphed, end vi, om end, som antydet, med tvivlsom Ret, er vant til – eller var vant til, førend vi begyndte denne Fortælling; fordi for ham
Enkeltvæsenets Liv mere overfladisk skiller sig ud fra Slægtens Liv, og Fødsel og Død betød en mindre dybtrækkende Svingning af Eksistensen – saa at Tilfældet altsaa er det samme som med den sene Eliezer, der fortalte Josef Ur-Eliezers Eventyr i første Person; med et Ord, vi finder her en aaben Identitet, der slutter sig til Imitation eller Efterfølgelse og sammenslynget med den bestemmer Følelsen af Selvet.” (ibid.: 102-3; s.112-3 i den nye).

- M.L.

Grænsedragende

Der er en del debat i øjeblikket om, hvor grænsen går mellem såkaldt analytisk og såkaldt kontinental filosofi, som en rask Google søgning vil afsløre - se her. Mindst én filosof, solidt placeret i den analytisk lejr, har i mindst én bog fuldkommen transcenderet distinktionen. Graham Priests Beyond the Limits of Thought (2002) er en heltemodig kraftpræstation - et ubønhørligt og passioneret anlæg af en sammentænkende synsvinkel på filosoffer fra begge traditioner samt nogle, der ikke kan klassificeres af denne antikverede og ufrugtbare distinktion. Af dem, der traditionelt betragtes som analytiske filosoffer, kan nævnes Frege, den tidlige Wittgenstein, Quine og Davidson. Og fra den anden lejr Heidegger og Derrida. Indrømmet, de, der efter den gængse opfattelse unddrager sig matriksen, er alle historiske skikkelser - f.eks. Aristoteles, Kant og den indiske filosof Nagarjuna (ca. 150-250 f.kr.). Men den, der betragter distinktionen med behag, bør ikke finde ubehag i dette faktum. Er der ikke en klar forskel mellem Kierkegaard og John Stuart Mill, Copernicus og Cusa, Plotin og Marcus Aurelius? Hvis der er sandt at skelne, har det altid været sandt. Priest er ikke i tvivl: Hvad der går igen i al tænkning, fra de set-teoretiske paradokser i begyndelsen af det tyvende århundrede over den tractariske bortsmidden af den så omstridte stige til Derridas udhviskede værensbegreb, er en manifestation af tænkningens grænser. Med det, der tænkes, tænkes det utænkelige. Dette er netop Wittgensteins simile: Det, der ikke kan siges, fremvises af det, der siges. Men Priest vil mere. Det er velkendt, at Priest forsvarer det synspunkt, der i den anglo-saksiske verden kaldes dialetheism, og som hævder at visse kontradiktioner er sande. Vi har brug for en parakonsistent logik, hvis vi vil overskride de paradokser, som uundgåeligt fremkommer af den traditionelle måde at tænke alt i kategorier af sand, falsk, hverken-sand-eller-falsk, både-sand-og-falske. (Strengt taget bør man skelne mellem dialetheism og parakonsistens (se forrige link); men vi er ikke i færd med at drage strenge skel her.)

I samme forbindelse kan vi nævne den polsk-norske logiker Michal Walicki, der i sit upublicerede mamutværk, The Visible and the Invisible med undertitlen 'Summa Anthropologia Philosophicae' tilbyder os en neo-platonisk syntese af ontologi, matematikfilosofi, logik, teosofi, psykologi, antropologi og erkendelsesteori; ja, man fristes til at sige af alle videnskaberne. Forbindelsen med Priests fokusering på grænser for tænkningen anes i udsagn som "not only the objectivity of the visible world but also its unity and concreteness, arise not from any particulars found within it but from the ultimate objectivity which, transcending it, remains forever as constant and unchangeable as it is invisible." (vii) Begge tænkere er således enige om, at der findes domæner af virkeligheden, hvorom det på een gang er meningsfuldt og umuligt at tale. For Walicki er hovedanliggendet virkeligheden selv, realiteten, der konstituerer den enhed, som underligger den diversitet, der udgør både den måde, verden præsenterer sig selv for os på, og som er endemålet for vores udforskning af den. For Priest angår det den dobbelte umulighed og uundgåelighed af indfangningen af netop de definitioner som videnskaben anlægger - tænkningens münchhausenske selvoptrækkeri. Walickis summa er, om ikke andet, et håndfast bevis for overskridelsen af de kategorier, som man opfatter tænkningen om tænkningen i, hvilket et hurtigt blik på Walickis professionelle virke vil vidne om. Der er ikke noget belæg for, at de bløde videnskabers tøffelhelte bagtalerisk konspirerer mod en skare af stålsatte riddere af positivismen.

Fortsættes i et fremtidigt indlæg om dialetheism...

UPDATE 2/12-06: Dette kom desværre aldrig i stand. Jeg henviser til denne artikel i SEP.
- A.S.

Æstetisk analyse eller vilde spekulationer

… jeg har på det sidste brugt tid på at forstå det forsvarstekniske i denne forsvarsplan af Bagdad mod amerikanerne. Planen er Saddam Husseins, og blev af tyske agenter leveret til amerikanerne en måned før sidste krig. Her er det dog ikke det forsvarstekniske, der interesserer mig, men æstetikken. Hele opsætningen og fremstillingen af denne plan har ligheder med visse fremstillinger af sufi-spiraler, jeg har fundet i gamle arabiske håndskrifter, jeg engang undersøgte i forbindelse med nogle forelæsninger, jeg holdt i 2005. Jeg vil således påstå, at der er æstetiske ligheder mellem arabiske fremstillinger af aspekter af den pythagoræiske lære om tal og proportioner. Jeg vil undlade at påstå, at det æstetisk-visuelle i planen trækker på de samme metafysiske grundforestillinger som i indholdet i den pythagoræiske talmystik. I den pythagoræiske lære mente man bl.a., at der var nogle tal- og proportionsforhold, der var mere harmoniske end andre, og at disse afspejlede en slags guddommelige regler, og der er visse esoteriske elementer, der aldrig slipper kulturer.
Og så er vi her, i litteraturen. Ved konspirationsteoriernes vugge, mystikken, mine Damer og Herrer. Nogle mener, at verdens gåder er et udtryk for, at der er mere, end man kan se med de blotte øjne. F.eks. er et af niveauerne i den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks ”Den sorte bog” sufimystikken som nøgle til også hverdagens gåder, såsom forsvundne personer, dobbeltgængere og kodede breve fra pseudonymiske afsendere. Den pythagoræisk inspirerede mystik, som klamrer sig til vilde idéer om tal og proportionsforhold, tillader sig at læse tegn ind i selv de mest almindelige fænomener for derefter kreativt at tolke disse tegn, som indeholdt de en dybere mening. Og denne fortolkningslære er i sin logik, der langt overskrider og sprænger rammerne for det, man i vestlig sammenhæng ville kalde videnskabeligt, den, der tillader sig at tolke selv tekst-objekter som en forsvarsplan, som et system af tegn, der meningsfuldt kan betragtes som mere end det, det umiddelbart forestiller at være, og det uafhængigt af om forfatteren måtte have tænkt disse tanker og haft disse spekulative intentioner.
Selvfølgelig er disse mystiske tendenser hos Pamuk, noget han bruger som et kreativt element til bl.a. at skabe sammenhænge og større allegorier for på den måde at kunne sætte ord på de fænomener, der optager ham. Man kan f.eks. pege på, at mystikken i denne sammenhæng bruges til at udtrykke den splittelse han beskriver mellem det vestlige Europa og Tyrkiet og mellem det moderne samfund og det traditionelle Tyrkiet – vel og mærket sådan som det er i Pamuks hoved, for man skal i denne forbindelse vide, at den almindelige tyrker ikke er den indforståede læser, når Pamuk fremstiller Sufi-mystikken, tværtimod er Pamuk elitært hævet over den potentielle tyrkiske læserskare, når han kommer med sine skjulte referencer til den mystiske side af tyrkisk litteratur og historie.

- M.L.

Motet - et spor

Fornylig anskaffede jeg mig en optagelse af Vaughan Williams' motet 'Valiant for truth' fra 1940. 'Motet' er et ord, som i hvert fald jeg har hørt et utal af gange, men som jeg aldrig har været blot tilnærmelsesvist klar over betydningen af - ulig andre musikalske værkbetegnelser som 'symfoni', 'sonate', 'fuga' osv. I wikipedia opslaget kan man læse, at Margaret Bent skriver i OUPs Companion to Medieval and Renaissance Music (1997):

"'a piece of music in several parts with words' is as precise a definition of the motet as will serve from the thirteenth to the late sixteenth century and beyond. This is actually very close to one of the earliest descriptions we have, that of the late thirteenth-century theorist Johannes de Grocheio."

Samme opslag nævner Vaughan Williams som tilhørende de komponister i det tyvende århundrede, der i deres arbejde med motetformen bevidst har imiteret tidligere tiders stilarter. Da jeg gravede lidt videre opdagede jeg, at titlen 'Valiant for truth' er navnet på en af karaktererne i John Bunyan's (1628-1688) allegoriske roman The Pilgrim's Progress. Romanens hovedperson Christian (billedet) drager gennem romanen fra City of Desctruction til Celestial City. På sin vej møder han andre pilgrimme, bl.a. Mr. Valiant-for-truth, en ridder om hvis sværd det hedder "Let a man have one of these blades with a hand to wield it, and skill to use it, and he may venture upon an angel with it." Lytter man til Williams' motet er den tanke ikke fjern, at komponisten selv var udstyret med en sådan klinge. Motetten, som ikke er længere end en halv snes minutter, synes at sætte sig fast med sin typiske britiske klang. Jeg synes at huske, at nogen engang har sagt herom, at den fremtræder som om man på een gang hører noget meget gammelt og noget helt nyt.


Klik her for at høre et minut af 'Valiant for truth' (kræver Real Player som kan downloades her).

Videnskabshistoriske betragtninger om hypnose

I går mødte jeg så adjungeret professor Uffe Hansen, som jeg havde inviteret til at komme ind på Regensen til at holde Slåbrok. Han fortalte om hypnosens historie – et emne, der øjensynligt har optaget ham længe, og som han for 11 år siden udgav en bog om. Bogen kommer snart på engelsk i en revideret udgave. Hypnosens historie, tænker man, hæver øjenbrynet. Uffe, der påstår, at han altid har afvist at lære at hypnotisere for ikke at blive indrulleret som part i sagen, fordi han har valgt at forholde sig videnskabshistorisk til emnet. Det var også det, der prægede hans fremstilling. Men til min store glæde, så spillede han delvist på det rygte, der går om ham - at han hypnotiserer sine tilhørere i en meget let hypnose, der fanger deres opmærksomhed og giver dem mulighed for at huske meget klart, hvad der bliver sagt – ved et par gange i løbet af de næsten tre timer, han talte, at foregøgle en påbegyndende hypnose ved at holde sin højre hånd op ved siden af ansigtet og i en monotomt messende stemme at sige: ”Du befinder dig nu vel tilpas, dit åndedræt er roligt og du har en jævn varmefordeling i hele kroppen, og om lidt når jeg nu tæller til tre…”, hvorpå han afbrød sig selv og talte videre om, hvad der så kunne ske af f.eks. anæstetiske virkninger ved patienten. Efter at have fortalt om Mesmers animalske magnetisme i 1760’erne, lægen James Braid i 1840’erne, der var blevet inspireret af hypnotisk artisteri, J. Charcot, der i Paris tog så grueligt fejl i 1860’erne og Hyppolyte Berheims suggestions-psykologi - i et årti, der senere blev udråbt til hypnosens årti nemlig 1880’erne, kom Uffe så ind på hypnosens inspiration for litteraturen, og her fremhævede Uffe en af Bergsøes eneste mesternoveller, ”Tordenskyen”, som er skrevet efter 1864, hvor Bergsøe overværede den danske hypnotisør Carl Hansen.
Carl Hansen var i øvrigt den, der formidlede sin viden til Freud i Wien, og han på den måde var medvirkende til igangsættelsen af psykoanalysens undersøgelse af det ubevidste. Koblingen mellem hypnose og psykoanalyse kan kort forklares ved det fænomen, at folk under hypnose får udvidet deres erindring og andre aspekter af deres intellektuelle kapaciteter, hvorved de kan siges at få udvidet deres personlighed, idet deres narrative identitet ses som konstituerende faktor for personligheden, og disse forandringer giver sig også som udslag i ændret handlingsadfærd og forøgede evner. Hermed dukker spørgsmålet op, om denne udvidede person kan betragtes som den mere "sande" person eller som personens overjeg? Et paradoksalt aspekt af denne gåde er, at når den somnambule person bringes ud af hypnosen, har vedkommende et hul i hukommelsen, og personen erindrer ikke tiden under hypnosen, hvilket gør det umuligt for personen at sammenligne sig selv under hypnosen og efter hypnosen.

- M.L.

Indskud i en egentlig diskussion om læsninger

... og for resten så læser jeg for tiden ”Josef og hans brødre” af Mann – lidt af en mesterfortælling, eller rettere meget, for den gode Hr. Mann har ikke bestræbt sig på korthed. Særligt indledningen har fanget min interesse med sine små gennemgange af de store temaer i Det Gamle Testamente. Når jeg nu læser den, næsten ud i en køre fra lige at have læst ”Doktor Faustus” – af samme forfatter – så må jeg indrømme, at trods forskellene i de to universer, så blander de sig stemningsmæssigt i mit sind. Der er trods forskellig fortællestil stadig en tone, der er fælles.
T.S. Eliot skrev om Blake, og lad mig lige anføre citatet, for den vil lede mig til den næste betragtning, om lidt: ”(…) Blake (…) knew what interested him, and he therefore presents only the essential, only, in fact, what can be presented, and need not be explained. (…) To him there was no more reason why Swedenborg should be absurd than Locke. He accepted Swedenborg (…).” (T.S. Eliot: ”Blake”). Der er mere til historien – selvfølgelig – men den umiddelbare pointe er, at Blake accepterede Swedenborgs mystik. I Dr. Faustus viser Mann, at mystiske elementer heller ikke er ham ubekendt. Manns hovedperson bruger kabbalistisk-pytagorisk talteori i sine kompositioner, og det synes at være det, der er et af forbindelsesledene mellem hovedpersonen og djævelen, som hovedpersonen indgår i pagt med, hvorved han får genialitet og tid til at bruge sine evner. Blake og Manns brug af mystikken er ikke unik, den findes i øvrigt også i fuld flor bl.a. hos Borges af hvem en artikel er anført nedenfor - et emne, jeg sikkert kommer ind på senere. Men det forbløffer selvfølgelig hin enkelte læser på det åbne hav, der driver omkring i stormene som en anden løsreven norsk bordeplatform. Og netop de enkelte læsninger, betragtet som en vej igennem et landskab, er fascinerende. De er mere determineret af ydre faktorer end tankens flugt og associationsrækker, men de er dog frie i en eller anden grad svært definerlig grad, og de siger noget, om ikke andet så i hvert fald dog indirekte om det læsende individs historik. Det, jeg fremover vil skrive på denne blog, vil have associativ karakter af løsrenve tanker, der er som navigationspæle i et landskab og indikerer et kort af læsning.

- M.L.

Articulo de Borges

Og så lad mig lige anføre en artikel af Borges, der aldrig blev udgivet. Det er en fed artikel, der kort lige opsummerer al relevant litteraturhistorie, som Borges nu gør det. Læg mærke til måden, artiklen afsluttes på: Borges taler om digterens kreative kraft som den græske muse, Schopenhauers Vijle, det underbevidste og Hellig Ånden. Artiklen foreligger her på spansk:

Este articulo aparecio en la revista "Cuadernos Hispanoamericanos" Agosto De 1964, y nunca fue publicado en libro.

Por Jorge Luis Borges

Más allá de las virtudes intrínsecas de la obra, que son, o nos parecen, indubitables, la gloria del Shakespeare cuyo cuarto centenario celebran hoy el Oriente y el Occidente se debe, en buena parte, a la vasta libertad de su espíritu o, para decirlo con más rigor, a su venturosa y acaso no deliberada infracción de las tres unidades aristotélicas. En el continente, Voltaire y Lessing lo descubrieron; la escuela romántica, que surgió en el siglo XVIII en Inglaterra y Alemania y luego en las naciones latinas, acabó de canonizarlo. No es casual que Coleridge aplicara a su examen y exaltación el vocabulario que Spinoza aplicó a su infinita divinidad, ni que Hugo, desde la isla de su destierro, le consagrara un libro casi idolátrico. Las ulteriores diatribas de Bernard Shaw que, a favor de Ibsen, se arrogaría luego el papel de abogado del Diablo, no han comprometido esa gloria, hoy aceptada y venerada de todos. Shaw, por lo demás, no dejó nunca de exaltar la wordmusic, la música verbal, de aquel hombre cuyas ideas, muchas veces, juzgó triviales. Consideremos el debatido tema famoso de las unidades dramáticas. Los tratadistas exigían una sola acción, un solo lugar y, para mayor verosimilitud, el plazo máximo de un día y su noche. Boileau, representante oficial del bon sens francais, había declarado lo absurdo de que el espectador se creyera durante el primer acto en Atenas y durante el segundo en Egipto; Johnson, con mejor buen sentido, replicó que los espectadores no estaban locos y no se creían en Atenas o en Egipto sino en el teatro. (En Leipzig, Juan Cristóbal Gottsched pudo estampar que la acción de una pieza no debe pasar de doce horas, y ésas del día, "porque de noche hay que dormir".) Ahondemos en el tema de la polémica. Coleridge, refiriéndose a nuestra fe en la verdad del drama o de la novela, certeramente habló de una "voluntaria suspensión de la duda"; Shakespeare parece haber intuido mejor que nadie la ambigüedad o ambivalencia de la ficción del arte. De ahí que en su obra abunden los anacronismos y anatropismos. Las brujas o parcas de Macbeth están en Escocia, a mediados del siglo XI, pero también en la Inglaterra de principios del siglo XVII, ya que una de ellas hablaba del Tyger, velero que acababa de zarpar del puerto de Londres; los sepultureros daneses de Hamlet, que ocurre en tiempo de los Vikings, sacian su sed en una taberna que se halla a la vuelta del teatro. Tales ejemplos, que sería harto fácil multiplicar, prueban o tienden a probar que Shakespeare sentía que el hecho estético es momentáneo y no está en las letras de un libro sino en el comercio del libro con el lector o del espectador con la escena. El empresario William Shakespeare sabía que el arte dramático, y acaso cualquier arte, es un juego, una suerte de make-believe, y no hubiera entendido las ansiedades arqueológicas de Flaubert. Con inocencia y distracción escribió las obras maestras; las escribió, o dejó que su mano las escribiera, bajo el influjo de ese oscuro poder que Schopenhauer llamó la voluntad, y las antiguas mitologías la musa o el Espíritu Santo, y la de nuestros días la subconciencia.