Videnskabshistoriske betragtninger om hypnose

I går mødte jeg så adjungeret professor Uffe Hansen, som jeg havde inviteret til at komme ind på Regensen til at holde Slåbrok. Han fortalte om hypnosens historie – et emne, der øjensynligt har optaget ham længe, og som han for 11 år siden udgav en bog om. Bogen kommer snart på engelsk i en revideret udgave. Hypnosens historie, tænker man, hæver øjenbrynet. Uffe, der påstår, at han altid har afvist at lære at hypnotisere for ikke at blive indrulleret som part i sagen, fordi han har valgt at forholde sig videnskabshistorisk til emnet. Det var også det, der prægede hans fremstilling. Men til min store glæde, så spillede han delvist på det rygte, der går om ham - at han hypnotiserer sine tilhørere i en meget let hypnose, der fanger deres opmærksomhed og giver dem mulighed for at huske meget klart, hvad der bliver sagt – ved et par gange i løbet af de næsten tre timer, han talte, at foregøgle en påbegyndende hypnose ved at holde sin højre hånd op ved siden af ansigtet og i en monotomt messende stemme at sige: ”Du befinder dig nu vel tilpas, dit åndedræt er roligt og du har en jævn varmefordeling i hele kroppen, og om lidt når jeg nu tæller til tre…”, hvorpå han afbrød sig selv og talte videre om, hvad der så kunne ske af f.eks. anæstetiske virkninger ved patienten. Efter at have fortalt om Mesmers animalske magnetisme i 1760’erne, lægen James Braid i 1840’erne, der var blevet inspireret af hypnotisk artisteri, J. Charcot, der i Paris tog så grueligt fejl i 1860’erne og Hyppolyte Berheims suggestions-psykologi - i et årti, der senere blev udråbt til hypnosens årti nemlig 1880’erne, kom Uffe så ind på hypnosens inspiration for litteraturen, og her fremhævede Uffe en af Bergsøes eneste mesternoveller, ”Tordenskyen”, som er skrevet efter 1864, hvor Bergsøe overværede den danske hypnotisør Carl Hansen.
Carl Hansen var i øvrigt den, der formidlede sin viden til Freud i Wien, og han på den måde var medvirkende til igangsættelsen af psykoanalysens undersøgelse af det ubevidste. Koblingen mellem hypnose og psykoanalyse kan kort forklares ved det fænomen, at folk under hypnose får udvidet deres erindring og andre aspekter af deres intellektuelle kapaciteter, hvorved de kan siges at få udvidet deres personlighed, idet deres narrative identitet ses som konstituerende faktor for personligheden, og disse forandringer giver sig også som udslag i ændret handlingsadfærd og forøgede evner. Hermed dukker spørgsmålet op, om denne udvidede person kan betragtes som den mere "sande" person eller som personens overjeg? Et paradoksalt aspekt af denne gåde er, at når den somnambule person bringes ud af hypnosen, har vedkommende et hul i hukommelsen, og personen erindrer ikke tiden under hypnosen, hvilket gør det umuligt for personen at sammenligne sig selv under hypnosen og efter hypnosen.

- M.L.