Thomas Mann har en passage i "Josef og hans brødre", jeg anfører nedenfor. Indholdet er lidt tungt, og det kræver lige en smule fordybelse, men jeg mener, det kan præsenteres uden at forudsætte læserens indgående kendskab til den øvrige kontekst. Kort skal det dog fortælles, at de gammeltestamentlige skikkelser, Jakob og Josef, i dette kapitel sidder i måneskindet og taler ved brønden. Mann kalder det vekselsang. Jakob fortæller Josef om Eliezer, og her udreder Mann, hvilken Eliezer, der er tale om, idet han indikerer, at Jakob ikke skelnede skarpt mellem de to personer med samme navn, og at de to personer derved kun adskilles ved en tidsforskel, der i øvrigt også fortaber sig, hvorved selv tidsforskellen gøres ubetydelig. I denne forudgående passage antydes introducerende et tema om personsammensmeltning, og dette tema ekspliciteres så lidt efter i citatet, som kommer her:”Men hvad betyder det her ”egentligt talt”, og er maaske Menneskets Jeg noget fast afsluttet, som holder sig strengt inden for sine af Tiden og Kødet bestemte Grænser? Tilhører ikke mange af de Elementer, det bygges op af, Verden før og uden for Jeg’et, og er ikke den Paastand, at en Person er sig selv og ingen anden, kun en Antagelse, vi stiller op for Ordens og Bekvemmeligheds Skyld, og som med Flid lader alle Overgange, der forener Enkeltbevidstheden med den almindelige Bevidsthed, ude af betragtning?” (Josef og hans brødre, I, 1933: s.108-9 i den nye).
Det, jeg mener, der er på spil her, er, hvis man skal ”oversætte det” til en nyere terminologi, at det narrative og socialt definerede jeg opløses i sine faste konturer for at blive noget mere udflydende og svævende. Helt konkret antydes der fra Manns side en form for ”mytisk identitet”, hvor det tillades de bibelske personer at trække linjer fra tidligere skikkelser til dem selv og identificere sig med forfædrene og slægten i en fjern og mytisk tid, der slås mere eller mindre sammen med de talende personers nutid. Jeg mener altså, at man meningsfuldt kan gøre en begrebslig skelnen mellem narrativ identitet (i normal forstand) og så noget, jeg ville kalde "mytisk identitet". I den mytiske identitet er der tale om en overvindelse af tidskløften, igennem identifikationen, igennem mytedannelse (der er i øvrigt mere at sige om dette). Hvis vi fortsætter ud fra hvad, der står i citatet, så kan man se, at Mann har et begreb om ”Enkeltbevidstheden”, som i hvert fald i denne sammenhæng forstås som noget før et jeg. Jeget er for Mann noget, der kommer ind på et overordnet niveau i forhold til det, han kalder enkeltbevidstheden. Han taler således om, at ”(…) Menneskets Jeg (…) [bygges op af elementer, som tilhører] Verden før og uden for Jeg’et (…).” (ibid).Der er ligheder mellem dette og en overordnet forståelse af, hvad postmodernismen kan siges at have udtrykt, men jeg mener dog langt fra, at dette gør Mann postmodernistisk. Tværtimod, er litteraturens gentagne og evigt legen med benægtelsen af jeget, en dimension, der har været til stede i langt tid og gentagne gange kan findes – også helt tilbage. Postmodernismen kan blot siges at have sat det mere på formel og formuleret det som slogan. Jeg har således fornemmelsen af, at denne legen med jeget er noget helt basalt for litteraturen og store dele af den kreative kraft (viljen, musen, Helligånden og underbevidstheden, cf. Borges’ artikel nederst på siden).Lad mig slutte af med at anføre endnu et citat af Mann, denne gang lidt længere fremme i bogen, idet dette citat vil eksplicitere og gentage det særlige begreb om identitet, selv eller Jeg, som jeg her har forsøgt at henlede opmærksomheden på:
”Lad os overveje Mulighederne! Enten har Isak i Gerar med smaa Ændringer oplevet, hvad hans Fader oplevede samme Sted eller i Ægypten. I dette Tilfælde foreligger der et Fænomen, som vi nærmest vil kalde Imitation efter Efterfølgelse, nemlig en Livsopfattelse, som ser den individuelle Tilværelses Opgave i at fylde givne Former - et mytisk Skema - grundlagt af Fædrene, med Nærværelse for at lade det blive til Kød igen. – Eller Rebekkas Ægtefælle har ikke ”selv”, har ikke inden for sit Jegs snævre, kødelige Grænser oplevet Historien, men alligevel betragtet den som hørende til sin livshistorie og overleveret den til de senere, fordi han skelnede mellem Jeg og Ikke-Jeg med mindre Skarphed, end vi, om end, som antydet, med tvivlsom Ret, er vant til – eller var vant til, førend vi begyndte denne Fortælling; fordi for ham
Enkeltvæsenets Liv mere overfladisk skiller sig ud fra Slægtens Liv, og Fødsel og Død betød en mindre dybtrækkende Svingning af Eksistensen – saa at Tilfældet altsaa er det samme som med den sene Eliezer, der fortalte Josef Ur-Eliezers Eventyr i første Person; med et Ord, vi finder her en aaben Identitet, der slutter sig til Imitation eller Efterfølgelse og sammenslynget med den bestemmer Følelsen af Selvet.” (ibid.: 102-3; s.112-3 i den nye).
- M.L.
4 kommentarer:
Helt enig. Der er utallige eksempler på denne identifikation af personer adskilt af store tidspspan i romanen. Egentlig er pointen vel, at det kun er *os*, der kan tale om identifikation af to forskellige personer i hvert af disse tilfælde, hvorimod set fra Josefs og hans samtidiges synsvinkel er der simpelthen ikke tale om nogen forskel. Vi kunne sige "For dem er en person intet andet end sin mytiske pendant"; men selv her ville vi have tabt tråden. Vi må ende med blot at sige "Jakob, Isak og Abraham er identiske", hvor absurd det end lyder for vores ører. Faktisk mener jeg, at det *er* absurd; men det betyder jo ikke, at Josef ikke kunne have troet på det.
Men er du enig i den begrebslige skelnen mellem narrativ identitet og mytisk-identitet?
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad narrativ identitet er. Her er et forslag: Vores dagligdags selvopfattelse bestemmes i høj grad af, at vi i store træk opfatter vores tilværelse i narrative kategorier. Dvs. jeg tænker på mit liv som opbygget på samme måde, som en narrativ diskurs, hvor visse personer og steder spiller visse strukturelle roller, og hvor der er en kontinuitet af handlinger og begivenheder, som kædes sammen af noget der ligner en overordnet bevisthed. Hvis det er noget lignende dette, der menes med narrativ identitet, så er jeg stort set enig i, at dette er forskelligt fra den mytiske identitet, du - korrekt mener jeg - udpeger hos Mann.
Et forbehold: Myten er i sig selv en narrativ diskurs. Så når Isak identificerer sig med Abraham er der måske ikke så meget tale om en suspendering af hans narrative identitet som der er tale om, at han påtager sig en narrativ identitet, der ikke har sit ophav i hans egen konkrete biografi, men snarere er bestemt ud fra den narrativitet, der ligger i myten.
Yes, det er netop pointen, at den mytiske identitet er en udvidelse af den almindelige narrative identitet. Den mytiske identitet tillader netop Isak i at identificere sig med Abraham, og Jakob med Eliezer, hvilket er en overskridelse af en normal ikke-patologisk narrativ identitet. Der er for det første ikke tale om patologi, og for det andet er de involverede personer, både fortællerne og tilhørerne i romanen alle mere eller mindre klar over, hvad der er på færde, dvs. de ved f.eks., Isak ikke er Abraham, men de ved også, at de i en anden forstand er identiske, f.eks. gennem slægten og den måde de påtager sig skæbnen og deres gudsforhold.
Jeg har således i det postede antydet det meningsfulde i at lave en niveau-inddeling således, at det, Mann kalder enkeltbevidstheden, er det mest basale niveau, dernæst er der narrativ identitet i normal forstand, og som det tredje kommer så den mytiske identitet. Den tredje indbefatter således de to andre, ligesom den narrative identitet forudsætter enkeltbevidstheden, og derfor er jeg fuldstændig enig, når du skriver, at "Myten er i sig selv en narrativ diskurs". Det er netop min pointe, men der kan måske siges, at den er mere end blot diskurs, idet den ikke nødvendigvis skal formuleres sprogligt, selvom dette er tilfældet i Manns eksempler.
Send en kommentar