Æstetisk analyse eller vilde spekulationer

… jeg har på det sidste brugt tid på at forstå det forsvarstekniske i denne forsvarsplan af Bagdad mod amerikanerne. Planen er Saddam Husseins, og blev af tyske agenter leveret til amerikanerne en måned før sidste krig. Her er det dog ikke det forsvarstekniske, der interesserer mig, men æstetikken. Hele opsætningen og fremstillingen af denne plan har ligheder med visse fremstillinger af sufi-spiraler, jeg har fundet i gamle arabiske håndskrifter, jeg engang undersøgte i forbindelse med nogle forelæsninger, jeg holdt i 2005. Jeg vil således påstå, at der er æstetiske ligheder mellem arabiske fremstillinger af aspekter af den pythagoræiske lære om tal og proportioner. Jeg vil undlade at påstå, at det æstetisk-visuelle i planen trækker på de samme metafysiske grundforestillinger som i indholdet i den pythagoræiske talmystik. I den pythagoræiske lære mente man bl.a., at der var nogle tal- og proportionsforhold, der var mere harmoniske end andre, og at disse afspejlede en slags guddommelige regler, og der er visse esoteriske elementer, der aldrig slipper kulturer.
Og så er vi her, i litteraturen. Ved konspirationsteoriernes vugge, mystikken, mine Damer og Herrer. Nogle mener, at verdens gåder er et udtryk for, at der er mere, end man kan se med de blotte øjne. F.eks. er et af niveauerne i den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks ”Den sorte bog” sufimystikken som nøgle til også hverdagens gåder, såsom forsvundne personer, dobbeltgængere og kodede breve fra pseudonymiske afsendere. Den pythagoræisk inspirerede mystik, som klamrer sig til vilde idéer om tal og proportionsforhold, tillader sig at læse tegn ind i selv de mest almindelige fænomener for derefter kreativt at tolke disse tegn, som indeholdt de en dybere mening. Og denne fortolkningslære er i sin logik, der langt overskrider og sprænger rammerne for det, man i vestlig sammenhæng ville kalde videnskabeligt, den, der tillader sig at tolke selv tekst-objekter som en forsvarsplan, som et system af tegn, der meningsfuldt kan betragtes som mere end det, det umiddelbart forestiller at være, og det uafhængigt af om forfatteren måtte have tænkt disse tanker og haft disse spekulative intentioner.
Selvfølgelig er disse mystiske tendenser hos Pamuk, noget han bruger som et kreativt element til bl.a. at skabe sammenhænge og større allegorier for på den måde at kunne sætte ord på de fænomener, der optager ham. Man kan f.eks. pege på, at mystikken i denne sammenhæng bruges til at udtrykke den splittelse han beskriver mellem det vestlige Europa og Tyrkiet og mellem det moderne samfund og det traditionelle Tyrkiet – vel og mærket sådan som det er i Pamuks hoved, for man skal i denne forbindelse vide, at den almindelige tyrker ikke er den indforståede læser, når Pamuk fremstiller Sufi-mystikken, tværtimod er Pamuk elitært hævet over den potentielle tyrkiske læserskare, når han kommer med sine skjulte referencer til den mystiske side af tyrkisk litteratur og historie.

- M.L.