”Egentligt er der tale om et kast med terningerne, for tænkning vil sige at udføre et terningekast.” (Deleuze, ”Foucault”, s.102)
Borges har skrevet et essay om den mallorquinske middelalderfilosof Ramón Llulls tænkemaskine, hvis ”… guiding principle [is] the methodical application of chance to the resolution of a problem…” (Borges, “Ramón Llull’s Thinking Machine”, in: The Total Library. Non-fictions 1922-1986, p.157). Maskinen, Ars magna, som Llull opfandt på et vist bjerg, der nu prydes af en tv-antenne, er beskrevet som en kombinationsmaskine bestående af skiver med plads til at indsætte forskellige begreber (gerne metafysiske). Man stiller et spørgsmål og sætter maskinen i gang, og ud kommer et ”tilfældigt” svar:
”Let us select at problem a random: the elucidation of the ”true” color of a tiger. I give each of Llull’s letters the value of a color, I spin the disks, and I decipher that the capricious tiger is blue, yellow, black, white, green, purple, orange, and grey, or yellowishly blue, blackly blue, whitely blue, greenly blue, purplish blue, bluely blue, etc. Adherents of the Ars magna remained undaunted in the face of this torrential ambiguity; they recommended the simultaneous deployment of many combinatory machines, which (according to them) would gradually orient and rectify themselves through “multiplications” and “eliminations”. (op. cit.).
Dette er måske det første forsøg i formel-logikkens historie på at bruge et geometrisk diagram i kombinatorikkens tjeneste til at opdage sandheder om noget, der ikke var matematisk.
Siden har f.eks. Rabelais (Gargantua and Pantagruel, XI. bog, kap. 8) og Bacon (De augmentis (VI bog, kap. 2) gjort nar af opfindelsen. Bruno (i en traktat om Llull) og Leibnitz (i Dissertio de arte combinatoria) synes at have været mere positive.
I vores tid er det så bl.a. Deleuze, der hos Foucault opdager spørgsmålet om tænkningens tilfældighed i tænkningen.
Hvis begrebet om diagrammet, der for Foucault er en undersøgelses diagonale kortlægning, på tværs af de klassiske analytiske snit, kombinatorisk sættes sammen med spørgsmålet om tænkningen, så skulle det give mening, når Deleuze ikke sammenfatter (tænkningens) diagram som opstående fra et spontant subjekts frie kraft, men i et spil af magtrelationer, diskurser, begivenheder på tværs af diverse analytiske snit:
”Diagrammet, diagrammets tilstand, er altid en blanding af tilfældighed og nødvendighed, som i en af Markovs kæder. ”Nødvendighedens jernhånd, der ryster tilfældighedens bæger”, som Foucault citerer Nietzsche for at sige.” (Deleuze, ”Foucault”, s.100).
Siden Ramón Llull, hvor håbet om en Gud bagved det hele lod fantasien lade terningekast være en vej mod erkendelse, er der i vores tid, ingen skjulte referencer til Gud, men kun et håb om en kortlægning af alle de faktorer, der tillægger hver af Llulls bogstaver en værdi af en farve, eller rettere en kortlægning over de gensidige strukturer (af f.eks. normsystemer, praksisser, sociale processer, adfærdsmønster, teknikker, måder at italesætte tingene på i udsagn, klassifikationstyper og hierarkier, måder at karakterisere på, historien, institutioner, topologier, økonomier), der bestemmer grænserne og mulighederne, for hvordan mennesket kan tænke om verden.
