The Museum of Modern Art ser i disse dage horder af tilrejsende besøgende. Det er udstillingen 'Van Gogh and the Colors of the Night', hvor nogle af Vincents mest populære værker såsom 'The Night Café', 'The Potato Eaters' og 'Starry Night' fremvises, der er skyld i denne daglige, regulære og bestandigt selvfornyende skare.Hvad størrelse angår er udstillingen beskeden - blot omtrent 5-6 rum, godt og vel 50 værker. Dog er antallet af besøgende noget af det mest overvældende undertegnede har oplevet i sin, det tør vi vist godt sige, solide karriere som museumsgænger. Jeg mødte op onsdag morgen kl. 9.20, over en halv time før det daglige billetsalg begynder, og over en time før udstillingslokalerne slår dørene op. Alligevel var der allerede en kø der strakte sig hele vejen ud til glasdørene. Mens jeg ventede mellem to forvirrede tyske damer foran mig og et hollandsk ægtepar bag mig (det forbliver en gåde hvorfor ventende i en kø bestandig ser sig nødsagiget til nærmest at læne sig mod ryggen af de, der står foran dem), annoncerede en af MOMAs typiske unge, kvindelige medarbejdere med en ligeså typisk hyperartikuleret stemmeføring muligheden for at købe billetter online og således springe køen over. Jeg deserterede straks fra køen og forhørte mig nærmere. Jeg blev nu informeret om, at køen som regel forsvinder midt på dagen, så jeg indså straks muligheden for at drikke kaffe i 2 timer på en cafe i nærheden (heldigvis havde jeg læsning med). Da jeg imidlertig kom tilbage kl. 11.30 havde køen forlænget sig selv og strakte sig nu hele vejen ned ad 53rd Street til Lexington Avenue.
Dette blev mit stikord til i stedet at tage på the Metropolitan Museum. Et ganske udmærket valg, og sidevis kunne bruges på at genfortælle den overvældende mængde af mesterværker, jeg her genså til stor fornøjelse. Men her skal der i stedet fortælles om videre erfaringer gjort med MOMAs Van Gogh udstilling. (Måske er det på sin plads at indrømme en ganske uventet og på sin vis nærmest pinlig nostalgi, der steg op i mig, da jeg faldt over et maleri af Thorvaldsens Museum i København. Og dog gør vi formentlig bedre i at bevæge os hastigt videre.)
Jeg vendte altså tilbage her til morgen med min udprintede forudbetalte billet - $12, studenterpris, fuld adgang til alle samlinger og særudstillinger - ikke dårligt syntes jeg. Ganske rigtigt gav dette mig lov til at springe billetkøen over. Jeg ventede derfor artigt ved indgangen sammen med en mængde andre priviligerede, og mens vi betragtede endnu mere privilegerede individer med pressekort og V.I.P. mærkater komme ud fra udstillingen, som de allerede havde beskuet i ro og mag, mærkede vi anmasselsen af almindelige fodfolk vokse og vokse bag os. Da tiden nærmede sig det spændt ventede øjeblik, var der omtrent hundrede mennesker - som skændtes, lo og diskuterede på mindst ti forskellige sprog - bag os. Mængden holdtes dog stadig tilbage, og fem minutter før åbning blev vi beordret endnu et skridt frem, gennem billetchecket og ind på trappen foran de store glasvinduer ud mod den berømte skulpturhave. Da vi endelig fik signal til at angribe, var folk så spændte, at mange løb op ad trapperne, masede sig frem, skubbede hinanden opad mod andensalen, hvor Vincents billeder stadig ventede.
Heroppe ventede imidlertid også endnu en barriere. Man måtte nu line op for at blive udstedt med en tidsbestemt billet. Og selv om dette skete til militaristiske råb af "Please line up against the wall; against the wall!", beroligede det mig dog en smule at vide, at ordensmagten på denne måde dog havde besluttet kun at slippe en vis portion af de efterhånden svedige og prustende kroppe ad gangen løs på billederne.
Og nu var vi inde. Med hastigt søgende blikke udså folk sig de velkendte motiver, som de vidste skulle ses, 'Starry Night' var det første til at gå under - det forsvandt efter blot få minutter bag nakker med store frisurer, dynefrakker og fedladne hoftepartier. Det var lettere at komme til at se 'The Night Café', uvist af hvilken grund. Måske var det virkelig lykkedes Vincent her at opnå det han ville, nemlig, som han siger i et af sine breve, at udtrykke ideen om beværtningen som et sted man kan destruere sig selv - frastødende, netop, ligesom komplimentærfarverne her støder sammen, koliderer med hinanden på lærredet, virkede dette billede på mystisk vis som en anti-magnetisk kraft på de besøgende, og jeg fik således lov at stå foran det i hele 30 sek uden at mit blik på noget tidspunkt blev afbrudt af en forbipasserende, eller mine arme og ryg berørtes af en søgende skikkelses flygtige gang - en tidslængde der ved de andre slagere måtte være fuldkommen utænkelig.
Stakkels Vincent. Endnu engang må du vel bukke under for tragedien. Du som intet kunne sælge, du som på trods af en broder til gallerist bestandig måtte forblive upopulær, og som gik under i dit indres eksplosion. Du som ville prædike, og ville ruske i selv de laveste klasser, du som ville råbe i ørerne på folket. Du måtte vel på én gang være tilfreds med denne syndflod af tilskuere, som nu drages mod dig, og samtidig undres, ja skræmmes lidt af deres strategiske angrebsform. Beskuelsen af dine billeder styres nu af folk med walkie talkier, elektroniske stregkodelæsende billetkontrollanter, automatiserede glasdøre og konstant observerende kameraøjer.
Men du var på sin vis altid håbefuld, og derfor er det måske på sin plads at slutte i samme stemning; ja, måske med et citat fra en af dine bøger som lå opslået i en glasmontre ved udstillingens afslutning. "Tout en faisant ces reflexions", læste jeg, "j'allais devant moi, à l'aventure."
Og måske er det også på sin plads at beskrive hvordan jeg dagen før denne travestiske oplevelse af Vincent feberen, de tomme frakkers fremstormen gennem gallerierne, fandt dine billeder på the Met ubevogtede - skjult af larmen fra MOMAs udstilling 30 blokke længere downtown. Og jeg stirrede i flere minutter ad gangen på få centimeters afstand på dine maniske penselsstrøgs jordlag.
