Person

Jeg hørte i dag en anekdote om oprindelsen til ordet person. Den oprindelige betydning af ordet, sådan gik historien, skulle være 'til lyd(en)' og skulle henvise til åbningen ved munden i en skuespillers maske. Person skulle således være sammensat af latin pro (for eller til) og sonus (lyd). Idéen bag anekdoten var, at ordet oprindeligt skulle have været brugt til at betegne den karakter, som skuespilleren agerede, og som masken afbillede. Jeg kom straks til at tænke på, at det egentlig ville have været mere rammende, hvis person i overenstemmelse med tanken om dets sammensætning af for/til og lyd skulle have henvist til skuespilleren selv, hvis sande identitet - selv når han spiller maskeret - afsløres af hans stemmes klang.

Ikke desto mindre er anekdoten ikke fuldkommen korrekt, så vidt jeg har kunnet fastslå. Almindeligvis beskrives oprindelsen til ordet som afledt af latin persona, som oprindeligt ganske rigtigt betegnede en skuespillers maske. Anekdoten er således endnu ikke helt gendrevet. Dødstødet kommer imidlertid, når man opdager, at forskningen normalt antager, at det latinske ord var overtaget fra det etruskiske phersu, som betød maske. Men da etruskisk ikke er et indoeuropæisk sprog (det tilhører sammen med to andre sprog en underafdeling af en større gruppe af nu for størstedelens vedkommende uddøde ægæiske sprog), er sammenhængen med til lyd naturligvis udelukket. Ordet persona på latin nævnes i øvrigt ofte som eksempel på de få låneord, som latinerne overtog fra etruskerne i den process, der totalt eroderede etruskisk bort til fordel for deres eget sprog.

Ordbog over det danske sprog lister seks hovedbetydninger af person:

1. Rolle i et dramatisk arbejde eller skuespilleren der udfører en vis rolle; ogsaa figur som fremstilles ellers skabes af en skuespiller



2. Om menneske (eller undertiden dyr, ting, som optræder personificeret, talende), der er skildret i, optræder i et skuespil eller andet litterært arbejde; karakter



3. Om menneske med henblik paa dets ydre; et menneskes legeme, skikkelse eller ydre fremtoning



4. Om menneske som (særpræget) enkeltvæsen, individualitet, m. henblik paa dets særpræg som individ eller dets ejendommeligheder m.h.t. væsen, tænkemaade, sindelag osv.; jeg; selv; karakter; personlighed; ogsaa om (person, der besidder) karakterfasthed



5. Om menneske i al almindelighed, uden hensyn til særpræg, individualitet, køn; ogsaa om mennesket med henblik paa de egenskaber, der karakteriserer det som fornuftsvæsen



6. I videre anvendelse [bl.a. om guddommeligt væsen]

Betydningerne 1 og 2 er de, der ligger nærmest den etymologiske afstamning. Det er ikke helt let at se, hvad forskellen skulle være på dem. Under 1 gives der bl.a. et citat fra Holberg, der et sted skriver om en opførelse af Jeppe paa Bjerget, hvori han roser "sær formedelst Personen Monsieur Gram, der agerer saa naturligt en Siellands Bonde". M.a.o. bruges person her ikke om en rolle i et skuespil, men om selve skuespilleren. Det er altså den ene af betydningerne under 1. Den anden gives med bl.a. et sted, hvor H.C. Andersen skrev om et skuespil, hvori hovedpersonen var "paa Fattighuset i Stockholm, Fremstilleren gav hans Person, hans sande Portrait." Denne betydning - den anden under Betydning 1 - kender vi også fra udtryk som dramatis personae. I dag ville vi nok foretrække karakter, vil jeg mene.

Betydning 2 eksemplificeres ved Holberg, der et sted skriver "maa ikke Manden [dvs. forfatteren] bruge Fornavne til de Personer, som hand foresteller [dvs. i en komedie]?" Et andet eksempel er Heiberg: "Absract taget, er enhver Person i et Drama en Characteer, selv om det kun er en Tjener, der bringer et Brev." Heiberg opererer altså med en skelnen mellem person og karakter; men det skal vi ikke spekulere i her.

At dømme efter disse eksempler ser det ud til, at mens 1 henviser til en bestemt rolle, som f.eks. Jeppe i Holbergs komedie, bruges 2 i mere abstrakt forstand, som det f.eks. ses af Heibergs citat. I Betydning 2 kan man således ikke tale om 'personerne' i Jeppe paa Bjerget. Man kan kun tale om 'personerne' i et bestemt skuespil i Betydning 1. Derimod kan Betydning 2 bruges f.eks. til at give generiske udsagn af typen 'personerne i et drama skal være realistiske og gribende for publikum.'

Under Betydning 6 nævnes en en underkategori, hvor person kan anvendes i juridisk sprogbrug "om en særlig art (ikke-personligt) retssubjekt". Vi må gå ud fra at "personligt" i "ikke-personligt" i parentesen skal læses i overensstemmelse med Betydning 5. Dvs. denne underafdeling af Betydning 6 henviser til en juridisk brug af person, hvor ordet refererer til retssubjekter, der ikke nødvendigvis er menneskelige agenter. F.eks. er det en kendt sag, at selskaber (eng. cooperations) af en vis art er retssubjekter.