søndag, juli 19, 2009

Nykken


Et specifikt eksempel på det - til tider noget irriterende - faktum, at romantikken dominerer den bredere opfattelse af klassisk musik (eller måske rettere Wiener klassiken og romantikken) er det - specifikt irriterende - faktum, at mens Edvard Grieg dominerer den bredere forståelse af norsk klassisk musik, er en komponist som Geir Tveitt mere eller mindre ukendt. Dette er sørgeligt ikke mindst fordi sidstnævnte, efter min mening, langt overstiger Griegs kvaliteter. Grieg skrev naturligvis fantastisk musik; men også en del ganske kedsommelig musik. Personligt er jeg fan af hans Holberg Suiter, men jeg kan ikke sige det samme om f.eks. hans klaverkoncert. Der er dele af den langsomme sats, indrømmet, som har en vis lyrisk kvalitet; men det er ikke tilstrækkeligt til at gøre hele værket spændende.

Tveitt derimod. Lad mig nævne blot et eksempel: Hans symfoniske digt Nykken fra 1957 (wikipedia opslag her). Værket overlevede en af de mest tragiske begivenheder i norsk kulturhistorie, nemlig den katastrofale brand i 1970 der destruerede Tveitts hus i Kvam og dermed næsten 300 opusnumre, da det blev opbevaret i magasinerne i NRK, som oprindeligt havde bestilt det. Musikken taler for sig selv.

Som et kuriosum opdagede jeg, at Wikipedia har et ganske informativt opslag om sagnfiguren som værket har sin titel efter (på dansk naturligvis 'Nøkken'). Ved at klikke lidt videre finder man også ud af, at Wagners Rheintöchter er de eneste karakterer i der Ring, som ikke har deres oprindelse i Edda'erne. Disse væsner har med andre ord inspireret andre komponister end Tveitt i en særksildt grad.

----
Lyt til Tveitts første stykke fra hans 100 Folkesange fra Hardanger, 'Velkommen med ære', her.

Ingen kommentarer: