Litterær exceptionalisme

I sin bog Love's Knowledge (1990) argumenterer Martha Nussbaum for et synspunkt om litteraturens forhold til filosofi og om litteraturens værdi generelt. En af hendes hovedpåstande, er at litteratur formår at udtrykke visse sandheder om den menneskelige tilværelse, som ikke kan udtrykkes på andre måder. Her følger nogle overvejelser over, hvordan man kan forstå denne tankegang, og om hvordan man kan argumentere for og imod den.

Der er to hovedteser, som det er vigtigt at holde adskilt fra hinanden. Den første er en tese om litterær form og forholdet mellem litterær form og filosofisk indhold:

Literary form is not separable from philosophical content, but is, itself, a part of content - an integral part, then, of the search for and the statement of truth. (s. 3)

Lad os kalde dette synspunkt for "Form-Indhold Afhængighed". Den anden tese er den, jeg nævnte ovenfor:

certain truths about human life can only be fittingly and accurately stated in the language and forms characteristic of the narrative artist. (s. 5)

Man kunne kalde denne tese for "Litterær Exceptionalisme" - nemlig at litterær form er exceptionel i den forstand, at der er visse sandheder, som kan formuleres i litterær form, og som ikke kan formuleres i nogen anden form. Jeg vil koncentrere mig hovedsageligt om Litterær Exceptionalisme. Men indledningsvist er det interessant kort at overveje relationen mellem de to teser.

For det første bør man spørge sig selv, om Litterær Exceptionalisme følger fra Form-Indhold Ahængighed i streng forstand. Faktisk er der to påstande skjult i tesen om Form-Indhold Afhængighed, som den er formuleret i citatet ovenfor. På den ene side påstås det, at form er en medspiller i "the search for [...] truth" og på den anden side, at form er en medspiller i "the statement of truth". Men disse to påstande er ikke ens. At sige at form er et element i den måde, vi forsøger at nå frem til visse sandheder på, er ikke det samme som at sige, at form er et element i den måde, vi formulerer disse sandheder på.

Endvidere er det klart, at påstanden at form spiller en rolle i afklaringen, eller adkomsten, til en bestemt type information ikke umiddelbart implicerer, at denne type information udelukkende kan formuleres vha. en bestemt form. Nussbaum er fuldt ud opmærksom på dette:

Young children, for example, frequently learn some types of mathematics more easily through amusing word problems than through abstract computations. But this hardly implies that the truths of mathematics have themselves any deep or intrinsic connection with the word problem form, or that they are deficiently stated in their abstract form. (s. 6-7)

Det vigtige her er, at det ikke følger fra antagelsen (hvadenten man vil acceptere den eller ej) at form er med til at hjælpe videregivelsen af en bestemt type sandheder på vej, at disse sandheder ikke fuldt ud kan formuleres i en anden form. Nussbaum er mao. klar over, at (en version af) Form-Indhold Afhængighed ikke logisk medfører Litterær Exceptionalisme. Men naturligvis afholder dette ikke én fra at stå ved begge teserne, sådan som Nussbaum gør.

Med hensyn til den anden version af Form-Indhold Afhængighed - at form er afgørende for formuleringen af sandheder, så er det vigtigt at notere sig, at denne påstand ikke er den samme som Litterær Exceptionalisme - at der er nogle sandheder, der kun kan formulerers i en bestemt form. Jeg tror, at få vil være uenig i, at når man vil formulere en bestemt idé, så er det vigtigt at vælge en passende form. Specielt er dette åbenlyst, når det gælder at kommunikere ens tanker til andre. Og dog er der formentlig mange, der vil være skeptiske omkring Litterær Exceptionalisme.

Hvordan skal man forstå påstanden om Litterær Exceptionalisme? Jeg mener, at den bedste måde at fortolke tesen på, er som en tese om, hvad der kan kommunikeres indirekte vha. litterær form, i modsætning til en tese om, hvad der kan siges direkte i litterær form. Men jeg mindre sikker på, om tesen kan retfærdiggøres selv i denne form.

Hvis jeg vil udtrykke, at Margrethe I blev født i 1353, kan jeg gøre det ved at udtale sætningen "Margrethe I blev født i 1353". Denne sætning er en måde at udtrykke propositionen at Margrethe I blev født i 1353 på. Lad os sige at sætningen er et vehikel for denne proposition. Er der propositioner, for hvilke naturlige sprog som dansk ikke har nogle vehikler? Spørgsmålet er omstridt og yderst komplekst. Lad os alligevel kort overveje konsekvenserne af dette spørgsmål for Litterær Exceptionalisme.

Antag at svaret er "ja". Mao. antag at findes propositioner, som ikke kan udtrykkes af nogen sætning på noget naturligt sprog. Følger Litterær Exceptionalisme deraf? Et litterært værk består af sætninger fra et naturligt sprog. Så hvis p er en af de propositioner, der - ifølge vores antagelse - ikke kan udtrykkes vha. en sætning fra et naturligt sprog, så er det åbenlyst at konkludere, at p ikke kan udtrykkes i løbet af et litterært værk.

Der er to komplikationer man må tage i betragtning her. For det første gør litterære værker ofte brug af neologismer. Et ekstremt tilfælde er f.eks. Finnegans Wake, hvor der optræder sætninger, som det er nærliggende ikke at betragte som sætninger fra et naturligt sprog. Man kan nu påstå, at disse sætninger har evnen til at udtrykke nogle af de propositioner, som ikke kan udtrykkes af naturlige sprog. Dog er det mere eller mindre klart, at selv hvis denne påstand kunne retfærdiggøres (og det er der grunde til at være skeptisk omkring), så vil dette næppe være, hvad filosoffer som Nussbaum har i tankerne med påstande som Litterær Exceptionalisme.

For det andet, kunne man hævde, at ved at være indlejret i et litterært værk, bliver sætninger fra et naturligt sprog modificeret så de opnår evner til at udtrykke propositioner, som de ikke kan udtrykke i normalt sprogbrug. Forenklet kunne man sige, at litterær form er et andet sprog, der består af sætninger, der ligner sætninger fra naturlige sprog, men som faktisk er mere udtryksfuldt end nogle naturlige sprog. Dette er for mig at se et kohærent synspunkt.

Dog betragter jeg dette synspunkt som ganske uplausibelt. Jeg ser ingen grund til, at vi alle skulle tage fejl, når vi rutinemæssigt siger ting som "Marie Grubbe er skrevet på dansk" eller "Prousts roman er oprindeligt skrevet på fransk men er blevet oversat til dansk". Faktisk er der et alvorligt problem mht. oversættelse for denne type af Litterær Exceptionalisme. Det er vanskeligt at se, hvordan man kan redegøre for at litterære værker kan oversættes, hvis man mener, at litterær form er et unaturligt sprog.

Der er mao. grunde til at mene, at Litterær Exceptionalisme ikke bedst forstås som en tese om de sætningerne og sproglige konstruktioner, der optræder i litterære værker. Snarere tror jeg, at den bedste måde at forstå tesen på er som en tese om indirekte kommunikation.

Det er velkendt, at man indirekte kan kommunikere én ting ved at sige noget andet. F.eks. hvis jeg siger "Det sner!", kan det meget vel være en måde at indirekte kommunikere, at nogen skal gå ud og skovle. Eller hvis jeg med et ironisk tonefald siger "Nem ID er virkelig et super system!", så er det som oftest en måde at indirekte kommunikere, at jeg mener at Nem ID er et dårligt system. Hvordan indirekte kommunikation af denne type fungerer er et kompliceret emne. Men det er klart, at vi formår at kommunikere indirekte, hvordan man så end skal forstå dette fænomen nærmere.

En måde at forstå Litterær Exceptionalisme på er som den påstand, at litterær form formår indirekte at kommunikere visse propositioner, som ikke kan kommunikeres på andre måder (hverken direkte eller indirekte). For eksempel kunne man påstå, som Nussbaum gør, at et af Prousts hovedformål var at videregive den opfattelse at

the most important truths about human psychology cannot be communicated or grasped by intellectual activity alone [...]. (s. 7)

Man kan nu endvidere hævde, at denne engelske sætning, som Nussbaum her har formuleret, kun formår at parafrasere, eller delvist at udtrykke, den proposition, som det egentlig er Prousts ærinde at meddele sine læsere. Lad os introducere navnet "M" for denne Proustianske proposition, som ifølge dette synspunkt er uudsigelig med ikke-litterære virkemidler.

Påstanden er altså, at vha. det, der direkte siges i romanen, formår Proust indirekte at kommunikere at M; ligesom jeg kan kommunikere indirekte, at nogen skal gå ud at skovle ved direkte at sige, at det sner. Skal vi acceptere denne påstand? Dette spørgsmål må naturligvis afgøres ved at betragte argumenterne for og imod nøje, og jeg har ikke i sinde at gøre dette fuldt ud her.

Lad mig dog nævne et par grunde til, at jeg personligt tvivler på, at der er overbevisende argumenter for Litterær Exceptionalisme af denne art. Der er for mig at se ingen tvivl om, at litterære værker ofte formår at kommunikere komplicerede typer information indirekte. Og det er også åbenlyst, at meget af denne information er yderst vigtig for os; og at vi betragter den som havende en særlig status. Formentlig har den virkelig en særlig status. Mennesker ændrer deres liv gennem at læse romaner, og nogle ville uden at blinke med øjnene vælge at redde det sidste eksisterende eksemplar af Shakespeares værker fra et brændende hus frem for et andet menneske, hvis de blev tvunget til at vælge.

Men jeg ser ingen grund til at antage, at disse sandheder, som spiller så stor en rolle for os, kun kan formuleres delvist af sætninger, der forsøger at udsige den direkte. I stedet for at sige "Det sner!" kunne jeg have sagt "Nogen skal ud at skovle sne nu!" Og selv om det naturligvis er sandt, at store dele af formålet og styrken ved med min talehandling ville have været anderledes, havde jeg valgt at sige min mening direkte, er der ingen grund til at tro, at det indhold, jeg indirekte kommunikerer i det første tilfælde, er anderledes end det, jeg direkte udsiger i det andet tilfælde. Hvorfor skulle litteratur være anderledes?

Dobbelt refleksion

Daniel Watts' artikel 'Kierkegaard and the Search for Self-Knowledge', der udkom for ca. et halvt år siden i Eurpoean Journal of Philosophy, er et forsøg på at anvende Kierkegaards synspunkter omkring refklesion og selverkendelse på en debat, der er central i nutidig analytisk filosofi. I grove træk er Watts' hovedpointer følgende. Ifølge Watts er Kierkegaards position givet ved følgende to teser (der er også en tredje, som ikke er relevant her):

(SK1) Searching for knowledge whether one judges that P requires (inter alia) trying to make a judgement whether P; and

(SK2) For an important range of cases, searching for knowledge of one’s own judgements requires (inter alia) attending to one's own acts of judging, how these acts are performed.

Den første af disse (SK1) er tilnærmelsesvist en version af den såkaldte Transparency Thesis, der i den moderne litteratur oftest forbindes med Gareth Evans. Han skrev:

If someone asks me “Do you think there is going to be a third world war?,” I must attend, in answering him, to precisely the same outward phenomena as I would attend to if I were answering the question “Will there be a third world war? (Varieties of Reference, p. 61)

Gennemsigtigheden angår her spørgsmålet hvorvidt jeg mener at p. Ifølge denne tradition, er spørgsmålet hvorvidt jeg mener at p transparent i forhold til spørgsmålet hvorvidt p. Dvs. hvis jeg finder et svar på 'p?', så har jeg dermed et svar på 'Mener jeg at p?'

Med (SK1) hævdes det med andre ord, at metoden til at opnå viden om os selv - dvs. i denne forbindelse viden om hvad vores holdninger er, hvad vi mener om forskellige påstande - simpelthen er den samme som metoden til at opnå viden om disse påstande selv. Det, der benægtes med (SK1), og generelt af filosoffer som Evans, er, at vi viden om os selv kan opnås blot ved at vi bliver tilskuere til vores indre liv. Viden om ens egne domme opnås ikke blot vha. en rapport om disse domme, men kræver selv en aktiv domsfældelse.

Dette er dog ikke Kierkegaards sidste ord om dette emne. (SK2) siger i tillæg, at det ikke er tilstrækkeligt blot at beslutte sig - spørgsmålet hvorvidt jeg mener at P er rigtigt nok transparent mht. spørgsmålet om hvorvidt P, men det er ikke tilstrækkeligt til at opnå fuld viden om mine egne domme at jeg blot spørger, hvorvidt den pågældende påstand er sand. Dog siger (SK2), at mere kun er påkrævet, når det gælder visse områder. Disse områder at det etiske og det religiøse. For at opnå ægte selv-forståelse hvad angår etiske og religiøse domme skal subjektet ikke blot træffe disse domme, som (SK1) siger, det må også være opmærksom på, hvordan disse domme bliver truffet.

Watts påstår, at (SK1) og (SK2) fundamentalt set er i modstrid med hinanden, men at Kierkegaard selv har angivet løsningen på dette problem. Løsningen ligger ifølge Watts i Kierkegaards begrebet om dobbelt refleksion. Problemet er, som Watts formulerer det, "how one can search in a way that is at once outward-looking and inward-looking, prospective and retrospective." Dvs. hvordan kan jeg på én og samme tid opfylde (SK1) og (SK2)? Tag Evans' eksempel. Når jeg vil vide, om jeg mener, der kommer en tredje verdenskrig, fordrer (SK1) af mig, at jeg spørger mig selv, om der kommer en tredje verdenskrig. Så når jeg søger efter viden om mine holdninger til spørgsmålet, om der kommer en tredje verdenskrig, så overvejer jeg de ting, jeg ville overveje, hvis jeg søgte efter viden om, hvorvidt der kommer en tredje verdenskrig. F.eks. jeg overvejer historisk fakta, den politiske situation, osv. Men samtidig fordrer (SK2) af mig, at jeg gør dette på en bestemt måde; nemlig samtidig med at jeg overvejer, om der kommer en tredje verdenskrig, må jeg være opmærksom på den måde, jeg ledes mod domsfældelsen, dvs. jeg må være opmærksom på, hvordan jeg overvejer spørgsmålet.

Jeg er ikke overbevist om, at der er et reelt problem her. Hvorfor skulle jeg ikke kunne være involveret i begge disse to aktiviteter på én gang? F.eks. kan jeg meget vel sige noget samtidig med, at jeg er opmærksom på, hvordan jeg siger det. Selv om dette er mere uhåndgribeligt, ser jeg ingen grund til at mene, at jeg ikke ligeledes kan tænke noget og samtidig være opmærksom på, hvordan jeg tænker det. F.eks. kan jeg tænke "det regner" samtidig med, at jeg er opmærksom på, at jeg tænker dette med ærgerlse, og det er ikke ukendt, at der kan være en høj grad af detaljerigdom her; f.eks. kan jeg indse at jeg tænker "det regner" med ærgerlse og samtidig indse, at denne ærgerlse er et udslag af en pligtskyldig tilskyndelse til at få slået græsset, og jeg kan samtidig være klar over, at jeg egentlig er glad over, at det regner, fordi jeg dermed slipper for at slå græsset.

Naturligvis tilhører hverken dette eksempel eller Evans' den sfære, som (SK2) er beregnet på, dvs. det etisk-religiøse. Men selv om Kierkegaard skulle have ment, at mht. sidstnævnte område kræver selverkendelse en tilstand, som den der hentydes til med (SK2), og at dette ikke er påkrævet, når det gælder selverkendelse på andre områder, så synes det at være klart, at hvad der gælder for eksempler som "det regner" og "der kommer (ikke) en tredje verdenskrig" også gælder for eksempler som "det er forkert at lyve". Det ovenstående passer på "det er forkert at lyve": jeg kan meget vel fælde denne dom samtidig med, at jeg er opmærksom på, hvorvidt den udspringer af en ren erkendelse af, hvad der er godt, eller blot er et udtryk for holdninger og følelsesmønstre, der er nedfældede i mig af samfund og fortid. Begge sfærer synes at tillade denne form for simultan opfyldelse af (SK1) og (SK2), i modsætning til Watts' påstand.

Jeg er ikke uenig i, at Kierkegaard var tilhænger af (SK1) og (SK2). Det synes der at være gode beviser for i de passager, Watts citerer fra bl.a. Enten Eller og Filosofiske Smuler. Jeg er heller ikke uenig, at Kierkegaard mente, at (SK2)s virkeområde var begrænset til det etisk-religiøse. Igen, der er overbevisende tekstlig belæg for dette. Hvad jeg er mindre overbevist om er to ting: At der er et misforhold mellem (SK1) og (SK2), og at Kierkegaards begreb om dobbelt refleksion er beregnet på at mediere et sådant misforhold.

Når man følger Watts' formulering, ser det ud til, at han mener, at problemet her ligger i, at den aktivitet, som (SK2) kræver af subjektet, nødvendigvis må være retrospektiv, mens den udadvendte domsfældelse, som (SK1) fordrer, er prospektiv. Watts mener, at problemet opstår, fordi Kierkegaard på den ene side kræver, at disse to processer må foregå samtidig i tid, og på den anden side opfatter de to processer som hhv. forud- og bagudskuende.

Som jeg allerede har sagt, er det ikke klart for mig, at der er et problem om samtidighed her. Det er relativt klart, at jeg ikke kan fælde to forskellige domme samtidig. Jeg kan ikke i et og samme nu dømme at p og dømme at q - i hvert fald under normale omstændigheder. Men hvorfor skulle man antage, at noget sådant er påkrævet af kombinationen af (SK1) og (SK2)? Hvorfor ikke blot være enig med Watts i, at Kierkegaards intention var, at (SK1) og (SK2) forløber på forskellige tidspunkter? Hvorfor appelere til begrebet om dobbelt refleksion? Dette synes unødvendigt.

Det kan være nyttigt i denne forbindelse at sammenligne Watts' påstand - at den dobbelte refleksion er tiltænkt som en løsning på denne tilsyneladende spænding mellem (SK1) og (SK2) - med andres opfattelse af, hvad der skal lægges i begrebet om dobbelt refleksion.

Som eksempel kunne man tage Aage Henriksens udlægning i Kierkegaards Romaner (som jeg skrev om her tidligere). Henriksen skriver:

Refleksion betegner bevægelse, dobbeltbevægelse, og denne bevægelse udgår fra umiddelbarheden og vender tilbage til den for at tilintetgøre den eller "ophæve" den. (p. 14)

Som eksempel bliver nævnes sansning, som Henriksen betegner som det umiddelbare på erkendelsens område. I grundtræk er ideen følgende: Bevidstheden modtager primitive sanseindtryk. Disse begrebsliggøres. Denne begrebsliggørelsesprocess er den første bevægelse. Refleksion betegner en yderligere bevægelse, hvori subjektet stiller spørgsmålet, hvorvidt den begrebsliggjorte erfaring stemmer overens med sanseindtrykket. Dette er mao. et klassisk billede af bevidstheden. Subjektet er adskilt fra den objektive virkelighed, som det kun har adgang til gennem perceptionen, og den reflekterede bevidsthed opstår i anerkendelsen af dette forhold. Det dobbelte i refleksionen er altså, at refleksion kræver to processer, først processen hvori det umiddelbare sanseindtryk bringes på begreb, og siden processen hvori dette begrebsliggjorte indhold forsøges sammenlignet med det umiddelbare sanseindtryk.

I overensstemmelse med, hvad jeg sagde tidligere, er denne dobbelte process at finde ikke blot i disse almindelige sansebaserede domme, som f.eks. "det regner", men også i de områder, som (SK2) er myntet på. Som Henriksen siger:

også moralske normer og vurderinger kan være umiddelbart optagne i bevidstheden. (p. 15)

Den dobbelte refleksion er på dette område netop den opmærksomhed på faren for blind overtagelse af traditionelle anskuelser, jeg hentydede til ovenfor.

Henriksens udlægning er ikke i modstrid med Watts' i den forstand, at på disse områder ser den anden refleksionsbevægelse virkelig ud til at være netop det, (SK2) sigter efter. Men det er for mig at se ikke tilfældet, at Kierkegaard opfattede de synspunkter, som er gengivet af (SK1) og (SK2) som værende i modstrid med hinanden. Snarere er (SK1) og (SK2) netop de to processer som Henriksen beskriver. De to processer er ikke løsningen på et problem mht. kompatibiliteten af (SK1) og (SK2), de er blot en anden måde at anskueliggøre netop denne kompatibilitet på.

Fundet

I går købte jeg Aage Henriksens Kiekergaards Romaner i Vangsgaards Antikvariat. Den er personligt signeret af Henriksen, med en dedikation til en Leo Bresson og med fulgte et lille maskinskrevet brev, der lyder sådan her:

Kære Leo Bresson,

En gammel bog i et nyt oplag sendes Dem som nytårshilsen med tak for et brev, der var for antydende til at jeg turde indlade mig på et udførligt svar. Men at vejen er åben, det siger sig selv, og at jeg gerne vil bistå Dem med faglige problemer, hvis jeg kan, det er en selvfølge.

Med venlig hilsen

[signeret med blæk: Aage Henriksen]

Bogen, der er Henriksens doktordisputats, udkom første gang 1951. Den er kort fortalt et forsøg på at læse Forførerens Dagbog, Skylidg-Ikke Skyldig og Gjentagelsen vha. den Nykritk, som Henriksen bekender sig til i indledningen, dvs. først og fremmest i skikkelse af I.A. Richards Principles of Literary Criticism, der udkom første gang i 1924.

Forhåbentligt mere om det på et senere tidspunkt.

Elevatorer

Engang for mange år siden sad jeg fast i en elevator på et hotel i Paris. Jeg var omkring ti år gammel. Det var en af de gamle typer af elevatorer, bygget i midten af en trappeåbning, og hvor kun et tyndt gitter adskiller passageren indeni fra rummet udenfor. Den standsede mellem to etager, og man kunne således se et tværsnit af trappen omtrent i øjenhøjde, over og under hvilket trappen, der var beklædt med et rødt tæppe, forsvandt opad og nedad. Hotellet hed Hôtel Trianon og lå i Rue de Vaugirard lige overfor Place de la Sorbonne.

Oplevelsen af at være standset mellem to etager er noget af det eneste, jeg husker fra den tur. Det var derfor med en vis gysen, at jeg fornylig - mere end tyve år senere - endnu engang tog elevatoren på Hôtel Trianon. Gulvtæppet er blevet skiftet ud med et af lysere stof med en slags blomsterornamentik, og elevatorens dør og indvendige udseende er mere strålende og nyt. Men man kører stadig med direkte udsyn til de forbipasserende etager, og man ser stadig trappens tværsnit, der i et kort sekund befinder sig i direkte øjenhøjde, før man har passeret og er på vej til den næste. På hver etage er der lige over for døren til elevatoren et stort spejl, og kombineret med de to lag af glas i døren og det tilsvarende på kabinens vægge, som nu har udskiftet gitteret, udspiller der sig en uigennemskuelig forvirring af lys og refleksioner idet man bevæger sig op eller ned, hvor man mister evnen til at skelne mellem, hvornår trappen med gulvtæppet bliver spejlet, og hvornår man egentlig ser den glide forbi, og hvor man ser sig selv reflekteret i flere lag, som bevæger sig op og ned i forhold til hinanden.

Georges Poulet beskriver i Proustian Space (Johns Hopkins University Press, 1977, trans. E. Coleman) Prousts virkelighedsopfattelse som fragmenteret og diskontinuerlig. Specielt det sidste begreb er for Poulet en hovedkategori i det proustianske univers. Overraskende nok hævder Poulet, at diskontinuerlighed er i modsætning til både en panteistisk verdensopfattelse, som den man finder hos Giordano Bruono eller Spinoza, og til den (natur)videnskabelige verdensopfattelse. Førstnævnte anerkender ikke diskontinuerligheden, fordi alt ultimativt er forbundet og afleder sin autencitet fra et essensslægtskab. Men det videnskabelige blik på naturen er if. Poulet ligeledes præget af en homogenificerende opfattelse, idet alt her opfattes som bestående af samme observerbare og målbare materielle bestanddele. I modsætning til begge stiller Poulet Prousts verden:

It is a world that affirms the qualitative and the heterogenous. As soon as a thing manifests itself in its own quality, its "essence," it reveals itself as different from all other things (and their essences). From it to the others there is no passage. Qualitative realities for Proust seem condemned then to an isolatied, insular existence, separated by insurmountable distances. (p. 40)

Poulets hovedpointe er, at det originale ved Prousts håndtering af det diskontinuerliges kategori, er at den ikke blot dominerer hans blik på ting og levende væsener, men ligeledes overføres på selve rummet:

there is never a question of space; there is only the question of places, and the distance that exists between places. (p. 42)

I tillæg til den velkendte proustianske fragmentering af tiden, og af erindringen, som vi har hørt om så ofte, lægger Poulet hans opfattelse af rummet og afstande, der nu blot består af steder, der som Lebnizianske monader er "uden vinduer", som det sommetider siges.

Der kan ikke være nogen tvivl om, hvilket Poulet naturligvis også gør opmærksom på, at denne fragmentering, både af tid og rum, hovedsageligt er præget af de moderne, teknologiske forandringer af transport og basale levevilkår, som i tiden, hvori På Sporet foregår, i et rivende tempo gennemsyrede måden man levede på specielt i storbyer som Paris. Eksempler som ofte nævnes fordi de i På Sporet spiller en afgørende rolle mht. specielt fragmenteringen af den rumlige dimension er: telefonen, jernbanen og automobilen.

Hertil kunne man måske tilføje: elevatoren. Få læsere af På Sporet vil have glemt, hvor mange sider der bruges på at beskrive elevatorturene i Balbecs Grand Hotel, hvordan Marcel på skift irriteres og oplives af elevatorføreren, der afbilledes som en snagende, næsvis og uforskammet underklassepersonage, der bestandig forsøger at aflokke sin passager drikkepenge, men som Marcel også uden dårlig samvittighed udfletter for oplysninger om andre gæster, og sågar forsøger at afpresse oplysninger om vennen Robert de Saint-Loup homoseksuelle eskapader.

Elevatorførerens søster, som den laverestående familie forsøger at få giftet "opad" i det sociale hierarki, er genstand for en længere replik, som elevatorføreren lirer af, og som gengives af fortælleren med lårtyk ironi og tydelig foragt for den vulgaritet, han åbenlyst væmmes ved hos den plebajeriske og urealistisk snobbede tjener:

You know, Sir, she's a fine lady, my sister is. She plays the piano, She talks Spanish. And you would never take her for the sister of the humble employee who brings you up in the lift, she denies herself nothing; Madame has a maid to herself, I shouldn't be surprised if one day she keeps her carriage. She is very pretty, if you could see her, a little too high and mighty, but, good lord, you can understand that. She's full of fun. She never leaves a hotel without doing something first in a wardrobe or drawer, just to leave a little keepsake with the chambermaid who will have to wipe it up. Sometimes she does it in a cab, and after she's paid her fare, she'll hide behind a tree, and she doesn't half laugh when the cabby finds he's got to clean his cab after her.... as my sister says, there will always have to be the poor so that now that I'm rich I can shit on them. You'll pardon the expression. Goodnight, Sir. (Sodom and Gomorrah)

Elevatoren er for Proust, ligesom jernbanen og automobilet, en demokratiserende men samtidig fragmenterende foranstaltning.

Familien Proust selv flyttede d. 24. maj 1873 fra den lejlighed i rue Roy nr. 8, hvor forældrene Adrien og Jeanne havde boet siden deres bryllup tre år forinden, til en større og moderne lejlighed på boulevard Malesherbes nr. 9. Her boede familien indtil år 1900, og Marcel har således haft sit hjem her i 28 år. De moderne komfortomstædnigheder her omfattede, ud over badeværelse, en elevator. Dette sted spillede en stor rolle i Prousts liv, og det er alment anerkendt som forlægget for Guermantes palæet, hvor familien bor i På Sporet.

I gården på boulevard Malesherbes nr. 9 kan man i dag se bagsiden af et vaskeri, der som et spøgelse af Jupiens skrædderbutik giver en svimlende fornemmelse af at stå midt i Marcels verden. Selv om det ikke er muligt her at komme ind i opgangen, så kan man snige sig til at fotografere ind gennem et vindue på den næste adresse, familien flyttede til, i det endnu mere luksuriøse rue de Courcelles nr. 45, hvorfra Marcel er gået gennem rue Rembrandt til Parc Monceau, en romantisk park i engelsk stil, der stadig er et tilløbsstykke for bl.a. barnepiger der lufter herskabsunger fra kvarteret. Og i opgangen til rue Courcelles 45 er der stadig en elevator i den gamle stil med støbejernsgitter, som dog ikke længere ser ud til at være i brug, men står ubevægelig i stueetagen.

Discovering Music

Endnu en guldgrube: BBC's Discovering Music's arkiv!

Potsdamer Platz

Engang kunne man ikke nævne Potsdamer Platz uden i samme åndedrag at indskyde en bemærkning om dens trafikale problemer. Man sagde: "Lad os gå over Potsdamer - og dog, der så meget trafik." Eller: "Hun bor lige ved Potsdamer Platz. Det må være forfærdeligt med al den larm og støj." Strømmen af biler og fodgængere var endeløs. Omtrent 5.000 sporvogne kørte over pladsen hver dag, og de første elektriske trafiksignaler i Tyskland installeredes her. (I hvert fald i mytologisk forstand, selv om Hamburg formentlig kom først.) Men Potsdamer Platz var samtidig et symbol for urban luksus og glamour. Man havde ikke været nogen steder, hvis man ikke havde været på Potsdamer. Den var et centrum for europæisk chic kultur: en massekulturel stræben efter den form for nydelse, seksuel frihed og grænseløst forbrug, der før 1900 var udelukkende forbeholdt et velstående fåtal, og som i det begyndende århundredes første årtier blev associeret med de nye underholdningsformer, jazz og film. Denne massebevægelse kontrolleredes og æggedes af økonomiske interesser, masseproduktionsselskabers spekulation, og de reklamer der i disse år begyndte at dukke op i det offentlige rum. På det psykologiske niveau var denne spirende forbrugskultur med til at skabe forliste drømme, skizoide forestillinger om sex, om ens egen krops manglende værdighed, om andres beluring, om skyld og penge. Alle disse neuroser og opmagasinerede lyster blev udlevet om natten på steder som Potsdamer Platz. Denne 'Schattendasein' er genstanden for Kirchners Potsdamer Platz, hvor fortovene er spidse som dolke og adskilles af en absintgrøn afgrund i midten af hvilken to 'kokotter' uden øjenkontakt - den ene forklædt som enke med et slør der ligner et bur - flyder uden for rækkevidde for de mandlige silhuetter, der sniger sig omkring gadehjørnerne. Under de allieredes bombardermenter 1943-45 og under Slaget om Berlin 1945 jævnedes Potsdamer Platz med jorden. Som et symbol på hele Berlins kataklystiske destruktion stod det ultramoderne Columbushaus nu som et afsvedet kadaver på pladsens norvedstlige hjørne. Columbushaus havde altid været malplaceret, uden for sammenhæng. Selv om Mendelsohns energiske entreprenør- og arkitektvirksomhed fik det bygget på trods af den franske stormagasinkæde Lafayettes tilbagetrækning, forblev Columbushaus det eneste nye bygningsværk på pladsen indtil Hitler-Speer projektet om et nyt Berlin, hovedstaden i det nye Germania. Ved krigens afslutning stod Columbushaus som en ruin, en grotesk påmindelse om den verden, der knustes først af nazisterne selv, og derefter af deres egen undergang. Gennem koldkrigsårene lå Potsdamer Platz øde hen, splittet af muren der løb direkte ned gennem pladsen. Det offentlige rum Kirchner havde malet var nu en del af det berømte ingenmandsland mellem yder- og indermuren - dødsstriben bevogtet af skarpskytter. Der hvor flaneurer, ludere, forrentningsfolk og tiggere før havde trængtes og stimlet sammen, hvor blikke var blevet udvekslet med fremmede forbipasserende med alkohol, kokain, opium, hash, tobak og jazz strømmende i deres blod, der gik nu ingen, og hvis man var nødt til at læggen ruten denne vej, hastede man duknakket langs muren. Ved nattetide kunne skikkelserne for den overfladiske betragter tage sig ud som Kirchners vampyrlignende sortfrakker. Men for disse skikkelser, der hastede med nervøse skridt for at forsøge at komme videre, var truslen ikke en indefrakommende, men en udefrakommende. Pladsen der før havde dannet skueplads for neurotiske og forskruede psykologiske frustrationers ydre symptomer i blikkenes flakken, og de affekterede talemåder, var nu overvåget af en altopslugende, usynlig stirren. Efter genforeningen lagdes der store planer for Potsdamer Platz, hvis historie, placering, og ikke mindst fuldkomment øde landskab var perfekt egnet til at danne rammerne om det ekstravagante varemærke for det nye, nye Tyskland. Da det münchenske arkitektbureau Hilmer & Sattler i 1991 vandt konkurrencen om projekteringen af en total fornyelse, blev Potsdamer Platz Europas største byggegrund. I dag er pladsen endnu engang et trafikalt knudepunkt. Men den omkranses nu af enorme, hi-tech bygninger i glas og stål, der skinnende spejler pladsens rum i sig. Under Helmut Jahn's fantastiske baldakinpavillon, der danner det indre atrium af hans omdiskuterede Sony Center, åbner der sig elliptisk, 102 m bred offentlig plads. Halvt indendørs som i et amerikansk mall, halvt udendørs som på en europæisk piazza, er dette Sony [registered trademark] space omkranset af franchiserestauranter, hvor menukortene i en nærmest grotesk parodi tilbyder klassiske fristelser som belgiske vafler, melangekaffer, og wienerkager. På den kønsløse og pasticheprægede 'Café Alfredo' - hvis menu er produceret af Häagen-Dasz - finder man endog en af disse søde sager med titlen 'Der Klassiker'. Disse specialiteter, som Kirchner øjeblikkeligt ville have genkendt, er her blevet kitsch, og de fortæres af superovervægtige, mentalt underudviklede, zombielignende turister af en type, der er ganske ny i denne afmurede verden, hvor alle konturer for alvor er forsvundet, og hvor man fødes til et liv af bevægelseshæmmende fedme og sanselammende underholdning. Over indgangspartiet til det tyske museum for film og fjernsyn, som er placeret her, viser en gigantisk fladskærm billeder, der ligner screensavers - polerede teksturshots af konkylier, græsgange, skove, vandløb, og digitaliserede spiraler. Et af de vekslende gengangere er en kort sort-hvid sekvens af Marlene Dietrich med lange sorte handsker. I et kort sekund toner Die Marlene nu og da frem over massen af kameraer, baseballcaps, og mobiltelefoner som en surreal vision, et drømmesyn fra førkrigstidens Berlin.

Olduvai

Det ældste objekt i the British Museums samling er et støderedskab af sten fra Olduvai Slugten i Tanzania, som er dateret til at være ca. 1.8 mio. år gammelt. En skarp kant er blevet frembragt ved at slå flager af begge sider af stenblokken for at frembringe et værktøj, der formentlig er blevet brugt til mange forskellige opgaver som f.eks. at hugge grene af træer, skære kødet fra nedlagte dyr, og ikke mindst til at knuse knogler for at blotlægge den benmarv, der på dette tidspunkt var en essentiel del af den menneskelige kost. Stenen er således blandt de allertidligste eksempler på intelligens hos skabninger, der endnu ikke kan kaldes homo sapiens. Homo erectus, som der her er tale om, havde en hjerne, hvis størrelse udgjorde 74% af vores egens. Og dog, når man betragter denne bearbejdede stenblok, ser man i konkret forstand kardinaleksemplet på, hvad der gør os unikke blandt dyrene, nemlig det at vi som det eneste blandt dyrene efterlader spor ikke blot af, hvad vi er og har været, men af hvad vi skaber. Al skabning af denne art er nødvendigvis altid en reorganisering af materiale, der allerede er til stede i naturen. Mennesket deler materien, det splitter den ad. Fra Olduvai til CERN. Vi blotlægger strukturer, som ikke er synlige på overfladen og klarlægger dermed både årsager og potentialer. Men at betragte stenredskabet i montren på British Museum er samtidig uendeligt meget mere. Man kan her få en fornemmelse af at stå uden for tiden, af i ét nu at skræve henover årtusinderne og være direkte forbundet med den lodne hånd, der greb om dette stykke klippe, og som lærte af sine erfaringer, og hvis skridt begynder en sti, ad hvis forgreninger vi alle er vandret, og som den besøgende selv er kommet ad over Russel Square, gennem bygningen til dette ubemærkede hjørne af de nyåbnede gallerier om oplysningstiden, hvor Olduvai stenen har fundet sin endelige destination. Men endnu en opdagelse ligger gemt her, en der ikke er tilsigtet fra museets side. Ved siden af montren med Olduvai stenen er der i øjeblikket opslået en lille stand med et af British Museums 'hands on' tilløb. En frivillig viser lignende sten frem og lader de besøgende røre og håndtere dem. Disse genstande, der har fået lov til på denne måde at blive befamlet af de mange turister og ander interesserede, er formentlig ikke blandt museets mest skattede ejendele. Men netop derfor opdager man noget ganske bemærkelsesværdigt. Det viser sig nemlig, at der er en hel del af stenene, som museet ikke kan placere - ikke mht. hvor gamle de er, hvad de har været brugt til osv., men mht. til hvor de er fundet og af hvilken ekspedition. På den ene af de jeg selv så i sidste uge, var der en inskription, som kunne afkodes ganske præcist med årstal, ekspeditionens navn, leder, osv. Men på den anden var den tilsvarende inskription udvisket af årtier af arkæologers, antropologers, konservatorers, kuratorers og andres berøring. Damen i standen afslørede tilmed, at museet ligger inde med utallige objekter, som de nok kan identificere som f.eks. homo erectus stenredskaber, men hvis genealogi i museets eget regi er gået tabt. Der pågår mao. et arkæologisk projekt på museets egen grund, gennem støvede arkiver, ned gennem lagene af den menneskelige anmasselse af viden om sig selv. I bogstaveligste forstand er Historien blevet historisk.