Vincent - helt tæt på

Jeg har tidligere skrevet om van Gogh udstillinger her. Dengang var jeg irriteret over den måde, MOMA formåede at forvandle et museumsbesøg til en militærøvelse, og at det var komplet umuligt at opleve værkerne pga. de andre gæsters kropsmasser og tilsyneladende manglende interesse for de billeder, de ikke havde set reproduktioner af adskillige gange før.

Men da jeg i den forgange uge besøgte Royal Academy's aktuelle udstilling The Real van Gogh - the Artist and his Letters, fik jeg heldigvis en helt anden oplevelse. Ikke fordi der ikke var fuldt hus - selv på en flad tirsdag formiddag. Det undrer mig stadig, at man lukker så mange gæster ind på en gang; så mange at oplevelsen uundgåeligt forringes. Men alligevel var besøget helt klart det værd.

Formentlig skyldtes dette, at jeg denne gang tog imod tilbudet om en audioguide til udstillingen - hvad jeg egentlig som regel gør. Men det at gå rundt denne gang med hovedtelefoner på formåede at hensætte én i sin egen verden; eller rettere at hensætte én til det, der var udstillingens formål: at opleve detaljerede sammenligninger mellem lærrederne og brevene. I første regi var formålet med udstillingen det, som kuratoren forklarede på et af lydsporene, nemlig at aflive myten om van Gogh som den vanvittige kunstner, der skar sit eget øre af og levede på randen af en afgrund af en forfærdelig depression og sindsygdom. Vincent havde problemer, ingen tvivl om det. Men faktisk var hans vanvid henlagt til den sidste del af hans liv; og hvad der måske er mere vigtigt: han arbejdede som regel ikke, mens de stod på. Mao. er næsten alle hans værker lavet i perioder, hvor han i realiteten var udstyret med et klarsyn, der totalt overskygger myten om den afsindige forkynder af moderniteten. Nogle - som f.eks. en af de første af hans udstillere efter hans død - mener ligefrem, at hans forfattervirksomhed, dvs. hans breve først og fremmest til broderen, men også til Gaugin og andre, fortjener lige så meget opmærksomhed som hans malerier.

Hvadend man nu måtte mene om dette udsagn, så er der naturligvis ingen tvivl om, at van Gogh så sig selv som forkynder. Man behøver blot at minde sig selv om hans oprindelige kald - den prædikantvirksomhed, der førte ham til, med Orwelliansk (og, for dem begge, ubetviveligt Franciskansk) beslutsomhed, at omfavne det beskidte liv i Londons fattigkvarterer. Og ligesom ved MOMA's udstilling kunne jeg ikke undsige mig en vis tvivl om, hvorvidt Vincent ville have billiget dette opbud af turister og smiskende engelske madamer, der begloede hans lærreder her i det palladinske Burlington House, langt fra Londons både datidige og nutidige slum.

Under alle omstændigheder var det formentlig audioguidens måde at bringe én i kontakt med detaljerne i brevene - og ikke mindst de skitser som de indeholder, og som er lavet efter malerierne for at videregive til Theo de seneste frugter af Vincents arbejde - der fascinerede mig. Man kunne bogstaveligt talt følge med i brevenes sommetider franske men for det meste hollandske tekst. Og da jeg efter nogen tid havde fundet en teknik, hvorved jeg kunne undgå menneskemassen der defilerede forbi lærrederne, blev besøget virkelig fantastisk.

Et højdepunkt var pointeringen af, at van Gogh eksplicit var ude efter at skabe en ny type af portrætmaleri. Istedet for at afbillede en bestemt person - som f.eks. en Rembrandt kunne gøre det - var van Gogh interesseret i at skabe en type. Formentlig kan dette sættes i sammenhæng med det velkendte omkvæd om modernitetns underlige dobbelte forhold til individet: på den ene side en udhviskning og på den anden side en knæsættelse. Men det kan ikke gøres her.

Jeg er dog stadig ikke sikker på, hvad jeg mener, om udstillingen af det brev Vincent havde på sig, da han skød sig selv midt mellem aksene i en bølgende kornmark, afmægtig og hovedkuls kastet ned i afgrunden. Det brev, han skrev lige før dette, og som han postede til Theo, var naturligvis også med; men dette sidste, der blev fundet i hans ligs jakkelomme, gav mig en mærkelig oplevelse af på den ene side at stå ansigt til ansigt med manden og på den ande side en fornemmelse af, at man måske ikke burde komme så tæt på. Men tæt på kom man. Helt tæt. Man kunne endog undre sig over nogle rustfarvede pletter på dette tragiske upostede brev - er det blod? Vincents blod?

Eksercitsen

The Museum of Modern Art ser i disse dage horder af tilrejsende besøgende. Det er udstillingen 'Van Gogh and the Colors of the Night', hvor nogle af Vincents mest populære værker såsom 'The Night Café', 'The Potato Eaters' og 'Starry Night' fremvises, der er skyld i denne daglige, regulære og bestandigt selvfornyende skare.

Hvad størrelse angår er udstillingen beskeden - blot omtrent 5-6 rum, godt og vel 50 værker. Dog er antallet af besøgende noget af det mest overvældende undertegnede har oplevet i sin, det tør vi vist godt sige, solide karriere som museumsgænger. Jeg mødte op onsdag morgen kl. 9.20, over en halv time før det daglige billetsalg begynder, og over en time før udstillingslokalerne slår dørene op. Alligevel var der allerede en kø der strakte sig hele vejen ud til glasdørene. Mens jeg ventede mellem to forvirrede tyske damer foran mig og et hollandsk ægtepar bag mig (det forbliver en gåde hvorfor ventende i en kø bestandig ser sig nødsagiget til nærmest at læne sig mod ryggen af de, der står foran dem), annoncerede en af MOMAs typiske unge, kvindelige medarbejdere med en ligeså typisk hyperartikuleret stemmeføring muligheden for at købe billetter online og således springe køen over. Jeg deserterede straks fra køen og forhørte mig nærmere. Jeg blev nu informeret om, at køen som regel forsvinder midt på dagen, så jeg indså straks muligheden for at drikke kaffe i 2 timer på en cafe i nærheden (heldigvis havde jeg læsning med). Da jeg imidlertig kom tilbage kl. 11.30 havde køen forlænget sig selv og strakte sig nu hele vejen ned ad 53rd Street til Lexington Avenue.

Dette blev mit stikord til i stedet at tage på the Metropolitan Museum. Et ganske udmærket valg, og sidevis kunne bruges på at genfortælle den overvældende mængde af mesterværker, jeg her genså til stor fornøjelse. Men her skal der i stedet fortælles om videre erfaringer gjort med MOMAs Van Gogh udstilling. (Måske er det på sin plads at indrømme en ganske uventet og på sin vis nærmest pinlig nostalgi, der steg op i mig, da jeg faldt over et maleri af Thorvaldsens Museum i København. Og dog gør vi formentlig bedre i at bevæge os hastigt videre.)

Jeg vendte altså tilbage her til morgen med min udprintede forudbetalte billet - $12, studenterpris, fuld adgang til alle samlinger og særudstillinger - ikke dårligt syntes jeg. Ganske rigtigt gav dette mig lov til at springe billetkøen over. Jeg ventede derfor artigt ved indgangen sammen med en mængde andre priviligerede, og mens vi betragtede endnu mere privilegerede individer med pressekort og V.I.P. mærkater komme ud fra udstillingen, som de allerede havde beskuet i ro og mag, mærkede vi anmasselsen af almindelige fodfolk vokse og vokse bag os. Da tiden nærmede sig det spændt ventede øjeblik, var der omtrent hundrede mennesker - som skændtes, lo og diskuterede på mindst ti forskellige sprog - bag os. Mængden holdtes dog stadig tilbage, og fem minutter før åbning blev vi beordret endnu et skridt frem, gennem billetchecket og ind på trappen foran de store glasvinduer ud mod den berømte skulpturhave. Da vi endelig fik signal til at angribe, var folk så spændte, at mange løb op ad trapperne, masede sig frem, skubbede hinanden opad mod andensalen, hvor Vincents billeder stadig ventede.

Heroppe ventede imidlertid også endnu en barriere. Man måtte nu line op for at blive udstedt med en tidsbestemt billet. Og selv om dette skete til militaristiske råb af "Please line up against the wall; against the wall!", beroligede det mig dog en smule at vide, at ordensmagten på denne måde dog havde besluttet kun at slippe en vis portion af de efterhånden svedige og prustende kroppe ad gangen løs på billederne.

Og nu var vi inde. Med hastigt søgende blikke udså folk sig de velkendte motiver, som de vidste skulle ses, 'Starry Night' var det første til at gå under - det forsvandt efter blot få minutter bag nakker med store frisurer, dynefrakker og fedladne hoftepartier. Det var lettere at komme til at se 'The Night Café', uvist af hvilken grund. Måske var det virkelig lykkedes Vincent her at opnå det han ville, nemlig, som han siger i et af sine breve, at udtrykke ideen om beværtningen som et sted man kan destruere sig selv - frastødende, netop, ligesom komplimentærfarverne her støder sammen, koliderer med hinanden på lærredet, virkede dette billede på mystisk vis som en anti-magnetisk kraft på de besøgende, og jeg fik således lov at stå foran det i hele 30 sek uden at mit blik på noget tidspunkt blev afbrudt af en forbipasserende, eller mine arme og ryg berørtes af en søgende skikkelses flygtige gang - en tidslængde der ved de andre slagere måtte være fuldkommen utænkelig.

Stakkels Vincent. Endnu engang må du vel bukke under for tragedien. Du som intet kunne sælge, du som på trods af en broder til gallerist bestandig måtte forblive upopulær, og som gik under i dit indres eksplosion. Du som ville prædike, og ville ruske i selv de laveste klasser, du som ville råbe i ørerne på folket. Du måtte vel på én gang være tilfreds med denne syndflod af tilskuere, som nu drages mod dig, og samtidig undres, ja skræmmes lidt af deres strategiske angrebsform. Beskuelsen af dine billeder styres nu af folk med walkie talkier, elektroniske stregkodelæsende billetkontrollanter, automatiserede glasdøre og konstant observerende kameraøjer.

Men du var på sin vis altid håbefuld, og derfor er det måske på sin plads at slutte i samme stemning; ja, måske med et citat fra en af dine bøger som lå opslået i en glasmontre ved udstillingens afslutning. "Tout en faisant ces reflexions", læste jeg, "j'allais devant moi, à l'aventure."

Og måske er det også på sin plads at beskrive hvordan jeg dagen før denne travestiske oplevelse af Vincent feberen, de tomme frakkers fremstormen gennem gallerierne, fandt dine billeder på the Met ubevogtede - skjult af larmen fra MOMAs udstilling 30 blokke længere downtown. Og jeg stirrede i flere minutter ad gangen på få centimeters afstand på dine maniske penselsstrøgs jordlag.