Lir og blodtryk

Tre portrætfilm om pianister, der kan ses gratis på YouTube, er:

* Alfred Brendel - Man and Mask

* Glenn Gould Moments [link til 1. del, resten findes derfra]

* Sviatoslav Richter - the Enigma [1. del mangler]

Genren er langt fra hævet over enhver kritik, naturligvis. Et problem er, at man sjældent (og så vidt jeg erindrer aldrig i nogen af ovenstående) hører et værk blive udført i sin helhed. Men selvfølgelig er det ikke denne genres job at viderebringe optagelser af opførelser af værker - det har vi koncertfilm osv. til. F.eks. kunne man nævne

* Horowitz - the Last Romantic

som hovedsageligt består af værkopførelser (optagelserne til den DG CD der kom til at hedde Horowitz slet og ret), men med små indskud fra maestroens besøg hos Steinway i New York, lidt småsnak med fru Wanda derhjemme osv. Helt ok. Især det allerførste værk på CD'en, og i filmen, Bach-Busonis Nun komm, der Heiden Heiland, fremviser Horowitz når han var bedst - ikke højst. Men der er da også lir, som f.eks. Chopin Scherzo med kameravinkel ovenfra og den slags. Horowitz's teknik er dog desværre ikke hvad den må have været dengang han som ny-defekteret sovjetborger kom til USA og havde øvet sig så godt på et lydløst klaver på vejen over Atlanten at Rachmaninov nægtede at spille sin frygtede 3. efter at have oplevet den unge Volodjas komplette besejring af partituret. Den (fomentlig! - ingen ved hvornår præicst han var født) 82 årige Mester fra Petersborg var måske den sidste romantiker; men han kunne ikke spille Chopin Scherzi til sidst. Og alligevel er de teknisk mindre krævende værker fantastiske - Chopin a-mol mazurka'en, Schubert impromptu'en, Scriabin etuden. Navnlig i sidstnævnte hører man en helt anden tid - en epoke der allerede er forbi. (For retfærdighedens skyld henviser vi også til nogle tidligere rosende ord om Vladimir.)

Indrømmet, altså: Den mere biografiske genre, som de tre førstnævnte film falder under, har andre mål. Et andet problem er dog, at indsigterne i musikken og kunstnerens fortolkninger af den sjældent stikker særligt dybt. Som regel får vi en kollage af udtalelser fra venner, famillie, kolleger - og nogle enkelte eksperter. Men eksperternes udtalelser er alt for ofte begrænsede til pladrende, stjerneragende smiger, der ikke har noget andet formål end at sælge CD'er og koncertbilletter.

Nogle gange lykkes det alligevel at lave en dokumentar om musik, som formår at viderebringe virkelige indsigter. Jeg mener personligt at flg. to film opnår dette på hver sin meget forskellige måde:

* Conducting Mahler

* 32 Short Films about Glenn Gould

Selv om Conducting Mahler selvsagt ikke handler om klavermusik er den alligevel medtaget her simpelthen fordi den efter min mening er en af de bedste musikdokumentarer der findes. Filmen komplimenteres ofte (f.eks. på den DVD jeg købte for lang tid siden) af en anden film, I have lost Touch with the World, hvis titel er taget fra den første af Mahlers Rückert Lieder, 'Ich bin der Welt abhanden gekommen' (hør den her i en ikke helt optimal indspildning). Denne film handler fortrinsvist om Mahler's 9. og lidt om Das Lied von der Erde og kan, måske pga. dette begrænsede emne, muligvis siges at være endnu mere vellykket. Måske skyldes det også kommentarerne af Henry-Louis de la Grange, hvis mastodontbiografi om komponisten er blevet rost til skyerne og formentlig ikke uden grund.

Faktisk er der lavet flere film om dirigenters kamp med (og om) Mahler - og også specifikt om den 9. F.eks. kan man på boxsættet med DVD optagelser af Bernstein's samlede Mahler med Wienerne fra 70'erne se Lenny i to korte dokumentarer. (Se den 4. herfa her.) Den ene er en personlig kommentar til Das Lied og er egentlig en udmærket introduktion til det værk (klip her). Den anden er en kombination af optagelser af prøverne til den 9., og interviews hvori Berstein udtrykker sin noget selviscenesatte, lidende tilgangsvinkel til Mahler. (YouTube har et klip fra den her.) Hans overordnede fortolkning af den 9. adskiller sig i øvrigt fra bade Haitinks og de la Granges som disse udtrykkes i de to andre ovennævnte film.

32 Short Films about Glenn Gould har opnået en vis berømmelse. Som titlen angiver, består den slet og ret af 32 kortfilm, nogle under et minuts længde - de er alle tilgængelige på YouTube som separate klip. Selv det obligatoriske biografiske materiale med Goulds venner og familie er her bemærkelsesværdigt ok, selv om der sniger sig sentimentaliteter ind her og der. Men der er intet dokumentarisk materiale med Gould selv, som i stedet portrætteres som dreng, ung og middeladrende af forskellige skuespillere.

Måske er grunden til at jeg sætter pris på 32 Short Films den, at mange af filmene er simple akkompagnementer til hele indspildninger. Kapitlet 'Diary of One Day' (se denne på YouTube her) er klart undertegnedes favorit og formår at videregive uendeligt meget mere end noget interview eller nogen forelæsning. En outreret og fantastisk sammensmeltning af medicinske blodtrykmålinger overlagt sorthvide, levende røntgenbilleder går bersærk til lyden af den omtrent 2 minutter lange gigue fra Schönbergs suite for klaver op. 25. Vildt og blodigt og hårdtslående.

Nogle reflektioner over Chopins Barcarolle

Lyt til Chopins Barcarolle i fis-dur, opus 60 komponeret 1845-6 - her et kort uddrag af min favoritindspilning med Maurizio Pollini: RealPlayer eller WinMedia.

Traditionelt opfatter vi Chopin (1810-1849) som den arketypiske romantiker. Hans klavermusik er komponeret for virtuosen, hvis udførelse skal slå gnister mod umuligheden og samtidig udtrykke hele den menneskelige sjæls følelsregister. Vladimir Horowitz, der indspillede flere værker af Chopin end af nogen anden komponist, sagde engang om sig selv, at han måtte være både en engel og en djævel for at kunne projektere det, komponisten havde ønsket.

Store dele af Chopins opus passer præcist ned i denne karakteristik. Måske er det bedste eksempel hans Mazurkaer. Her er hele den romantiske idé inkapslet. Mazurkaen er, som bekendt, en polsk folkedans; men i Chopins hænder forvandler den sig til en nådesløs tour de force, uden at den dog på noget tidspunkt mister sin forbindelse til den folketone, hvis dyrkelse er et hovedelement i al romantik.

Men lyt igen til Barcarollen i fis-dur. Der er noget andet på spil. Romantikken er transcenderet i dette værk, der, sådan fortælles det ofte, måske ikke uden grund beundredes af Debussy og Ravel, for hvem Barcarollen udgjorde Chopins højeste præstation.

Som genre er barcarollen (it. barcarolla) oprindeligt en gondolieresang, altså en folkesang sunget af en venetiansk gondoliere. Formen i sig selv lægger altså op til en slags rokkende rytmisk opfattelse på den ene side; men på den anden side lægges der op til, hvad der forbindes med gondol-motivet - formentlig en vis sværmerisk fornemmelse af romantiske (i den betydning af det ord, der ikke henviser til en epoke) udsigter. Mht. det rytmiske noterer vi os, at Chopins Barcarolle er sat i 12/8 - altså en taktart, der ikke er uforenelig med en vis dansant karakter. Så dermed er de traditionelle implikationer af formen måske overholdt.

Mht. det sværmeriske motiv - det der forbindes med det Venedig, der vendes på vrangen i Manns Der Tod in Venedig - må fortolkningen imidlertid være mindre sikker. Vi må sige, at Chopin på ingen måde er sværmerisk i dette værk - omend et sådant motiv langt fra ligger ham fjernt, f.eks. i visse af Nocturnerne. Tværtimod er det, der er på færde - og det, der efter min mening fascinerede Debussy og Ravel - en vis impressionisme, der tematisk ikke er langt fra Ravels 'Une Barque sur L'océan' fra hans Miroirs, som uropførtes Paris, 6. januar 1906.

På trods af den virtuositet, som er fraværende i Debussys og Ravels værker - og som på ingen måde må forveksles med det pianistisk-teknisk krævende - giver Barcarollen udtryk for en transparens - der er noget gennemsigtigt og klart over dens klangunivers. Samtidig er der tale om, for at blive ved de optiske metaforer, at vi som i et impressionistisk maleri ser gennem et lag af flimrende lys, et glimrende spil af farvetoner, som minder os om forskellen mellem motivet og billedet.

Barcarollen, der skabtes få år før Chopins død i det for europæisk historie så betydningsfulde år 1849, peger fremad mod en ny kunstopfattelse, en ny kulturhistorisk æra. Det interessante er, at på trods af, hvad man kunne forvente baseret på Chopins tidligere værker, er det, der anticiperes ikke den feberlignende overmodning af romatikken, som man f.eks. forbinder med Wagner og Mahler. Det der anticiperes er den anden side af den sidste halvdel af det 19. århundredes kulturhistorie - nemlig den side, der forsøger at omfavne den moderne verden, som den bryder frem i disse år, og som fødes med impressionismen og avant-garden.