Potsdamer Platz

Engang kunne man ikke nævne Potsdamer Platz uden i samme åndedrag at indskyde en bemærkning om dens trafikale problemer. Man sagde: "Lad os gå over Potsdamer - og dog, der så meget trafik." Eller: "Hun bor lige ved Potsdamer Platz. Det må være forfærdeligt med al den larm og støj." Strømmen af biler og fodgængere var endeløs. Omtrent 5.000 sporvogne kørte over pladsen hver dag, og de første elektriske trafiksignaler i Tyskland installeredes her. (I hvert fald i mytologisk forstand, selv om Hamburg formentlig kom først.) Men Potsdamer Platz var samtidig et symbol for urban luksus og glamour. Man havde ikke været nogen steder, hvis man ikke havde været på Potsdamer. Den var et centrum for europæisk chic kultur: en massekulturel stræben efter den form for nydelse, seksuel frihed og grænseløst forbrug, der før 1900 var udelukkende forbeholdt et velstående fåtal, og som i det begyndende århundredes første årtier blev associeret med de nye underholdningsformer, jazz og film. Denne massebevægelse kontrolleredes og æggedes af økonomiske interesser, masseproduktionsselskabers spekulation, og de reklamer der i disse år begyndte at dukke op i det offentlige rum. På det psykologiske niveau var denne spirende forbrugskultur med til at skabe forliste drømme, skizoide forestillinger om sex, om ens egen krops manglende værdighed, om andres beluring, om skyld og penge. Alle disse neuroser og opmagasinerede lyster blev udlevet om natten på steder som Potsdamer Platz. Denne 'Schattendasein' er genstanden for Kirchners Potsdamer Platz, hvor fortovene er spidse som dolke og adskilles af en absintgrøn afgrund i midten af hvilken to 'kokotter' uden øjenkontakt - den ene forklædt som enke med et slør der ligner et bur - flyder uden for rækkevidde for de mandlige silhuetter, der sniger sig omkring gadehjørnerne. Under de allieredes bombardermenter 1943-45 og under Slaget om Berlin 1945 jævnedes Potsdamer Platz med jorden. Som et symbol på hele Berlins kataklystiske destruktion stod det ultramoderne Columbushaus nu som et afsvedet kadaver på pladsens norvedstlige hjørne. Columbushaus havde altid været malplaceret, uden for sammenhæng. Selv om Mendelsohns energiske entreprenør- og arkitektvirksomhed fik det bygget på trods af den franske stormagasinkæde Lafayettes tilbagetrækning, forblev Columbushaus det eneste nye bygningsværk på pladsen indtil Hitler-Speer projektet om et nyt Berlin, hovedstaden i det nye Germania. Ved krigens afslutning stod Columbushaus som en ruin, en grotesk påmindelse om den verden, der knustes først af nazisterne selv, og derefter af deres egen undergang. Gennem koldkrigsårene lå Potsdamer Platz øde hen, splittet af muren der løb direkte ned gennem pladsen. Det offentlige rum Kirchner havde malet var nu en del af det berømte ingenmandsland mellem yder- og indermuren - dødsstriben bevogtet af skarpskytter. Der hvor flaneurer, ludere, forrentningsfolk og tiggere før havde trængtes og stimlet sammen, hvor blikke var blevet udvekslet med fremmede forbipasserende med alkohol, kokain, opium, hash, tobak og jazz strømmende i deres blod, der gik nu ingen, og hvis man var nødt til at læggen ruten denne vej, hastede man duknakket langs muren. Ved nattetide kunne skikkelserne for den overfladiske betragter tage sig ud som Kirchners vampyrlignende sortfrakker. Men for disse skikkelser, der hastede med nervøse skridt for at forsøge at komme videre, var truslen ikke en indefrakommende, men en udefrakommende. Pladsen der før havde dannet skueplads for neurotiske og forskruede psykologiske frustrationers ydre symptomer i blikkenes flakken, og de affekterede talemåder, var nu overvåget af en altopslugende, usynlig stirren. Efter genforeningen lagdes der store planer for Potsdamer Platz, hvis historie, placering, og ikke mindst fuldkomment øde landskab var perfekt egnet til at danne rammerne om det ekstravagante varemærke for det nye, nye Tyskland. Da det münchenske arkitektbureau Hilmer & Sattler i 1991 vandt konkurrencen om projekteringen af en total fornyelse, blev Potsdamer Platz Europas største byggegrund. I dag er pladsen endnu engang et trafikalt knudepunkt. Men den omkranses nu af enorme, hi-tech bygninger i glas og stål, der skinnende spejler pladsens rum i sig. Under Helmut Jahn's fantastiske baldakinpavillon, der danner det indre atrium af hans omdiskuterede Sony Center, åbner der sig elliptisk, 102 m bred offentlig plads. Halvt indendørs som i et amerikansk mall, halvt udendørs som på en europæisk piazza, er dette Sony [registered trademark] space omkranset af franchiserestauranter, hvor menukortene i en nærmest grotesk parodi tilbyder klassiske fristelser som belgiske vafler, melangekaffer, og wienerkager. På den kønsløse og pasticheprægede 'Café Alfredo' - hvis menu er produceret af Häagen-Dasz - finder man endog en af disse søde sager med titlen 'Der Klassiker'. Disse specialiteter, som Kirchner øjeblikkeligt ville have genkendt, er her blevet kitsch, og de fortæres af superovervægtige, mentalt underudviklede, zombielignende turister af en type, der er ganske ny i denne afmurede verden, hvor alle konturer for alvor er forsvundet, og hvor man fødes til et liv af bevægelseshæmmende fedme og sanselammende underholdning. Over indgangspartiet til det tyske museum for film og fjernsyn, som er placeret her, viser en gigantisk fladskærm billeder, der ligner screensavers - polerede teksturshots af konkylier, græsgange, skove, vandløb, og digitaliserede spiraler. Et af de vekslende gengangere er en kort sort-hvid sekvens af Marlene Dietrich med lange sorte handsker. I et kort sekund toner Die Marlene nu og da frem over massen af kameraer, baseballcaps, og mobiltelefoner som en surreal vision, et drømmesyn fra førkrigstidens Berlin.

Olduvai

Det ældste objekt i the British Museums samling er et støderedskab af sten fra Olduvai Slugten i Tanzania, som er dateret til at være ca. 1.8 mio. år gammelt. En skarp kant er blevet frembragt ved at slå flager af begge sider af stenblokken for at frembringe et værktøj, der formentlig er blevet brugt til mange forskellige opgaver som f.eks. at hugge grene af træer, skære kødet fra nedlagte dyr, og ikke mindst til at knuse knogler for at blotlægge den benmarv, der på dette tidspunkt var en essentiel del af den menneskelige kost. Stenen er således blandt de allertidligste eksempler på intelligens hos skabninger, der endnu ikke kan kaldes homo sapiens. Homo erectus, som der her er tale om, havde en hjerne, hvis størrelse udgjorde 74% af vores egens. Og dog, når man betragter denne bearbejdede stenblok, ser man i konkret forstand kardinaleksemplet på, hvad der gør os unikke blandt dyrene, nemlig det at vi som det eneste blandt dyrene efterlader spor ikke blot af, hvad vi er og har været, men af hvad vi skaber. Al skabning af denne art er nødvendigvis altid en reorganisering af materiale, der allerede er til stede i naturen. Mennesket deler materien, det splitter den ad. Fra Olduvai til CERN. Vi blotlægger strukturer, som ikke er synlige på overfladen og klarlægger dermed både årsager og potentialer. Men at betragte stenredskabet i montren på British Museum er samtidig uendeligt meget mere. Man kan her få en fornemmelse af at stå uden for tiden, af i ét nu at skræve henover årtusinderne og være direkte forbundet med den lodne hånd, der greb om dette stykke klippe, og som lærte af sine erfaringer, og hvis skridt begynder en sti, ad hvis forgreninger vi alle er vandret, og som den besøgende selv er kommet ad over Russel Square, gennem bygningen til dette ubemærkede hjørne af de nyåbnede gallerier om oplysningstiden, hvor Olduvai stenen har fundet sin endelige destination. Men endnu en opdagelse ligger gemt her, en der ikke er tilsigtet fra museets side. Ved siden af montren med Olduvai stenen er der i øjeblikket opslået en lille stand med et af British Museums 'hands on' tilløb. En frivillig viser lignende sten frem og lader de besøgende røre og håndtere dem. Disse genstande, der har fået lov til på denne måde at blive befamlet af de mange turister og ander interesserede, er formentlig ikke blandt museets mest skattede ejendele. Men netop derfor opdager man noget ganske bemærkelsesværdigt. Det viser sig nemlig, at der er en hel del af stenene, som museet ikke kan placere - ikke mht. hvor gamle de er, hvad de har været brugt til osv., men mht. til hvor de er fundet og af hvilken ekspedition. På den ene af de jeg selv så i sidste uge, var der en inskription, som kunne afkodes ganske præcist med årstal, ekspeditionens navn, leder, osv. Men på den anden var den tilsvarende inskription udvisket af årtier af arkæologers, antropologers, konservatorers, kuratorers og andres berøring. Damen i standen afslørede tilmed, at museet ligger inde med utallige objekter, som de nok kan identificere som f.eks. homo erectus stenredskaber, men hvis genealogi i museets eget regi er gået tabt. Der pågår mao. et arkæologisk projekt på museets egen grund, gennem støvede arkiver, ned gennem lagene af den menneskelige anmasselse af viden om sig selv. I bogstaveligste forstand er Historien blevet historisk.

Storytelling

Simon Schama, historiker og kunsthistoriker, formår det umulige. En nervepirrende balancegang mellem popularisme og seriøsitet. To tv produktioner for BBC beviser dette. Både den mytologiserende, billedmanende, feterede og kritiserede A History of Britain (2000) men måske ikke mindst den kortere og dristigere Simon Schama's Power of Art (2006) - netop, ikke 'Schama's The Power of Art' - gennemfører hver sin tour de force akkompagneret af Schama's, indrømmet, opulente men først og fremmest uimodståelige sprogbrug.

I afsnittet om Picasso i sidstnævnte serie, vover Schama endog at påtage sig rollen som samtidskritiker. Her fortælles historien om, hvordan en reproduktion af Guernica tildækkes til ære for den pressekonference, som Colin Powell gav efter sin afsløring af USAs planer om væbnet invasion af Irak på FN forsamlingen i februar 2003.

Essensen af Schamas virtuositet, som dette måske er det bedste eksempel på, antydes af ham selv, da han i serien om Storbritanniens historie, på et tidspunkt betegner hemmeligheden bag Bedas evne til at forvanske den propaganderende historieskrivning som den saxiske immigration forventede og afhang af i det 8. århundredes England som "storytelling". En selvransagelse og -afklædning, om der nogensinde har været en.

Hatten er taget af.

----

Schama på Wikipedia
Beda på Wikipedia