Tre portrætfilm om pianister, der kan ses gratis på YouTube, er:
* Glenn Gould Moments [link til 1. del, resten findes derfra]
* Sviatoslav Richter - the Enigma [1. del mangler]
Genren er langt fra hævet over enhver kritik, naturligvis. Et problem er, at man sjældent (og så vidt jeg erindrer aldrig i nogen af ovenstående) hører et værk blive udført i sin helhed. Men selvfølgelig er det ikke denne genres job at viderebringe optagelser af opførelser af værker - det har vi koncertfilm osv. til. F.eks. kunne man nævne
som hovedsageligt består af værkopførelser (optagelserne til den DG CD der kom til at hedde Horowitz slet og ret), men med små indskud fra maestroens besøg hos Steinway i New York, lidt småsnak med fru Wanda derhjemme osv. Helt ok. Især det allerførste værk på CD'en, og i filmen, Bach-Busonis Nun komm, der Heiden Heiland, fremviser Horowitz når han var bedst - ikke højst. Men der er da også lir, som f.eks. Chopin Scherzo med kameravinkel ovenfra og den slags. Horowitz's teknik er dog desværre ikke hvad den må have været dengang han som ny-defekteret sovjetborger kom til USA og havde øvet sig så godt på et lydløst klaver på vejen over Atlanten at Rachmaninov nægtede at spille sin frygtede 3. efter at have oplevet den unge Volodjas komplette besejring af partituret. Den (fomentlig! - ingen ved hvornår præicst han var født) 82 årige Mester fra Petersborg var måske den sidste romantiker; men han kunne ikke spille Chopin Scherzi til sidst. Og alligevel er de teknisk mindre krævende værker fantastiske - Chopin a-mol mazurka'en, Schubert impromptu'en, Scriabin etuden. Navnlig i sidstnævnte hører man en helt anden tid - en epoke der allerede er forbi. (For retfærdighedens skyld henviser vi også til nogle tidligere rosende ord om Vladimir.)
Indrømmet, altså: Den mere biografiske genre, som de tre førstnævnte film falder under, har andre mål. Et andet problem er dog, at indsigterne i musikken og kunstnerens fortolkninger af den sjældent stikker særligt dybt. Som regel får vi en kollage af udtalelser fra venner, famillie, kolleger - og nogle enkelte eksperter. Men eksperternes udtalelser er alt for ofte begrænsede til pladrende, stjerneragende smiger, der ikke har noget andet formål end at sælge CD'er og koncertbilletter.
Nogle gange lykkes det alligevel at lave en dokumentar om musik, som formår at viderebringe virkelige indsigter. Jeg mener personligt at flg. to film opnår dette på hver sin meget forskellige måde:
Selv om Conducting Mahler selvsagt ikke handler om klavermusik er den alligevel medtaget her simpelthen fordi den efter min mening er en af de bedste musikdokumentarer der findes. Filmen komplimenteres ofte (f.eks. på den DVD jeg købte for lang tid siden) af en anden film, I have lost Touch with the World, hvis titel er taget fra den første af Mahlers Rückert Lieder, 'Ich bin der Welt abhanden gekommen' (hør den her i en ikke helt optimal indspildning). Denne film handler fortrinsvist om Mahler's 9. og lidt om Das Lied von der Erde og kan, måske pga. dette begrænsede emne, muligvis siges at være endnu mere vellykket. Måske skyldes det også kommentarerne af Henry-Louis de la Grange, hvis mastodontbiografi om komponisten er blevet rost til skyerne og formentlig ikke uden grund.
Faktisk er der lavet flere film om dirigenters kamp med (og om) Mahler - og også specifikt om den 9. F.eks. kan man på boxsættet med DVD optagelser af Bernstein's samlede Mahler med Wienerne fra 70'erne se Lenny i to korte dokumentarer. (Se den 4. herfa her.) Den ene er en personlig kommentar til Das Lied og er egentlig en udmærket introduktion til det værk (klip her). Den anden er en kombination af optagelser af prøverne til den 9., og interviews hvori Berstein udtrykker sin noget selviscenesatte, lidende tilgangsvinkel til Mahler. (YouTube har et klip fra den her.) Hans overordnede fortolkning af den 9. adskiller sig i øvrigt fra bade Haitinks og de la Granges som disse udtrykkes i de to andre ovennævnte film.
32 Short Films about Glenn Gould har opnået en vis berømmelse. Som titlen angiver, består den slet og ret af 32 kortfilm, nogle under et minuts længde - de er alle tilgængelige på YouTube som separate klip. Selv det obligatoriske biografiske materiale med Goulds venner og familie er her bemærkelsesværdigt ok, selv om der sniger sig sentimentaliteter ind her og der. Men der er intet dokumentarisk materiale med Gould selv, som i stedet portrætteres som dreng, ung og middeladrende af forskellige skuespillere.
Måske er grunden til at jeg sætter pris på 32 Short Films den, at mange af filmene er simple akkompagnementer til hele indspildninger. Kapitlet 'Diary of One Day' (se denne på YouTube her) er klart undertegnedes favorit og formår at videregive uendeligt meget mere end noget interview eller nogen forelæsning. En outreret og fantastisk sammensmeltning af medicinske blodtrykmålinger overlagt sorthvide, levende røntgenbilleder går bersærk til lyden af den omtrent 2 minutter lange gigue fra Schönbergs suite for klaver op. 25. Vildt og blodigt og hårdtslående.
