Vincent - helt tæt på

Jeg har tidligere skrevet om van Gogh udstillinger her. Dengang var jeg irriteret over den måde, MOMA formåede at forvandle et museumsbesøg til en militærøvelse, og at det var komplet umuligt at opleve værkerne pga. de andre gæsters kropsmasser og tilsyneladende manglende interesse for de billeder, de ikke havde set reproduktioner af adskillige gange før.

Men da jeg i den forgange uge besøgte Royal Academy's aktuelle udstilling The Real van Gogh - the Artist and his Letters, fik jeg heldigvis en helt anden oplevelse. Ikke fordi der ikke var fuldt hus - selv på en flad tirsdag formiddag. Det undrer mig stadig, at man lukker så mange gæster ind på en gang; så mange at oplevelsen uundgåeligt forringes. Men alligevel var besøget helt klart det værd.

Formentlig skyldtes dette, at jeg denne gang tog imod tilbudet om en audioguide til udstillingen - hvad jeg egentlig som regel gør. Men det at gå rundt denne gang med hovedtelefoner på formåede at hensætte én i sin egen verden; eller rettere at hensætte én til det, der var udstillingens formål: at opleve detaljerede sammenligninger mellem lærrederne og brevene. I første regi var formålet med udstillingen det, som kuratoren forklarede på et af lydsporene, nemlig at aflive myten om van Gogh som den vanvittige kunstner, der skar sit eget øre af og levede på randen af en afgrund af en forfærdelig depression og sindsygdom. Vincent havde problemer, ingen tvivl om det. Men faktisk var hans vanvid henlagt til den sidste del af hans liv; og hvad der måske er mere vigtigt: han arbejdede som regel ikke, mens de stod på. Mao. er næsten alle hans værker lavet i perioder, hvor han i realiteten var udstyret med et klarsyn, der totalt overskygger myten om den afsindige forkynder af moderniteten. Nogle - som f.eks. en af de første af hans udstillere efter hans død - mener ligefrem, at hans forfattervirksomhed, dvs. hans breve først og fremmest til broderen, men også til Gaugin og andre, fortjener lige så meget opmærksomhed som hans malerier.

Hvadend man nu måtte mene om dette udsagn, så er der naturligvis ingen tvivl om, at van Gogh så sig selv som forkynder. Man behøver blot at minde sig selv om hans oprindelige kald - den prædikantvirksomhed, der førte ham til, med Orwelliansk (og, for dem begge, ubetviveligt Franciskansk) beslutsomhed, at omfavne det beskidte liv i Londons fattigkvarterer. Og ligesom ved MOMA's udstilling kunne jeg ikke undsige mig en vis tvivl om, hvorvidt Vincent ville have billiget dette opbud af turister og smiskende engelske madamer, der begloede hans lærreder her i det palladinske Burlington House, langt fra Londons både datidige og nutidige slum.

Under alle omstændigheder var det formentlig audioguidens måde at bringe én i kontakt med detaljerne i brevene - og ikke mindst de skitser som de indeholder, og som er lavet efter malerierne for at videregive til Theo de seneste frugter af Vincents arbejde - der fascinerede mig. Man kunne bogstaveligt talt følge med i brevenes sommetider franske men for det meste hollandske tekst. Og da jeg efter nogen tid havde fundet en teknik, hvorved jeg kunne undgå menneskemassen der defilerede forbi lærrederne, blev besøget virkelig fantastisk.

Et højdepunkt var pointeringen af, at van Gogh eksplicit var ude efter at skabe en ny type af portrætmaleri. Istedet for at afbillede en bestemt person - som f.eks. en Rembrandt kunne gøre det - var van Gogh interesseret i at skabe en type. Formentlig kan dette sættes i sammenhæng med det velkendte omkvæd om modernitetns underlige dobbelte forhold til individet: på den ene side en udhviskning og på den anden side en knæsættelse. Men det kan ikke gøres her.

Jeg er dog stadig ikke sikker på, hvad jeg mener, om udstillingen af det brev Vincent havde på sig, da han skød sig selv midt mellem aksene i en bølgende kornmark, afmægtig og hovedkuls kastet ned i afgrunden. Det brev, han skrev lige før dette, og som han postede til Theo, var naturligvis også med; men dette sidste, der blev fundet i hans ligs jakkelomme, gav mig en mærkelig oplevelse af på den ene side at stå ansigt til ansigt med manden og på den ande side en fornemmelse af, at man måske ikke burde komme så tæt på. Men tæt på kom man. Helt tæt. Man kunne endog undre sig over nogle rustfarvede pletter på dette tragiske upostede brev - er det blod? Vincents blod?

Staider paa Livets Vei - Del 8

Dette er det ottende og sidste i en serie af posts om Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1849). Disse posts må forstås som notater om strøtanker, der opstår undervejs, disponeret efter bogens egen struktur.
--






Det stjålne manuskript
Hermed er vi nået til vejs ende med talerne. Det, der følger efter, er intet mindre end et mesterstykke, hvori fortælleren, William Afham, beretter om den begivenhed, der udspiller sig efter selskabet har forladt festlokalerne. Vi skal huske, at William Afham er den sjette gæst, som ikke nævnes – altså som ikke nævner sig selv – da selskabet præsenteres. Han er "Erindringens ulykkelige Elsker" for at bruge vores tidligere udtryk.

Lad os kalde denne del af historien for 'Det stjålne manuskript'. Hermed forsøger jeg at sigte til både det manuskript, som jeget, William Afham, stjæler fra Victor Eremitas hånd i slutningen af 'In Vino Veritas', og samtidig til det forhold, at hele Stadier paa Livets Vei kan siges at være et stort stjålent manuskript. Bogbinderen anerkender selv sin uret til at udgive værket, og det, der viser sig at være dets indhold, er ligeledes en række af manuskripter, der alle kan siges at have noget suspekt ved deres udgivelseshistorie.

Men jeg foregriber her begivenhedernes gang. Efter at selskabet er brudt op, spadserer de fem drikkebrødre – forfulgt af den sjette gæst – gennem skoven. Pludselig kommer de på et lysthus, og opdager der et ægtepar, der sidder til deres aftenkaffe. Det er Assessor Wilhelm og hans hustru. Deres idyl har et spøgefuldt anstrøg, og den måde ægteparret kælent driller hinanden skal ses som en beskrivelse af den borgerlige lykkeforventning. Tilværelsens – man fristes til at sige ulidelige – lethed i det forankrede hjem, hvor den anden bestandig udfylder sin rolle, kærligheden institutionaliseret, erobret af kultur, overlejret med etik. Denne almenhed, som etikken foranstalter, er på én gang indeholdt i subjektets udleveren sig selv til de andre, til offentligheden, og samtidig en form for immanent nivellering, der vokser frem af denne offentlighed, der truer med – ligesom Kierkegaard ser det i sin politiske samtids demokratiseringsbestræbelser, som han var en modstander af – at ende i en total forskelsløshed.

De fem drikkebrødres beluring af ægteparret er også et billede på forfatterskabets via pseudonymerne effektuerede beluring, udspionering af tilværelsens hemmeligheder. Læseren bliver på en gang en flue på væggen i den lukkede stue og på samme tid forstyrres vores betragtning af den indviklede tekstuelle strategi, som udgivelseshistorierne blot er en lille del af. Pseudonymiteten kommer, som tidligere nævnt, stærkest til udtryk i tekstens stilistiske forskellighed.

I episoden med lysthuset fortælles med et ligefremt, tilnærmelsesvist neutralt blik. Vi skal se ægteparret gennem alle de fem synspunkter, som karakteren udgør. Men da Assessoren og fruen endelig bryder op, skiller Victor Eremita sig ud fra selskabet, han springer ind gennem et vindue, og vender triumferende tilbage med et manuskript, som han har snuppet fra Assessorens bord. "et Manuskript af Hr. Assessoren," råber han. "Har jeg udgivet hans andre" – vi husker, at Victor er udgiveren af Enten Eller, hvis anden del udgøres af Assessor Wilhelms breve til A – "saa er det ikke mere en Skyldighed, ogsaa at udgive dette." (83).

Hvor stor en overraskelse dette end måtte være, så er det dog intet mod det fuldkomne brud, der opstår, når vi nu pludselig efter næsten hundrede sider læser et 'jeg'. Det er værd at citere et længere stykke fra det sidste afsnit af 'In Vino Veritas':

Men hvo er da jeg? Ingen spørge derom. Er det ikke faldet ham ind før at spørge derom, saa er jeg hjulpen, thi nu er jeg over det Værste. Jeg er desuden ikke værd at spørge efter; thi jeg er det Ringeste af Alt, man gjør mig ganske undseelig ved at spørge derom. Jeg er den rene Væren, og derfor mindre næsten end Intet. Jeg er den rene Væren, der er med allevegne, men dog ikke bemærkelig, fordi jeg bestandigt er ophævet. (84)

Lad mig forsøge at belyse blot nogle af de ting, der er på færde i dette det citat, der efter min mening med rette kan siges at være en af de mest centrale passager i hele Kierkegaards pseudonyme forfatterskab.

I de første linjer bliver vi præsenteret for et jeg, der tiltaler os som læsere. Selv om det strengt taget er William Afham, der taler her, er der efter min mening belæg for, at Kierkegaard her undtagelsesvist – men naturligvis ikke uden det forbehold, som William udgør – bruger sit pseudonym til at udsige noget om selve pseudonymiteten. Jeg mener, at det, der sker her, er, at Kierkegaard lader skinne igennem, at kun gennem pseudonymiteten, kun ved helt at unddrage sig læserens kontrol, kan hans hensigter træde fuldkomment klart frem.

Dette jeg, der netop er godt hjulpet, hvis ikke læseren opdager det, hvis det forbliver usynligt, belyser flere forskellige aspekter af pseudonymiteten. For det første er der naturligvis den konkrete manifestation af pseudonymiteten, nemlig ved selve forfatternavnene på titelbladende af værkerne inden i værkerne. For det andet er der den hermeneutiske effekt, som opnås gennem denne konkrete pseudonymitet, nemlig den føromtalte besværliggørelse – i en vis udstrækning umuliggørelse – af fortolkerens arbejde. Men for det tredje er der også den mere negative effekt, der ligger i, at Kierkegaard selv udviskes for os. Hvem af pseudonymerne udtaler Kierkegaards egne holdninger? Dette spørgsmål er fuldkommen meningsløst over for Kierkegaards forfatterskab, og dette er netop hele kernen i forfatterskabets strategi.

Den psykologi, der bl.a. udfoldes for os i Begrebet Angest, er forankret i synet på subjektet som bestandigt værende bestemt ved et forsøg på at bestemme sig selv. Dette er et af de punkter, der skulle inspirere Heidegger, og det er centralt for forståelsen af pseudonymiteten. Kierkegaards eget jeg, det subjekt, der skriver værkerne, må forsøge at bryde denne lovmæssighed, idet det skal være et vehikel for det absolutte. Det er denne strid, Kierkegaard fremstiller i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, som blev skrevet 1848, men først blev udgivet af storebroderen Peter Christian Kierkegaard i 1859. Dette er et af de få nonpseudonyme værker, og vi er derfor berettiget til at bevæge os mere frit gennem det. Det centrale tema i Synspunktet er, hvordan Kierkegaard føler, at det meget, der blev skrevet, ikke blot er et produkt af hans egen subjektivitet, men er et direkte udtryk for det absolutte, "Styrelsens Hånd" som det hedder.

I citatet ovenfor får vi at vide, at pseudonymiteten forlener det skrivende subjekt med en ubetingethed i den forstand, at det nu bliver "den rene Væren", det er det subjekt, der på paradoksal vis ikke er bestemt af noget. Derfor forsvinder det for læseren og bliver derved "mindre næsten end Intet". Det er et ubestemt subjekt, der "bestandigt er ophævet". Lad os lægge særligt mærke til den bemærkning, der følger lige efter det ovenfor citerede:

Jeg er ligesom den Streg ovenover hvilken Regne-Opgaven staaer og under hvilken Facit; hvo bryder sig om Stregen? (84)

Vi mindes ved denne sammenligning om, at værket har et bestemt formål, det er ikke æstetisk i den forstand, at det er blot til lyst – dette er også et af Kierkegaards hovedpunkter i Synspunktet. Værket må læses eksistentielt, dvs. det skal påvirke læseren eksistentielt. Værket er en regneopgave med et facit, som formidles til os gennem pseudonymiteten. Idet vi retter blikket mod pseudonymiteten og for et øjeblik bryder os om stregen, opdager vi, at det, der ligger bag værket, er den rene væren, det absolutte, som kun kan formidles til os gennem noget ikke-absolut, det litterære værks æstetiske ydre. Det absolutte er det, der ikke kan udsiges men blot omtales, det er den tavshed, som Abraham inkarnerer, og den stilhed, der hersker på William Afhams gemmested i skoven, hvor han kan forblive uforstyrret. Det absolutte er "med allevegne, men dog ikke bemærket".

Således er hele det pseudonyme forfatterskab en demonstration af, at det æstetiske kan være et vehikel for det absolutte. Angsten, som martrer æstetikere som A, der er faderen til og måske den selv samme som Johannes Forføreren, denne litterære genklang af Don Juans rene musikalitet, er befordrende i den forstand, at den kaster subjektet ind i fortvivlelsen, hvorfra det absolutte kan skimtes. Og de enkelte pseudonymer bliver dermed til dramatis personae i en overordnet fortælling, der arrangeres og fortælles et andet sted fra.