Staider paa Livets Vei - Del 4

Dette er det fjerde i en serie af posts om Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1849). Disse posts må forstås som notater om strøtanker, der opstår undervejs, disponeret efter bogens egen struktur.

--

Anden tale: Constantin Constantius
Constantins tale handler om kvinden. Kierkegaards kvindeforståelse er et notorisk omstridt emne. På trods af stridighederne – og mest af alt på trods af den fortolkningslabyrint, der effektueres af pseudonymerne – kan man formentlig med nogen rigtighed sige, at Kierkegaard opfatter kvinden traditionelt, som et følelsesvæsen, der altid forholder sig umiddelbart til tilværelsen, og som dermed er det svage køn.

Som sådan udgør hun også en dimension af det komiske, der bunder i det uforklarlige, og Constantin bestemmer da også kvinden som "spas". Forholdet mellem manden og kvinden beskriver Constantin således:

Manden tilkommer det at være absolut, at handle absolut, at udtrykke det Absolutte; Qvinden ligger i Relationen. Mellem tvende saa forskjellige Væsener kan ingen sand Vexelvirkning finde Sted. Dette Misforhold er netop Spasen; og med Qvinden kom Spasen ind i Verden. (50)

Hvordan skal vi forstå dette? Constantin giver selv forklaringen: "Spas er ingen æsthetisk, men en ufuldbaaren ethisk Kategori" (ibid.). Det er velkendt, at æstetikeren hos Kierkegaard er den karakter, der udelukkende interesserer sig for formål, konsekvenser, der er direkte forbundet med hans egen person. Således er f.eks. Don Juan et kardinaleksempel på en æstetiker, ligesom Johannes Forføreren er det. Etikeren, som f.eks. Assessor Wilhelm kan siges at inkarnere, er derimod den, der ligesom den tragiske helt, lader sig opsluge fuldkomment af det almene, idet han lader hele sin personlighed dannes og bestemmes ved de etiske kategorier, som eksisterer mellem individerne. Det etiske er således noget, der bestandigt lader sig indfange under en kategori, nemlig fordringens kategori. Fordringen, der stiller krav til det etiske individ, sanktioneres af det absolutte; og den teleologiske suspension, som ligger i det religiøse, er netop det absolutte, der bryder igennem den etiske fordring.

Constantin forklarer nu, at man egentlig ikke kan tænke kvinden som etisk:

Man sigter med den ethiske Kategori paa hende; man lukker Øinene, man tænker det Absolutte i ethiske Fordringer, man tænker Mennesket, man aabner Øiet, man fæstner Blikket paa den dydszitrende Jomfru, der experimenteres at indfrie Fordringen; man bliver benauet og siger ved sig selv: aah! det er vist Spas. (51)

Hvad vi bliver vidne til her er, hvordan Constantin forestiller sig det tankeeksperiment at forsøge at forstå kvinden etisk. Vil man forstå noget etisk, må man forsøge at tænke det under fordringens kategori. Det aspekt af kvinden, som kunne være kandidat til et sådant forsøg, måtte være dydigheden, idet dydigheden skulle være det, hvorved kvinden underlagde sig det etiske felt. Men eksperimentet lykkes ikke; den etiske kategori glider af på kvinden, hun kan ikke bringes under det almene. Derfor er hun en spas. "Spasen er nemlig den, at lægge Kategorien an, at holde hende under den" (Ibid.). Derfor er spasen en ufuldbåren etisk kategori. At forsøge at tænke kvinden i absolutte kategorier er en spøg, det kan ikke lykkes, fordi, siges det videre, en kvinde aldrig kan være bærer af alvor.

En mands forhold til en kvinde er således i fare for at udarte til "Piat", der får "al sand Idealitet tiltintetgjort" (Ibid.). Moralen bliver således endnu engang en formaning om at tage sig i agt for elskov til kvinder. Constantin tilstår ligefrem at have ligger vågen om natten, kvalt af latter over de elskendes håbløse fantasteri, et fantasteri, der i Victor Eremitas tale bliver udfoldet og analyseret. Elskoven, og dermed kvinden, kan således aldrig i egentlig forstand komme i berøring med den sfære af tilværelsen, som Abraham befinder sig i. Men langt mindre kan hun forstås blot som æstetisk. Æstetikeren er den, der kun forholder sig til sig selv, men kvindens væsen "ligger i Relationen", som det siges i citatet oven for, og hvorved der forstås relationen til manden. Endelig idet kvinden, som vi har set, heller ikke kan bringes under det etiske, må vi forstå kvinden – som hun fremstilles af Det unge menneske og Contantin Constantius – som noget, netop, uforklarligt, der netop derved bestandig er i fare for at opløse sig fuldkommen i "Nonsens". Æstetikerens finale stadium er fortvivlelsen, der manifesterer sig i angst. Men der er intet fortvivlende ved kvinden, hun er en spas, der bærer sin latterlighed "med den Elskelighed, med den Ugenerthed, [og] Sikkerhed, som det sømmer sig det svagere Kjøn." (54)

Stadier paa Livets Vei - Del 3

Dette er det trejde i en serie af posts om Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1849). Disse posts må forstås som notater om strøtanker, der opstår undervejs, disponeret efter bogens egen struktur.
--

Afham fortæller herefter historien om gæstebuddet. Vi må være særligt opmærksomme på, at det eksplicit siges, at "Deeltagerne vare fem". Dette viser, at Afham ikke tæller sig selv med, hvilket vi kan fortolke som en påmindelse om, at det ikke er en hukommelse, vi her bliver delagtige i, men en erindring. Havde Afham talt sig selv med, så var det, vi læste, at fortolke som hukommelse, fordi det derved ville være en fortælling om kendsgerningerne omkring gæstebuddet, sådan som det er en kendsgerning, at Afham var tilstede. Men når det eksplicit siges, at der kun var fem deltagere, så glider "Erindringens ulykkelige Elsker" ud, som der står i kommentarbindet til den nye Kierkegaard udgave – og dermed bliver vi som læsere så at sige med-erindrere af fortællingen, hvorved usikkerheden i fortolkningen endnu engang øges.
De fem drikkebrødre er sammensat af følgende figurer:

Johannes Forføreren: Titelkarakteren i 'Forførerens Dagbog', der afslutter første del af Enten Eller, som er en samling af A's papirer.

Victor Eremita ('Den sejrende eneboer'): Udgiveren af Enten Eller (1843), som er en samling af papirer – fundet ved et uheld i en gådefuld sekretær, som Victor har købt hos en marskandiser – skrevet af to forskellige forfattere, A og B. I Forordet til Enten Eller, skrevet af Victor Eremita, får vi at vide, at mens han ingen oplysninger har kunnet finde om A, "Æsthetikeren", der er ophavsmanden til første del af bogen, hvori 'Forførerens Dagbog' indgår, så har han fundet frem til, at B har heddet Wilhelm og været assessor ved retten. B er således Assessor Wilhelm, der også er forfatteren til den anden del af Stadier paa Livets Vei, 'Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser'.

Constantin Constantius (omtrent 'Den karakterfaste uforanderlige'): Forfatteren til Gjentagelsen (1843), som udgør en art dagbogsroman, hvori Constantin fortæller om sit forhold til en ung mand, der er forelsket, og som søger trøst og vejledning hos sin ældre ven.

Det unge menneske: Betegnelsen for den unge mand, som Constantin Constantius manipulerer med og studerer i Gjentagelsen. Dog er der ikke direkte kontinuitet mellem de to figurer, idet Det unge menneske i Stadier påpeger ikke at have nogen erfaring med kærligheden, hvilket ikke er tilfældet for Det unge menneske i Gjentagelsen.

Modehandleren: Der gives ingen nærmere biografiske data om denne person, hvilket er en pointe i sig selv. Indledningsvist siger William Afham om ham: "Af ham var det en Umuelighed at faae et heelt Indtryk."

For ikke at fortabe os i detaljer kan vi gå direkte til den centrale begivenhed i fortællingen om gæstebuddet, nemlig de fem taler, som holdes af hver af deltagerne under selskabelighederne. Lad os nu gennemgå talerne i rækkefølge.

Første tale: Det unge menneske
I denne tale bliver elskoven bestemt som modsigelse. Hermed menes i første omgang følgende: På den ene side er elskoven ophavet til den største ulykke, den giver anledning til en smerte, der er så stor, at den tager livet af den ulykkelige. Men på den anden side er elskoven salighed, hvilket viser sig netop ved at "Elskovens Ophør er den Elskendes Død." Tematikken elskov og død udgør et af hovedmotiverne hos en anden af Kierkegaards store helte, nemlig Shakespeare, der flere steder omtaler den seksuelle fuldbyrdelse som død, hvilket ikke var ualmindeligt i hans samtid.

I anden omgang bliver elskoven, forstået som modsigelse, sat i forbindelse med det komiske. "Det Comiske ligger altid i Modsigelsens Kategori", hedder det. Det unge menneske – der gør sig det forbehold, at han her "taler som den Blinde om Farverne" – sætter sig nu for at vise, at elskoven er komisk. Vi må her være opmærksomme på, at hos Kierkegaard skal det komiske altid forstås i modsætning til det tragiske.

I Aristoteles' Poetik er genstanden for det tragiske den guddommelige sfære i græsk forstand. Forholdet mellem det tragiske og det guddommelige er et af hovedtemaerne i Frygt og Bæven (1843), udgivet under pseudonymet Johannes de Silentio ('Johannes af tavsheden'). Kortfattet kan man sige, at mens det tragiske for Aristoteles var noget, der havde den guddommelige sfære til genstand, så er den tragiske helt for Kierkegaard den, der underlægger sig noget alment, nemlig den etiske fordring, han underkaster sig etikkens krav på individerne, den etik der er sanktioneret af det guddommelige, hos Kierkegaard det absolutte. Men samtidig er dette ikke egentlig at forstå som religiøsitet, idet den sande religiøsitet i stedet er personificeret ved Abraham. I modsætning til den tragiske helt, der er ridderen af den uendelig resignation, kardinaleksemplet på hvilken for Aristoteles var Ødipus, er Abraham troens ridder; forskellen ligger i, at mens der for den tragiske helt ikke gives nogen teleologisk suspension af det etiske, så står troens ridder i et direkte forhold til det guddommelige, han udpeges af det absolutte, netop fordi på paradoksal vis tror, at der gives en teleologisk suspension af det etiske.

I Frygt og Bævens 'Problema I' siges det, at det etiske er det almene. Hermed menes, at det etiske er i overensstemmelse med universelle regler, der er sanktioneret af det absolutte, dvs. gud, og omfatter alle situationer og individer i tid og rum. Den teleologiske suspension af det etiske er således en tilsidesættelse af disse regler til fordel for et højere formål eller telos. Abraham udtrykker denne tilsidesættelse. Men samtidig er dette det, der indfælder Abraham i en kategori, der er på færde overalt hos Kierkegaard, og som er væsentlig i forbindelse med pseudonymiteten: tavsheden. Abraham kan ikke meddele sig til nogen, for i samme øjeblik, han ville meddele sig til et andet menneske om sit forhold til det guddommelige, var han trådt ud af dette forhold og ind i det almenes, eller det etiskes, sfære. Derfor tier Abraham væsentligt.

Hos Aristoteles står det komiske i modsætning til det tragiske ved det, at komedien omhandler almindelige mennesker; i komedien mores vi over almindelige menneskers ufuldkommenheder. Når elskoven således af Det unge menneske placeres inden for det komiskes område, må vi fortolke dette for det første som betydende, at elskoven er noget, der foregår mellem mennesker, "mellem Mand og Qvinde", og for det andet at elskoven kan forstås som en ufuldkommenhed ved mennesket. Men for det tredje bliver elskoven hermed til "det Uforklarlige".

At elskoven er noget, der foregår mellem mand og kvinde, skal igen ses i modsætning til en græsk opfattelse. Hos Platon er Eros den afseksualiserede, kontemplative opløftelse af sindet ved betragtningen af skønne former. Derfor er den erotiske kærlighed i græsk forstand – i modsætning til reproduktionens kærlighed – noget der foregår mellem mænd og unge mænd, der gennem deres tankeerotik delagtiggøres i det guddommelige, der formidles af Eros. Heroverfor er elskov mellem mand og kvinde i Stadier paa Livets Vei et form for målløst begær, der betvinger subjektet gennem dets ufuldkommenhed. Dette er det komiske element:

For det første finder jeg det comisk, at alle Mennesker elske og ville elske, og man dog aldrig kan faae oplyst, hvad det Elskelige, det, der er Elskovens egentlige Genstand, er. (38)

Enhver tale om elskoven må ende i det uforklarlige, hvad der i sig selv indeholder en dobbelt modsigelse, "deels fordi den ender i det Uforklarlige, og deels fordi den ender deri, thi den, der vil ende med det Uforklarlige, han gjorde egentligen rigtigst i at begynde dermed og slet ikke sige Andet, for ikke at blive mistænkelig." (39)

Temaet om det uforklarlige kulminerer få linjer senere, når det siges, at dette, at det elskelige er det uforklarlige, "Det lader sig høre, men forstaae lader det sig ikke" (40). Her må vi igen tænke på tavshedstemaet. I Enten Eller beskrives Don Juan på et tidspunkt som en sanselig genialitet; Don Juan er den umiddelbare, der hele tiden befinder sig før sproget. Derfor kan hans karakter kun udtrykkes gennem musikken, og de ord, han synger, er som ord betragtet uden betydning. Det samme er på færde her. Det uforklarlige lader sig blot høre, men ikke forstå – hvilket nøjagtig er det, der kendetegner musikken, sådan som den forstås af A i Enten Eller.

For Det unge menneske bliver konklusionen, at elskov er bogstaveligt talt latterlig, "thi da Elskov aldeles ikke lader sig forklare, er forsaavidt den ene Elskende ligesaa latterlig som den anden" (41), og som sådan er den noget, man må frygte. Elskoven er farlig, derved at den gør dens offer latterlig. Dette er det andet aspekt af elskovens forbindelse med det komiske. For det første er elskoven som komisk noget, der foregår mellem mennesker; men fordi elskoven tilhører det uforklarlige er elskoven også komisk i den forstand, at den er til latter. Latterens modsætning er alvoren, som også er et af de begreber, der bruges i forbindelse med Abraham i Frygt og Bæven. Mens den tavshed som Abraham inkarnerer manifesterer sig i alvor, manifesteres det uforklarlige i Stadier paa Livets Vei i latterligheden, det meningsløse, det der ikke kan reageres på.

Når elskoven qua komisk står i modsætning til det tragiske, gør den det altså ikke, sådan som Abraham står i modsætning til det tragiske. Det tragiske tilhører det etiske; det religiøse tilhører det absolutte, men det komiske, elskoven, tilhører den menneskelige sfære. Dette problematiseres yderligere senere i bogen af Assessor Wilhelms skrift om ægteskabet, som kan siges at være den institution, der forgæves forsøger at formidle forholdet mellem det enkelte subjekts sfære, hvori elskoven befinder sig, og det almene, idet ægteskabet er en etisk foranstaltning.