Atonale akkorder

De første tre takter (ovenfor) af Tristan und Isolde (komponeret 1857-59) udgør den mytologiske undfangelse af den moderne musik. Den såkaldte Tristan akkord, harmonien i den anden takt bestående af F-H-Dis-Gis, proklameres ofte som den mest berømte akkord i musikhistorien (hør et klip af disse tre takter her). Selve denne harmonisammensætning var ikke ny med Wagner (den findes bl.a. i Beethovens klaversonate nr. 18 den, såkaldte 'Jagtsonate', 1. sats). Men som ofte påpeget var Wagners innovation den blotte udstrækning af harmonien før dens opløsning - på min indpildning med Böhm fra Bayreuth festspildene i 1966 passerer 6 sekunder i spændingen før Gis opløses i A.

Andre (præ)moderne operaer er ligeledes associeret med en bestemt atonal akkordstruktur. To eksempler er Strauss' Salomé (1905) og sammes Elektra (1909). Førstnævnte begynder med et klarinetmotiv, der er sammensat af tre skalaer, Cis-dur, G-dur og cis-mol (Hør dette her). Elektras karakter repræsenteres af Strauss på en lignende måde med en harmonistruktur, der kan beskrives som en kollision mellem en E-dur akkord og en Cis-dur akkord (Dette kan høres her).

Selv om undertegnede på ingen måde kan bryste sig af nogen form ekspertise på dette område, fascineres jeg alligevel af at lægge mærke til disse motiver, og især fordi jeg inden for den sidste måned har oplevet fremragende opførelser af alle tre ovennævnte værker (se bl.a. her). Samtidig er specielt Salomé motivet et gennemgående tema i Alex Ross' bog, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Jeg jagtede således lidt videre, og fandt bl.a. en artikel (pdf her) fra 2008 om Tristan akkorden af den tyske komponist L. Hofmann-Engl (f. 1964), der hævder, at Wagner er skyldig i "copyright theft", idet passagen som helhed findes i en af Chopins mere ukendte mazurkaer (op. 68 nr. 4 i f-mol). Det er efter min mening uinteressant, hvorvidt det kan vises, at Wagner kendte - eller for den sags skyld ikke kendte - denne passage i Chopins mazurka, da han skrev Tristan. Hofmann-Engl opsummerer dog en mængde interessante paralleller mellem Tristan akkorden og værker af andre komponister og giver desuden et kort resummé af visse teoretikeres synspunkter. Artiklen tjener dog mere end noget andet som eksempel på den spekulation, der er blevet investeret i forholdene omkring Tristan akkorden og åbningstakterne som helhed.

En bog af Brian Magee, som er kendt for sine formidlende bøger om filosofi, om Wagner and Philosophy, virker mere lovende. Derudover kan Ross' bog endnu engang varmt anbefales.

---
'Tristan chord' på Wikipedia
'Elektra chord' på Wikipedia

Tre bøger om fin de siècle Wien

For en måneds tid siden, læste jeg et tip om Alex Ross' The Rest is Noise - Listening to the Twentieth Century. Det så lovende ud, så da jeg forleden faldt over bogen, købte jeg den. Egentlig ville det faktum, at et af kapitlerne i bogen - en bog om det 20. århundredes musik - bærer titlen 'Doctor Faustus' have været tilstrækkeligt til at få mig til at investere i den. Men The Rest is Noise havde flere attraktioner.

Jeg læste for omtrent et år siden, Janik and Toulmins Wittgenstein's Vienna, og fascineredes af deres sceniske oprulning af en epoke - fin de siècle Wien - hvor skikkelser som Mahler, Karl Kraus, Strauss, Wagner, Walter Gropius, Nietzsche, Freud, Wittgenstein, Liszt, Klimt, Schiele og Müsil - befolkede teatrene, caféerne og koncertsalene. Jeg blev vel, som så mange andre, først interesseret i denne periode, via Carl E. Schorskes klassiker, Fin de siècle Vienna: Politics and Culture, som Henrik Reeh og Henning Goldbæk introducerede os for på de første år af litteraturvidenskabsstudiet på KU i 1997-98.

Alle disse tre værker tilhører - i hvert fald til en vis grad - en kulturhistorisk tradition, som forsøger at fremmane noget i retning af en Zeitgeist gennem en strategi, der bedst beskrives som kvantitativ anmasselse. Der er ikke tale om nøgterne studier af enkeltpersoner eller institutioners virke og værker. Snarere er strategien her arabesker af fakta, anekdoter, beskrivelser og overvejelser, som fletter sig ind i hinanden. Ross' beskriver bogens stil rammende: "I approach the subject from multiple angles: biography, musical description, cultural and social history, evocations of place, raw politics, firsthand accounts by the participants themselves. Each chapter cuts a wide swath through a given period, but there is no attempt to be comprehensive: certain careers stand in for entire scenes, certain key pieces stand in for entire careers, and much great music is left on the cutting-room floor." (p. xviii)

For at skabe denne - man tør næsten sige wagneriske - stemningsenhed bruger alle værkerne hovedsageligt musikalske illustrationer. Ross' bog gør dette som en selvfølge givet dens emne. Men i de andre to værker bliver musikken ligeledes anvendt som koalitionskraft for fremstillingen. En af de passager i Janik og Toulmins bog, jeg husker bedst, er et forsøg på at indgyde læseren en fornemmelse af den hykleriske dobbelthed, der gennemsyrede det habsburgske samfunds sidste æra, det konstante forsøg på at bevare fattetheden udadtil, alt i mens forfald, korruption, afblomstring og skørlevned hastigt tærede enhver struktur bort. Janik og Toulmin iscenesætter dette kompleks med en beskrivelse af, hvordan repræsentanterne for det gamle Wien - det krakkelerende K. u. K. - svinger sig i dansen til (Johan) Strauss' schöne Blaue bogstaveligt talt samtidig med, at den østrig-ungarnske hær besejres af Bismarcks tropper. I samme ånd åbner Schorske sin bog med følgende ord: "At the close of World War I, Maurice Ravel recorded in La Valse the violent death of the nineteenth-century world. The waltz, long the symbol of gay Vienna, became in the composer's hands a frantic danse macabre." (p. 3)

Schorske går endnu videre blot få linjer efter og hævder eksplicit, at den rolle som musikken som kunstart spillede i denne periode legemliggør det, der er hans interesse - en interesse der placerer Schorske som arvtager til Benjamin, Adorno og Horkheimer - nemlig samspillet, endda påvirkningsforholdet mellem, sociale omstændigheder og psykologiske forhold, sindelag, mannerismer, vaner, sæder og skikke: "His [Ravels] grotesque memorial serves as the symbolic introduction to a problem of history: the relationship between politics and the psyche in fin-de-siècle Vienna." (Ib.)

----
Illustrationer ovenfor: Joseph Olbrichs Secession bygning, fotograferet af undertegnede i Marts 2007.

Om "gross indicencies"

Operasæsonen på, hvad der i øjeblikket formentlig er verdens mest velrenommerede operascene, nemlig The Metropolitan Opera i New York, åbner mandag i næste uge. En af de helt store attraktioner i den kommende sæson er repremieren af Strauss' Salome med Karita Mattila i titelpartiet. Den 48 årige, finske sopran skabte sensation, da hun sang partiet på the Met i 2004 efter at hendes fortolkning først havde fejret triumf på Paris' opera året før. Denne uges udgave af The New Yorker skriver: "Karita Mattila’s jaw-dropping performance in the title role of “Salome” in 2004 set New York on its ear, with her (very) brief nude scene adding to the excitement. Can she do it again?" Samtidig overvejer dagens (17/9) New York Times konsekvenserne af den stigende afklædning af kunstnerne, som de seneste års operaopsætning har været vidne til.

Ovenfor ses Aubrey Beardsleys illustration, 'The Peacocke Skirt', til Oscar Wildes skuespil om Salome, som Strauss opera er baseret på. (Beardsley's ligeledes langskørtede illustration af Wagners Isolde er et af undertegnedes ynglingsværker fra perioden.) Wildes tragedie, der færdiggjordes ca. 1891, var, som Salome selv, usvælgelig for sin samtid. Myndighederne i London nægtede stykket at åbne med den begrundelse, at det ifølge britisk lov på den tid var strafbart at afbilde bibelske personer på scenen, men man går formentlig ikke meget fejl, hvis man formoder, at den virkelige årsag har at gøre med, at Wilde mere end nogen anden Salome fortolker før ham fremhæver legendens kødelige elementer. I stedet fik stykket præmiere i Paris 1896 og gik således over scenen første gang på fransk (Salomé) på samme tid som Wilde sad fængslet, anklaget for sin berømte "gross indicency". (Wilde havde faktisk oprindeligt skrevet stykket på fransk, og der findes interessante overvejelser fra hans side om de friheder, og begrænsninger, det medfører at forfatte på et sprog, der ikke er ens modersmål.)

Historien om Salome, og om hendes rolle i kunsten, om Wildes skuespil, og om Strauss libidinøse opera, er således en historie om usømmelighed, perversion, død og seksuel divergens.

Billedet af Salome som perverteret nekrofil stammer næsten hovedsageligt fra Wildes adaption af myten. Hovedforskellen mellem den bibelske fortælling og Wildes er, at i sidstnævnte udspringer Salomes ønske om Johannes' død af hans afvisning af hendes kropslige tilnærmelser. Men Wildes store provokation og hans hån af sin samtid var at lade Salome omfavne og kysse det afhuggede hoved i stykkets sidste scene. Herodes, der overværer dette, afskyvækkes til en sådan grad, at han beordrer Salomes henrettelse, og hun knuses under soldaternes skjolde idet tæppet falder for sidste gang.

I modsætning hertil er begivenhedsrækken i både Markusevangeliet (6:21-29) og Matthæusevangeliet (14:6-11) følgende: På Herodes' fødselsdag afholder han en banket, hvorunder Salome danser for gæsterne for at underholde dem. Herodes er så begejstret, at han lover hende at opfylde ethvert ønske, hun måtte have. Salome går til sin moder, Herodias, for at bede om råd, og Herodias beordrer hende til at forlange Johannes' hoved. Evangelierne fortæller ikke noget om Salomes videre skæbne, men ifølge en anden antik kilde, den jødiske historiker Flavius Josephus (ca. 37-100), levede Salome et langt liv, giftedes og fik mange børn.

Wildes fremhævning - og til en vis grad opdigtning - af Salomes seksuelle abnormalitet er naturligvis paralel med samtidens fordømmelse af hans egen. Men det er interessant at fæstne sig ved, at Johannes, eller 'Jochanaan' som han med sit hebraiske navn kaldes i operaen, repræsenterer det modsatte af seksuel afvigelse og kropslig mutation. Han var i, konkret forstand, en asket. Selve årsagen til Herodes fængsling af Johannes, og derved indirekte årsagen til Salomes møde med profeten, var dennes hån af Herodes' incestuøse ægteskab. Herodes, eller rettere Herodes II, som vi her taler om, havde omkring år 1 e.kr. giftet sig med sin niece, Herodias, Salomes moder, og ifølge den bibelske fortælling den egentlige bebuder af Johannes halshugning. Givet denne forhistorie er Heriodas' motiver således en fornægtelse af den seksuelle afvigenhed i den forstand, at den der tør pege på den, nemlig Johannes, må dræbes. Men ikke bare dræbes - halshugges. Hovedets separation fra kroppen er ikke blot et billede på intellektets, efter sigende, uafhængighed af kropsligheden, men på samme tid også det modsatte - Johannes bliver, i modstrid med hans asketiske livsideal, ren krop ved sin død.

Johannes fængsledes for sin fordømmelse af det, han betragtede som urenlighed. Wilde fængslede for det, hans omverden betragtede som hans urenlighed. Kompleksiteterne stiger med andre ord til stadighed, jo mere vi betragter denne konstellation.

-----

Se Mattila i sidste scene af Salome fra the Met 2004 her og her.