Litterær exceptionalisme

I sin bog Love's Knowledge (1990) argumenterer Martha Nussbaum for et synspunkt om litteraturens forhold til filosofi og om litteraturens værdi generelt. En af hendes hovedpåstande, er at litteratur formår at udtrykke visse sandheder om den menneskelige tilværelse, som ikke kan udtrykkes på andre måder. Her følger nogle overvejelser over, hvordan man kan forstå denne tankegang, og om hvordan man kan argumentere for og imod den.

Der er to hovedteser, som det er vigtigt at holde adskilt fra hinanden. Den første er en tese om litterær form og forholdet mellem litterær form og filosofisk indhold:

Literary form is not separable from philosophical content, but is, itself, a part of content - an integral part, then, of the search for and the statement of truth. (s. 3)

Lad os kalde dette synspunkt for "Form-Indhold Afhængighed". Den anden tese er den, jeg nævnte ovenfor:

certain truths about human life can only be fittingly and accurately stated in the language and forms characteristic of the narrative artist. (s. 5)

Man kunne kalde denne tese for "Litterær Exceptionalisme" - nemlig at litterær form er exceptionel i den forstand, at der er visse sandheder, som kan formuleres i litterær form, og som ikke kan formuleres i nogen anden form. Jeg vil koncentrere mig hovedsageligt om Litterær Exceptionalisme. Men indledningsvist er det interessant kort at overveje relationen mellem de to teser.

For det første bør man spørge sig selv, om Litterær Exceptionalisme følger fra Form-Indhold Ahængighed i streng forstand. Faktisk er der to påstande skjult i tesen om Form-Indhold Afhængighed, som den er formuleret i citatet ovenfor. På den ene side påstås det, at form er en medspiller i "the search for [...] truth" og på den anden side, at form er en medspiller i "the statement of truth". Men disse to påstande er ikke ens. At sige at form er et element i den måde, vi forsøger at nå frem til visse sandheder på, er ikke det samme som at sige, at form er et element i den måde, vi formulerer disse sandheder på.

Endvidere er det klart, at påstanden at form spiller en rolle i afklaringen, eller adkomsten, til en bestemt type information ikke umiddelbart implicerer, at denne type information udelukkende kan formuleres vha. en bestemt form. Nussbaum er fuldt ud opmærksom på dette:

Young children, for example, frequently learn some types of mathematics more easily through amusing word problems than through abstract computations. But this hardly implies that the truths of mathematics have themselves any deep or intrinsic connection with the word problem form, or that they are deficiently stated in their abstract form. (s. 6-7)

Det vigtige her er, at det ikke følger fra antagelsen (hvadenten man vil acceptere den eller ej) at form er med til at hjælpe videregivelsen af en bestemt type sandheder på vej, at disse sandheder ikke fuldt ud kan formuleres i en anden form. Nussbaum er mao. klar over, at (en version af) Form-Indhold Afhængighed ikke logisk medfører Litterær Exceptionalisme. Men naturligvis afholder dette ikke én fra at stå ved begge teserne, sådan som Nussbaum gør.

Med hensyn til den anden version af Form-Indhold Afhængighed - at form er afgørende for formuleringen af sandheder, så er det vigtigt at notere sig, at denne påstand ikke er den samme som Litterær Exceptionalisme - at der er nogle sandheder, der kun kan formulerers i en bestemt form. Jeg tror, at få vil være uenig i, at når man vil formulere en bestemt idé, så er det vigtigt at vælge en passende form. Specielt er dette åbenlyst, når det gælder at kommunikere ens tanker til andre. Og dog er der formentlig mange, der vil være skeptiske omkring Litterær Exceptionalisme.

Hvordan skal man forstå påstanden om Litterær Exceptionalisme? Jeg mener, at den bedste måde at fortolke tesen på, er som en tese om, hvad der kan kommunikeres indirekte vha. litterær form, i modsætning til en tese om, hvad der kan siges direkte i litterær form. Men jeg mindre sikker på, om tesen kan retfærdiggøres selv i denne form.

Hvis jeg vil udtrykke, at Margrethe I blev født i 1353, kan jeg gøre det ved at udtale sætningen "Margrethe I blev født i 1353". Denne sætning er en måde at udtrykke propositionen at Margrethe I blev født i 1353 på. Lad os sige at sætningen er et vehikel for denne proposition. Er der propositioner, for hvilke naturlige sprog som dansk ikke har nogle vehikler? Spørgsmålet er omstridt og yderst komplekst. Lad os alligevel kort overveje konsekvenserne af dette spørgsmål for Litterær Exceptionalisme.

Antag at svaret er "ja". Mao. antag at findes propositioner, som ikke kan udtrykkes af nogen sætning på noget naturligt sprog. Følger Litterær Exceptionalisme deraf? Et litterært værk består af sætninger fra et naturligt sprog. Så hvis p er en af de propositioner, der - ifølge vores antagelse - ikke kan udtrykkes vha. en sætning fra et naturligt sprog, så er det åbenlyst at konkludere, at p ikke kan udtrykkes i løbet af et litterært værk.

Der er to komplikationer man må tage i betragtning her. For det første gør litterære værker ofte brug af neologismer. Et ekstremt tilfælde er f.eks. Finnegans Wake, hvor der optræder sætninger, som det er nærliggende ikke at betragte som sætninger fra et naturligt sprog. Man kan nu påstå, at disse sætninger har evnen til at udtrykke nogle af de propositioner, som ikke kan udtrykkes af naturlige sprog. Dog er det mere eller mindre klart, at selv hvis denne påstand kunne retfærdiggøres (og det er der grunde til at være skeptisk omkring), så vil dette næppe være, hvad filosoffer som Nussbaum har i tankerne med påstande som Litterær Exceptionalisme.

For det andet, kunne man hævde, at ved at være indlejret i et litterært værk, bliver sætninger fra et naturligt sprog modificeret så de opnår evner til at udtrykke propositioner, som de ikke kan udtrykke i normalt sprogbrug. Forenklet kunne man sige, at litterær form er et andet sprog, der består af sætninger, der ligner sætninger fra naturlige sprog, men som faktisk er mere udtryksfuldt end nogle naturlige sprog. Dette er for mig at se et kohærent synspunkt.

Dog betragter jeg dette synspunkt som ganske uplausibelt. Jeg ser ingen grund til, at vi alle skulle tage fejl, når vi rutinemæssigt siger ting som "Marie Grubbe er skrevet på dansk" eller "Prousts roman er oprindeligt skrevet på fransk men er blevet oversat til dansk". Faktisk er der et alvorligt problem mht. oversættelse for denne type af Litterær Exceptionalisme. Det er vanskeligt at se, hvordan man kan redegøre for at litterære værker kan oversættes, hvis man mener, at litterær form er et unaturligt sprog.

Der er mao. grunde til at mene, at Litterær Exceptionalisme ikke bedst forstås som en tese om de sætningerne og sproglige konstruktioner, der optræder i litterære værker. Snarere tror jeg, at den bedste måde at forstå tesen på er som en tese om indirekte kommunikation.

Det er velkendt, at man indirekte kan kommunikere én ting ved at sige noget andet. F.eks. hvis jeg siger "Det sner!", kan det meget vel være en måde at indirekte kommunikere, at nogen skal gå ud og skovle. Eller hvis jeg med et ironisk tonefald siger "Nem ID er virkelig et super system!", så er det som oftest en måde at indirekte kommunikere, at jeg mener at Nem ID er et dårligt system. Hvordan indirekte kommunikation af denne type fungerer er et kompliceret emne. Men det er klart, at vi formår at kommunikere indirekte, hvordan man så end skal forstå dette fænomen nærmere.

En måde at forstå Litterær Exceptionalisme på er som den påstand, at litterær form formår indirekte at kommunikere visse propositioner, som ikke kan kommunikeres på andre måder (hverken direkte eller indirekte). For eksempel kunne man påstå, som Nussbaum gør, at et af Prousts hovedformål var at videregive den opfattelse at

the most important truths about human psychology cannot be communicated or grasped by intellectual activity alone [...]. (s. 7)

Man kan nu endvidere hævde, at denne engelske sætning, som Nussbaum her har formuleret, kun formår at parafrasere, eller delvist at udtrykke, den proposition, som det egentlig er Prousts ærinde at meddele sine læsere. Lad os introducere navnet "M" for denne Proustianske proposition, som ifølge dette synspunkt er uudsigelig med ikke-litterære virkemidler.

Påstanden er altså, at vha. det, der direkte siges i romanen, formår Proust indirekte at kommunikere at M; ligesom jeg kan kommunikere indirekte, at nogen skal gå ud at skovle ved direkte at sige, at det sner. Skal vi acceptere denne påstand? Dette spørgsmål må naturligvis afgøres ved at betragte argumenterne for og imod nøje, og jeg har ikke i sinde at gøre dette fuldt ud her.

Lad mig dog nævne et par grunde til, at jeg personligt tvivler på, at der er overbevisende argumenter for Litterær Exceptionalisme af denne art. Der er for mig at se ingen tvivl om, at litterære værker ofte formår at kommunikere komplicerede typer information indirekte. Og det er også åbenlyst, at meget af denne information er yderst vigtig for os; og at vi betragter den som havende en særlig status. Formentlig har den virkelig en særlig status. Mennesker ændrer deres liv gennem at læse romaner, og nogle ville uden at blinke med øjnene vælge at redde det sidste eksisterende eksemplar af Shakespeares værker fra et brændende hus frem for et andet menneske, hvis de blev tvunget til at vælge.

Men jeg ser ingen grund til at antage, at disse sandheder, som spiller så stor en rolle for os, kun kan formuleres delvist af sætninger, der forsøger at udsige den direkte. I stedet for at sige "Det sner!" kunne jeg have sagt "Nogen skal ud at skovle sne nu!" Og selv om det naturligvis er sandt, at store dele af formålet og styrken ved med min talehandling ville have været anderledes, havde jeg valgt at sige min mening direkte, er der ingen grund til at tro, at det indhold, jeg indirekte kommunikerer i det første tilfælde, er anderledes end det, jeg direkte udsiger i det andet tilfælde. Hvorfor skulle litteratur være anderledes?

Joyces sprog: Dækning og bøjet lys

BBC Radio 4's program In Our Time, som jeg før har rost her, handlede i sidste uge om Joyces A Portrait of the Artist as a Young Man (hør udsendelsen her). Halvvejs inde i programmet beskriver en af deltagerne, Jeri Johnson, Joyces fortællerstemme på en yderst fascinerende vis.

Med Johnsons ord lykkes det Joyce i Portrait at skabe en stil, der bøjer sig omkring karaktererne, der fortælles om:

"like light bending around the stars (as Einstein would have it) out there in the distance [...] the narrative voice, as it approaches a character, bends, is directed towards that character."

Smukt sagt, ja tak. Mere præcist er der her tale om det, som Hugh Kenner i Joyce's Voices (1978) kaldte 'The Uncle Charles Principle'. Udtrykket hentyder til et af de mest berømte eksempler på den stil, Johnson så malende beskriver som fortællerstemmens lys afbøjet af karakterernes gravitationskraft, nemlig en episode i begyndelsen af Portraits 2. kapitel. Om denne onkel Charles siges det her:

"Every morning, therefore, uncle Charles repaired to his outhouse but not before he had greased and brushed scrupulously his back hair and brused and put on his tall hat."

Den afgørende frase her er "repair", en af vis betydninger i the Oxford English Dictonary angives som "To go, betake oneself, make one's way, usu. to or from a place or person." OED afslører også udtrykkets temmelig arkaiske karakter - det bruges i Chaucer, Shakespeare og dem, der er værre. Johnson fortæller, at Wyndham Lewis engang opponerede mod en udbredt opfattelse af Joyce som en forfatter, der i særdeleshed er bevidst om sin stil, ved at påpege, at Joyce sommetider anvendte temmeligt afdankede formuleringer. Og Lewis citerede netop ovenstående passage som eksempel, idet han meldte ud, at "people repair to outhouses in pretty secondrate fiction." Men som Johson foklarer var Kenners pointe i stedet at:

"uncle Charles repairs to the outhouse, because uncle Charles, were he describing himself, would say, 'I repaired to the outhouse'."

Dette 'Uncle Charles Principle' (UCP) er mao. et af de virkemidler, som Joyce bruger til at indfange sine karakterer i sit sprog.

Et interessant spørgsmål i denne forbindelse er hvordan UCP forholder sig til det, der på dansk kaldes 'dækning' (eng. 'free indirect discourse'). Dækning er en af mange måder, hvorpå en persons tanker kan gengives. Som regel skelner man mellem de flg. tre rapportmåder:

1. Direkte rapport:
Sarah så på fotoet af mig. Hun tænkte: "Jeg vil gifte mig med ham i dag".

2. Indirekte rapport
Sarah så på fotoet af mig. Hun tænkte, at hun ville gifte sig med mig den dag.

3. Dækning
Sarah så på fotoet af mig. Hun ville gifte sig med mig idag.

Læg mærke til, at det indeksikalske udtryk 'i dag' er uændret mellem 1 og 3, mens de to andre indeskikalske udtryk, der refererer henholdsvist til fortælleren og til Sarah bytter roller. I 1 refererer 'jeg' til Sarah og 'ham' til fortælleren; i 3 er det omvendt. Dækning betragtes således ofte som en mellemting mellem 1 og 2: 1 bevarerer generelt indeksikaler, mens 2 transponerer dem. 3 gør begge dele, og ingen ved rigtigt hvordan og hvorfor.

I sin introduktion til udgaven af Portrait i Oxford World's Classics serien, beskriver Jeri Johson forholdet mellem Portrait's brug af UCP og dækning - og af en trejde teknik, som jeg hidtil ikke har nævnt. Denne tredje teknik kaldes på engelsk ofte 'focalization', dvs. den teknik hvorved en fortælling i trejde person alligevel kan fortælles 'gennem' én bestemt karakter ved konstant at lade 'kameraøjet' bevæge sig med hans/hendes blik - vi ser hvad hovedpersonen ser, og kun hvad hoved personen ser. Samtidig bruges denne hovedpersons eget, karakteristiske sprogbrug til at beskrive begivenhederne på en måde der ligner UCP i vid udstrækning. Da Portrait starter med Stephens tidlige barndom, er sproget i det første kapitel yderst simpelt - babysprog nærmest - og bliver så gennem romanen mere og mere komplekst både syntaktisk og leksikalsk.

Vi har altså nu tre teknikker på banen, som alle er afgørende for Portraits specielle stil:

A. Focalization
B. Dækning
C. UCP

Hvad er forholdet mellem dem? If. Johnson er følgen af focalization at

"material details come to the reader already filtered through a particular apprehension of them, their appearance in the story requiring that Stephen has perceived them. But, in doing this, Joyce does not make the novel a first-person narrative. [...] Stephen does not narrate this novel; he is narrated by it."

Focalization er altså ikke en form for bevidstheds-rapport som 1-3 oven for.

Johnson uddyber forskellen på focalization og dækning ved at påpege, at dækning "presents characters' words and thoughts" men at:

"Through free indirect discourse, the narrative can move surreptitiously into those thoughts while still staying grammatically strictly in the third-person and without signalling that such a move has occurred."

Under 3 ovenfor noterede vi os, at 'mig' bruges til at referere til fortælleren mens 'hun' bruges til at referere til den person, hvis tanker gengives. Dækning er en tredje person fortællemåde. Den tilsvarende tanke i første person får vi i stedet i 1, hvor disse to indeksikaler er byttet om.

Så dækning er altså en måde hvorpå man kan gengive bevidsthedslivet hos en person, man fortæller om. Grovt sagt kan man gøre dette på to måder: (i) Man kan blive ved med at bruge sin egen stil, når man gengiver sit emnes tanker eller (ii) man kan imitere stilen hos den, hvis tanker man gengiver. Johnson forklaerer, at (i) bruges af Austen i Emma, idet selv i passager med dækning, "Emma's style is Auten's." I modsætning hertil er Portrait et eksempel på (ii). Dvs. at UCP finder sted selv når vi er i dæknings-modus.

Johnson's introduktion er lidt forvirrende her. Hun skriver mere eller mindre at UCP er den teknik, jeg lige har beskrevet som (ii). Men det kan ikke være rigtigt. Tænk på scenen med onkel Charles. Der er ikke her tale om dækning. Så UCP kan ikke identificeres med (ii), dvs. med den form for dækning, der anvender den afdækkede karakters personlige sprogbrug.

Generelt er UCP ikke, ligeså lidt som focalization, en form for bevidsthedsrapport. 1-3 er bevidsthedsrapporter. UCP og focalization er teknikker, der øger dybden af en beskrivelse af en bestemt karakter.

Otto Jespersen

I de første linjer af The Philosophy of Grammar skriver Otto Jespersen:

The essence of language is human activity - activity on the part of one individual to make himself understood to another, and activity on the part of that other to understand what was in the mind of the first. These two individuals, the producer and the recipient of language, or as we may more conveniently call them, the speaker and the hearer, and their relations to one another, should never be lost sight of if we want to understand the nature of language and of that part of language which is dealt with in grammar. But in former times this was often overlooked, and words and forms were often treated as of they were thinkgs of natural objects with an existence of their own - a conception which may have been to a great extent fostered through too exclusive preoccupation with written or printed words, but which is fundamentally false, as will easily be seen with a little reflexion.

Jespersens bog, som er et hovedværk i moderne lingvistik, udkom i 1924, dvs. blot tre år efter førsteudgaven af Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus. Kontrasten mellem de to værkers opfattelse af sproget er slående. Sidstnævnte, hvis berømte åbningslinjer havde anslået et statisk, fuldt ud definerbart univers med proklamationen

Die Welt ist alles, was der Fall ist. (TLS, 1)

og hvis epokegørende opfattelse af sprogets repræsentative egenskaber udtryktes i det ligeså berømte udsagn

Einen Satz verstehen, heißt, wissen was der Fall ist, wenn er wahr ist. (Man kann ihn verstehen, ohne zu wissen, ob er wahr ist.) Man versteht ihn, wenn man seine Bestandteile versteheht. (TLS, 4.024)

blev roden til en hel filosofisk bevægelse, 'logisk positivisme' kaldet. Diktumet at en sætnings mening, det der forstås, er dens sandhedsbetingelser, som Wittgenstein overtog fra Frege, og den dertil hørende opfattelse af sproget som primært et redskab til at afbillede verden, dvs. for Wittgenstein, kendsgerningerne, er den diamentrale modsætning til den holdning, Jespersen udtrykker. Men hvor Wittgensteins sprogfilosofi i Tractatus er skolelærdom ikke blot for filosoffer, men inden for mange andre discipliner, er Jespersens nærmest uhyggeligt profetiske opfattelse gået i glemmebogen. Endnu mere slående er det, at billedet af sproget som repræsentativt, drevet af sandhedsbetingelser, oftest betragtes som stående indtil Wittgenstein selv rev det ned med sine Philosophische Untersuchungen, hvor sproget i stedet opfattes fuldkommen på linje med Jespersens program. Igen blev Wittgensteins dogmer skolelærdom, denne gang med den såkaldte dagligsprogsfilosofi, som fik en nærmest grænseløs indflydelse med Oxford filosoffer som Grice, Austin og Strawson. Disse skikkelsers arbejde udgør til den dag i dag den fundamentale drivkraft for sprogfilosoffer som Francois Recanati og Kent Bach, og pragmatisk-lingvistiske forskningsprogrammer som Relevance Theory og såkaldt neo-griceanske projekter forbundet med, bl.a, Stephen Levinson og Larry Horn. Citatet fra Jespersen kunne meget vel findes i mange af disse forskereres nutidige arbejder.

---

A propos logisk positivism kan man her lytte til sidste uges udgave af det (i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige) program fra BBC In Our Time om netop denne filosofiske bevægelse.

Fra grænselandet: Et adækvat sæt af konnektiver og noget om syntaks

Da jeg forleden havde en af disse nætter, hvor man har arbejdet for meget, hvor man svæver mellem søvn og vågen tilstand i en feberlignende, tynd bevidsthed, opdagede jeg pludselig, at der i min bevidsthed havde materialiseret sig et adækvat sæt af konnektiver for klassisk sætningslogik, som jeg ikke mindes at have set før. Ideen er simpel. Vi lader konkatenering være konjunktion, og bruger '(' og ')' til at repræsentere negation. En semantik herfor er givet således, hvor v er en evaluering (og hvor 'hviss' er en forkortelse af 'hvis og kun hvis'):

(1) v[AB] = 1 hviss v[A] = 1 og v[B] = 1.
(2) v[(A)] = 1 hviss v[A] = 0.

- hvor 'A' og 'B' er formler af arbitrær kompleksitet. Nogle eksempler:

(i) Den materielle implikation repræsenteres som (A(B)). Det er let at vise at ovenstående giver resultatet

v[(A(B))] = 1 hviss enten v[A] = 0 eller v[B] = 1.

Bevis:
Givet (2) er v[(A(B))] = 1 hviss v[A(B)] = 0. Givet (1), er v[A(B)] = 0 hviss enten v[A] = 0 eller v[(B)] = 0 hviss v[B] = 1.

(ii) Som dette antyder, repræsenteres disjunktion som ((A)(B)). Endnu engang er det let at se, at vi får

v[((A)(B))] = 1 hviss enten v[A] = 1 eller [B] = 1.

Bevis:
Givet (2), er v[((A)(B))] = 1 hviss v[(A)(B)] = 0 hviss enten v[(A)] = 0 eller v[(B)] = 0 hviss enten v[A] = 1 eller v[B] = 1.


(iii) En mere kompleks formel, som i standard notation ville være repræsenteret af ((-A v B) & A) --> B bliver repræsenteret som følger:

((A)(B)A(B))

- hvilket ses af at ovenstående, i standard notation er ækvivalent til -((-(A & -B) & A) & -B).

(iv) Vi kan også vise at (A(B))A er ækvivalent til B, som det skal være:

Antag for reductio at v[(A(B))A] = 1 og v[B] = 0. Givet (1), er v[(A(B))A] = 1 hviss v[(A(B))] = 1 og v[A] = 1. Siden v[(A(B))] = 1 hviss enten v[A] = 0 eller v[(B)] = 0, og v[(B)] = 0 hviss v[B] = 1, giver begge disjunkter en kontradiktion. Så (A(B))A er ækvivalent til B.

Som ønsket er formlen i (iii) ovenfor derfor en logisk tautologi. Bevis:

Antag for reduction at v[((A)(B)A(B))] = 0. Givet (2), har vi i så fald v[(A)(B)A(B)] = 1. Så vi har v[A] = 0 og v[B] = 0 og v[A] = 1. Kontradiktion!

----

Mere interessant er det at spekulere over, hvorfor forskellige notationsarter er ækvivalente, sådan som denne og standarnotationen tilsyneladende er. For at få hold på emnet, kan vi spørge os selv, hvad det er ved min nye notationsform, der gør, at den virker, så at sige. Et relevant spørgsmål at starte med er, hvorfor den ikke resulterer i flertydige udtryk. Man kunne måske frygte at dette ville være tildfældet simpelthen fordi paranteserne ikke bliver brugt til at repræsentere scope, men i stedet bruges til at repræsentere negation. Grunden til at der ikke opstår flertydige udtryk synes at være den, at strenge som '((A(B))A)' ikke efterlader nogen tvivl om, hvad de to negationers respektive scope er, nemlig hhv. 'A(B)' og '(A(B))A'.

Men hvorfor er vi sikre på, at negationen i '(A)B' kun rækker over 'A'? Det er klart, at der er en definition af rækkevidde implicit her, som naturligvis skal være eksplicit i en ultimativ definition af det sprog, vi er interesseret i. Noget i retning af følgende: En negation '( ... )' rækker over det syntaktiske materiale der ligger mellem '(' og ')'. Men her antager vi selvfølgelig, at vi ved, hvad det vil sige at ligge imellem to symboler.

Det synes at være åbenlyst, at syntaksen udnytter visse materielle egenskaber ved det medium, vi anvender. For eksempel kan vi forestille os et fuldkomment adækvat sprog, som kun kan udtrykkes mundtligt, og som består af mundtlige udsagn af formler som 'A' og 'B' og visse designerede håndbevægelser, der vil svare til hhv. '(' og ')', f.eks. hhv. et fingerknips med venstre hånd og et fingerknips med højre hånd. Vi vil således kunne udtrykke '(A)B' på følgende måde:

fingerknips:venstre udtalt:A fingerknips:højre udtalt:B

Naturligvis er vi også nødt til at vide, at formlen begynder med det første knips og slutter når udtalelsen af 'B' er færdiggjort. Igen ser det ud, som om, vi udnytter visse fysiske aspekter af mediet, i dette tilfælde højre/venstre orientering og tidslig udstrækning.

Formentlig kan alt dette ultimativt gives et rent fysisk fundament, således at et sprogs syntaks kan defineres utvetydigt i udelukkende fysiske kategorier.

Perry om Borges

Jeg har før nævnt i dette forum, at der synes at være en vis tendens til at skellet mellem såkaldt analytisk og kontinental filosofi i disse år blødes op (se her). Måske er følgende endnu et eksempel: John Perry, en af analytisk sprogfilosofis grand old men, taler om Borges' novelle 'Borges and I', som kan læses i pdf udgave her. Foredraget kan høres online her, eller læses som pdf her. Perry's abstract er gengivet nedenfor.

In Jorge Luis Borges’ (very) short story, “Borges and I,” one character, referred to in the first person, complains about his strained and complex relation with another character, called “Borges.” But the characters are both presumably the author of the short story. I try to use ideas from the philosophy of language to explain how Borges uses language to express complex thoughts, and then discuss two interpretations of the story.

Er man i øvrigt interesseret i at lytte til filosofi i en let udgave online, er Perry sammen med Ken Taylor vært på programmet Philosophy Talk. Via deres hjemmeside er mange af programmerne tilgængelige.