Viser opslag med etiketten klavermusik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten klavermusik. Vis alle opslag

mandag, december 14, 2009

Lir og blodtryk

gould3

Tre portrætfilm om pianister, der kan ses gratis på YouTube, er:

* Glenn Gould Moments [link til 1. del, resten findes derfra]

Genren er langt fra hævet over enhver kritik, naturligvis. Et problem er, at man sjældent (og så vidt jeg erindrer aldrig i nogen af ovenstående) hører et værk blive udført i sin helhed. Men selvfølgelig er det ikke denne genres job at viderebringe optagelser af opførelser af værker - det har vi koncertfilm osv. til. F.eks. kunne man nævne


som hovedsageligt består af værkopførelser (optagelserne til den DG CD der kom til at hedde Horowitz slet og ret), men med små indskud fra maestroens besøg hos Steinway i New York, lidt småsnak med fru Wanda derhjemme osv. Helt ok. Især det allerførste værk på CD'en, og i filmen, Bach-Busonis Nun komm, der Heiden Heiland, fremviser Horowitz når han var bedst - ikke højst. Men der er da også lir, som f.eks. Chopin Scherzo med kameravinkel ovenfra og den slags. Horowitz's teknik er dog desværre ikke hvad den må have været dengang han som ny-defekteret sovjetborger kom til USA og havde øvet sig så godt på et lydløst klaver på vejen over Atlanten at Rachmaninov nægtede at spille sin frygtede 3. efter at have oplevet den unge Volodjas komplette besejring af partituret. Den (fomentlig! - ingen ved hvornår præicst han var født) 82 årige Mester fra Petersborg var måske den sidste romantiker; men han kunne ikke spille Chopin Scherzi til sidst. Og alligevel er de teknisk mindre krævende værker fantastiske - Chopin a-mol mazurka'en, Schubert impromptu'en, Scriabin etuden. Navnlig i sidstnævnte hører man en helt anden tid - en epoke der allerede er forbi. (For retfærdighedens skyld henviser vi også til nogle tidligere rosende ord om Vladimir.)

Indrømmet, altså: Den mere biografiske genre, som de tre førstnævnte film falder under, har andre mål. Et andet problem er dog, at indsigterne i musikken og kunstnerens fortolkninger af den sjældent stikker særligt dybt. Som regel får vi en kollage af udtalelser fra venner, famillie, kolleger - og nogle enkelte eksperter. Men eksperternes udtalelser er alt for ofte begrænsede til pladrende, stjerneragende smiger, der ikke har noget andet formål end at sælge CD'er og koncertbilletter.

Nogle gange lykkes det alligevel at lave en dokumentar om musik, som formår at viderebringe virkelige indsigter. Jeg mener personligt at flg. to film opnår dette på hver sin meget forskellige måde:


Selv om Conducting Mahler selvsagt ikke handler om klavermusik er den alligevel medtaget her simpelthen fordi den efter min mening er en af de bedste musikdokumentarer der findes. Filmen komplimenteres ofte (f.eks. på den DVD jeg købte for lang tid siden) af en anden film, I have lost Touch with the World, hvis titel er taget fra den første af Mahlers Rückert Lieder, 'Ich bin der Welt abhanden gekommen' (hør den her i en ikke helt optimal indspildning). Denne film handler fortrinsvist om Mahler's 9. og lidt om Das Lied von der Erde og kan, måske pga. dette begrænsede emne, muligvis siges at være endnu mere vellykket. Måske skyldes det også kommentarerne af Henry-Louis de la Grange, hvis mastodontbiografi om komponisten er blevet rost til skyerne og formentlig ikke uden grund.

Faktisk er der lavet flere film om dirigenters kamp med (og om) Mahler - og også specifikt om den 9. F.eks. kan man på boxsættet med DVD optagelser af Bernstein's samlede Mahler med Wienerne fra 70'erne se Lenny i to korte dokumentarer. (Se den 4. herfa her.) Den ene er en personlig kommentar til Das Lied og er egentlig en udmærket introduktion til det værk (klip her). Den anden er en kombination af optagelser af prøverne til den 9., og interviews hvori Berstein udtrykker sin noget selviscenesatte, lidende tilgangsvinkel til Mahler. (YouTube har et klip fra den her.) Hans overordnede fortolkning af den 9. adskiller sig i øvrigt fra bade Haitinks og de la Granges som disse udtrykkes i de to andre ovennævnte film.

32 Short Films about Glenn Gould har opnået en vis berømmelse. Som titlen angiver, består den slet og ret af 32 kortfilm, nogle under et minuts længde - de er alle tilgængelige på YouTube som separate klip. Selv det obligatoriske biografiske materiale med Goulds venner og familie er her bemærkelsesværdigt ok, selv om der sniger sig sentimentaliteter ind her og der. Men der er intet dokumentarisk materiale med Gould selv, som i stedet portrætteres som dreng, ung og middeladrende af forskellige skuespillere.

Måske er grunden til at jeg sætter pris på 32 Short Films den, at mange af filmene er simple akkompagnementer til hele indspildninger. Kapitlet 'Diary of One Day' (se denne på YouTube her) er klart undertegnedes favorit og formår at videregive uendeligt meget mere end noget interview eller nogen forelæsning. En outreret og fantastisk sammensmeltning af medicinske blodtrykmålinger overlagt sorthvide, levende røntgenbilleder går bersærk til lyden af den omtrent 2 minutter lange gigue fra Schönbergs suite for klaver op. 25. Vildt og blodigt og hårdtslående.

søndag, august 09, 2009

Gestillte Sehnsucht


Brahms' Zwei Gesänge für eine Altstimme mit Bratsche und Pianoforte, op. 91, blev skrevet til hans to venner, Amalie og Joseph Joachim, hvilket er den umiddelbare årsag til den noget atypiske besætning, altstemme og bratsch med klaverakkompagnement. Brahms kendte ægteparret godt og havde som bryllupsgave foræret dem en tidligere version af værkets anden sang, hans 'Geistliches Wiegenlied'. Parret var imidlertid gået fra hinanden. Og Brahms intention med at skrive de to sange til Amalie og Joseph bliver derfor almindeligvis fortolket som den at bringe dem sammen igen. Ikke helt urimeligt.

Alligevel behøver man ikke at have mere end en almindelig grad af fascination af skjulte spor for at ens tanke uundgåeligt bliver ledt videre. Titlen på op. 91's første sang, 'Gestillte Sehnsucht', lyder nærmest som en overskrift for det liv, som mange forbinder med Brahms - selv om grundene til dette, i hvert fald for undertegnede, altid har været mere eller mindre tågede. Man husker noget om en håbløs forelskelse i Schumanns hustru, pianisten Clara Schumann; og måske et eller andet sted at have læst eller hørt nogen sige, at Brahms, som kendte både Robert og Clara Schumann, måtte henslæbe hele sin voksne tilværelse i forstillelse. Men undersøger man sagen lidt nærmere, opdager man hurtigt, at Joachim på sin vis kan siges at være en del af den direkte årsag til Brahms' oprindelige møde med Clara Schumann.

Brahms blev kendt i sin samtid mest af alt pga. en turné i 1853 (samme år som billedet ovenfor er taget), hvor han akkompagnerede den ungarnske violinist, Eduard Reményi, og det var på denne turné, at han mødte den anden ungarer, Joachim. Sidstnævnte var slet og ret den mest berømte violinist i verden på den tid. Det var stadig 10 år, før han giftede sig med Amalie - der ved dette ægteskab mistede sit noget mere fantastiske pigenavn, 'Schneeweiss'. Joachim og Brahms må have fundet godt ud af det sammen - til trods for en skandaløs begivenhed under samme turné, hvor Brahms undlod at udvise tilstrækkelig reveneration for Liszts Sonate i h-mol ved mødet med den ældre, enigmatiske og pianistisk djævelske komponist. (Liszt, der som bekendt ligeledes var ungarer, spillede i øvrigt ved denne lejlighed Brahms' Scherzo op. 4 fra bladet som en venskabelig gestus.) I hvert fald var relationen mellem Joachim og Brahms tilstrækkeligt god til at førstnævnte udstyrede Johannes med en introduktionsskrivelse - sine qua non i datidens sociale omgangsform - til Schumann, der ligesom Liszt var ca. 20 år (en menneskealder på den tid) ældre end Brahms og en fast etableret del af den romantik, der spredtes fra den generations utvivlsomt mest indflydelsesrige komponist, Richard Wagner. Under alle omstændigheder mødte Brahms Schumann og hans familie senere på sine rejser og blev varmt modtaget i deres hjem i Düsseldorf.

Robert Schumann døde i 1856, altså blot tre år efter, Brahms havde mødt Joachim, og derfor ca. to år efter mødet med Schumann selv. Ikke desto mindre levede Clara Schumann yderligere 40 år. Hun døde i 1896, og året efter, i 1897, gik Brahms selv bort, 64 år gammel. Robert og Clara var blevet gift i 1840, med andre ord omtrent 10 år før Brahms mødte familien.

Joachim, der således var en form for katalysator for Brahms' møde med Clara Schumann, lod i 1884 sig skille fra Amalie pga. en mistanke om en affære med udgiveren Fritz Simrock. Brahms, der var overbevist om Amalies uskyld i denne sag, skrev et opmuntrende brev til hende, som hun senere brugte som bevismateriale i den retssag, Joachim førte mod hende. Som man havde kunnet forvente, medførte dette, at Joachim vendte Brahms ryggen. Deres venskab fornyedes ikke, før Brahms komponeret sin dobbeltkoncert for cello og violin, op. 120, som et direkte forsøg på at forsone Joachim. Med andre ord virkede Brahms' forsøg med op. 91 sangene ikke.

----
Lyt til 'Gestillte Sehnsucht' - uden tvivl min favorit af de to sange - her

torsdag, september 11, 2008

Tilfældigheder findes ikke


Tilfældigheder findes ikke. Jeg har i noget tid lyttet til en cd med Händels Suiter for klaver indspillet af Keith Jarret. Da jeg opdagede, at jeg ikke kunne huske Händels præcise årstal, slog jeg op på Wikipedia. Jeg fik min nysgerrighed tilfredsstillet: årstallene er 1685-1759. Men af en eller anden grund (men formentlig ikke af ren tilfældighed) blev min opmærksomhed fanget af navnet 'Anna Maria Luisa de' Medici'. Formentlig var det navnets majestætiske karakter, der gjorde indtryk på mig. Jeg fulgte linket. Og videre endnu til opslaget om Medici familien. Herved blev jeg mindet om noget, som jeg længe har haft lyst til at gøre andre opmærksomme på, nemlig medici.tv.

Medici.tv er en netbaseret tv station, som specialiserer sig i klassisk musik og jazz, og som konstant leverer programmer i høj kvalitet. En særlig attraktion er, at medici.tv altid har gratis optagelser, som ligger til fri afbenyttelse for alle som klikker sig ind på hjemmesiden.

Da jeg gjorde dette her til aften, var det første jeg så Martha Argerichs velkendte skikkelse marchere med hendes velkendte sikkerhed ind på scenen på Verbier festivalen i juli tidligere i år. Hun sætter sig til klaveret, og anslår prompte den første akkord af Bachs c mol partita. Samme partita, som jeg for blot få dage siden omtalte i forbindelse med spekulationerne omkring Zimmermans koncert i København. Med andre ord turnerede både Zimmerman og Argerich med denne c mol partita i sommer. Jeg fik chancen for at opleve dem begge gennem denne associationsleg som ledte mig fra Händel, over Maria Medici til Argerichs optagelse på medici.tv.

I den forbindelse må jeg tilstå, at jeg fornemmer, at jeg er bedre tilfreds med Argerichs fortolkning end med Zimmermans. Selv om hun spiller et par fejl, er der en vitalitet, og en rytmisk intensitet, som jeg ikke husker, at have oplevet ved Zimmerman koncerten. Men måske tager jeg fejl. Måske bliver jeg forført for det første af Argerichs enigmatiske personlighed, men også af tv mediets fordele. Selv om lydoplevelsen naturligvis er bedre i koncertsalen, skal man ikke undervurdere betydningen af, at kameraet (eller rettere de mange kameraer) tillader os at bevæge os rundt om musikerne, at snuse direkte til deres fingersætning, at stå i øjenhøjde med deres koncentrerede ansigter.

Jeg gentager gerne anbefalingen af medici.tv. Der er meget at hente her. F.eks. fortsætter det nuværende gratisprogram med firhændig klaver med Argerich. Optagelsens ubestridte højdepunkt er dog den efterfølgende opførelse af Shostakovich' klaverkvintet i g mol med Argerich ved klaveret assisteret af Joshua Bell, Yuri Bashmet, Henning Kraggerud og Mischa Maisky. Total virtuositet kombineret med udsøgt samspil. I øvrigt kan alle koncerterne fra Verbier festivalen ses gratis på medici.tv indtil 30. september.

---
Se koncerten med Argerich et al. her.

mandag, september 08, 2008

Polske cirkler

For en måneds tid siden, d. 5. august, kunne man høre den polske stjernepianist Krystian Zimerman (venstre) give koncert i Tivolis koncertsal. Udover den tilfredsstillelse, som ingen kan undgå ved en live-oplevelse af Zimerman, havde koncerten mere end at byde på end almindeligt. For selve Zimermans program, som blev offentliggjort på koncertaftenen, viste sig at være interessant. I hvert fald blev det uvilkårligt genstand for utvivlsomt uansvarlig spekulation fra undertegnedes side.

Koncerten begyndte med det velkendte. Bachs partita i c mol (BWV 826) efterfulgt af Beethovens "Pathetique" sonate, også i c mol, udgjorde første halvdel. Var man ikke tilstrækkelig overrasket over at finde Pathetique sonaten her - en fortærsket klassiker som få kan gøre sig forhåbninger om at vride nyhedsværdi ud af - måtte man nødvendigvis forbløffes over at finde to værker i samme toneart, og det er fristende at tillægge polakken skælmske hensigter om et nærmest pastichepræget knæfald for publikums konstante hang efter det sikre.

Spørgsmålet er således, hvad man skal lægge i Zimermans valg af program for den første halvdel af koncerten. Vender vi os mod anden halvdel, kan vi muligvis opsnuse sporet. Denne bestod af to værker, begge skrevet af polske komponister, og begge komponister der, selv om de langt fra er ukendte, dog klart står i konstrast til de to gamle tyskere i denne henseende. Programmet efter pausen åbnede med et forholdsvist ukendt værk af Karol Szymanowski (1882-1937), nemlig hans 'Variationer over en polsk folkemelodi' i h mol komponeret 1904, et værk af særdeles høj teknisk udfordringsværdi.

Efter dette fulgte Grazyna Bacewicz' (1909-1969) 2. klaversonate, der uropførtes 1953. For undertegnede var dette aftenens højdepunkt. Værkets vældige kraftudladninger hensætter lytteren i en tilstand af chok, ja rædsel ligefrem. I dagene efter koncerten var jeg på jagt efter en indspildning i København, men forgæves. Så da jeg for snart tre uger siden ankom til New York bestilte jeg prompte den såvidt jeg kan se eneste optagelse af Bacewicz' samlede klavermusik indspilet af Ewa Kupiec for pladeselskabet Hänssler. Jeg har nærmest konstant lyttet til denne musik siden jeg modtog cd'en for et par dage siden. Især 2. satsen af sonaten er værd at nævne. Satsen åbner med et akkompagnement bestående af to harmonier, som underligger en drømmende melodistemme. Allerede ved koncerten ledtes mine tanker ved denne åbning hen på røgfuldte jazzcaféer, på sorthvide fotografier, på Bill Evans sammenkrøbet over klaveret på the Village Vanguard, på Miles Davis' private hudløshed. Men denne stemning sprænges indefra efter blot et minuts tid. Harmonierne bliver skævere og mere mekaniske og midt i satsen kulminerer dette tema i en kraftudløsning, hvor melodien har forvandlet sig til et perkusivt spejlbillede af dens oprindelige blødhed. Men satsen afsluttes alligevel med den indledende stemnings tilbagevenden, og vi tillades endnu engang at synke hen i natlige reverier om regnfuldte storbygader og forbipasserendes ligegyldige blikke.


Bacewicz (venstre) var violinist. Fra omslagsnoterne til Kupiec' indspildning af hendes samlede klaverværker kan vi lære, at hun i 1946 ved en koncert i Paris opnåede berømmelse for sin mesterlige håndtering af den notoriske solostemme fra - netop - Szymanowskis 1. violinkoncert. I samme noter beskrives det, hvordan Bacewicz kunstneriske udtryk ikke begrænsedes til
musikalsk komposition; hun var også forfatter til op til flere upublicerede romaner samt en novellesamling, der blev udgivet på tysk under titlen 'Das besondere Zeichen'. Det specielle tegn altså.

Programmet var således kronologisk ordnet. Vi begynder med Bach - den vestlige harmoniks fader. Derefter møder vi Beethoven - den store forløser af klassicismen ind i romantikken, der senere skal blive modernitet. Szymanowskis variationer er på en gang rodfæstet i det romantiske med deres forkærlighed for det folkelige; men Szymanowskis musik er i den grad moderne, men moderne ikke i Schönbergsk eller Stravinskijansk forstand, men i traditionen fra Mahler, Shostakovich, Britten. En genfortryllelse. Bacewicz afslutter kurven. Vi har bevæget os fra det. 18. til det 20. århundrede, fra barok til modernisme. Jovel, meget net. Men vi undgår alligevel ikke at undres over, hvorvidt dette er hele historien. Kan der være tale om mere provokative intentioner? Begge klassikerne i samme toneart; og så pathetique sonaten. Havde valget af repræsentanter for traditionen været anderledes, havde vi måske ikke været tilbøjelige til at betragte netop dette som - ja det ligger ligefor - et udsagn om disse store gamles aura af monoton repetition, af kitch og fortærskelse? Men der er en endnu mere subtil vinkel hvorfra vi kan anskue sagen. For hvad er mere moderne en kitch? Hvad er mere moderne end netop at betragte Bach og Beethoven med ennui og upåvirkethed? Det at betragte disse to som stående i kontrast til de progressive polakker, Zimerman selv indbefattet, ved deres imobilitet og ufarlige beroligelse er i sig selv udtryk for en præference, som naturligvis spiller godt sammen med den overordnede intention, som vi her blot har gisnet om.

---
Her følger nogle links til relevant materiale:

Klip af den kinesiske pianist BingBing Lis opførelse af Szymanowskis variationer (forringet kvalitet): 1. del og 2. del

mandag, august 06, 2007

Gould om Die Kunst der Fugue

YouTube er før blevet besunget i dette forum. Under alle omstændigheder er her noget interessant: Glenn Gould taler om, og spiller uddrag fra, Die Kunst der Fugue. Se og hør det her.

Som Gould fortæller, er Die Kunst der Fugue (BWV 1080) et ufuldent værk, idet den sidste store fuga fra Bachs hånd blev efterladt bogstaveligt talt midt i en takt. Man regner traditionelt med at værket påbegyndtes allerede 1742, altså otte år før Bachs død i 1750. Den sidste, ufuldendte fuga adskiller sig bl.a. fra de andre ved, at det er den eneste, der ikke benytter sig af det samme d-mol udgangspunkt. I stedet udvikler den sidste fuga sig fra det tonale mønster, der svarer til komponistens navn: B A C H.

Man kan også opleve Gould spille næsten hele værket gennem de andre links, der findes (noget der er vanskeligt at finde på CD). Læs mere om Die Kunst der Fugue her.

lørdag, februar 03, 2007

Bjørnefælden og den flyvende sommer

Niels Birger Wamberg beskrev engang Horowitz' fortissimo som en bjørnefælde, der smækker sammen. På den anden side kendetegnede Steinways direktør under forberedelserne til indspilningen af filmen og albummet Horowitz the Last Romantic russerens pianissimo som en flyvende sommer.

Egentlig, må undertegnede tilkendegive, er intet af dette blot tilnærmelsesvist fyldestgørende, og det er derfor kun for at demonstrere umuligheden af sådanne karakteristikker, at ovenstående her anføres. (Dog er det ikke blot derfor.) Det, der derimod på nuværende tidspunkt er blevet os muligt, må regnes for intet mindre end et jordskred. Vi kan nu opleve Horowitz i koncertsituationen i et udvalg af fuldkommen eksalterende størrelse og tilgængelighed. Der skal ikke oplistes her men blot anvises:

Chopin: Balade nr. 1 i g-mol

Scarlatti: Sonate i h-mol

Resten tilbyder sig.

fredag, november 24, 2006

Nogle reflektioner over Chopins Barcarolle

Lyt til Chopins Barcarolle i fis-dur, opus 60 komponeret 1845-6 - her et kort uddrag af min favoritindspilning med Maurizio Pollini: RealPlayer eller WinMedia.

Traditionelt opfatter vi Chopin (1810-1849) som den arketypiske romantiker. Hans klavermusik er komponeret for virtuosen, hvis udførelse skal slå gnister mod umuligheden og samtidig udtrykke hele den menneskelige sjæls følelsregister. Vladimir Horowitz, der indspillede flere værker af Chopin end af nogen anden komponist, sagde engang om sig selv, at han måtte være både en engel og en djævel for at kunne projektere det, komponisten havde ønsket.

Store dele af Chopins opus passer præcist ned i denne karakteristik. Måske er det bedste eksempel hans Mazurkaer. Her er hele den romantiske idé inkapslet. Mazurkaen er, som bekendt, en polsk folkedans; men i Chopins hænder forvandler den sig til en nådesløs tour de force, uden at den dog på noget tidspunkt mister sin forbindelse til den folketone, hvis dyrkelse er et hovedelement i al romantik.

Men lyt igen til Barcarollen i fis-dur. Der er noget andet på spil. Romantikken er transcenderet i dette værk, der, sådan fortælles det ofte, måske ikke uden grund beundredes af Debussy og Ravel, for hvem Barcarollen udgjorde Chopins højeste præstation.

Som genre er barcarollen (it. barcarolla) oprindeligt en gondolieresang, altså en folkesang sunget af en venetiansk gondoliere. Formen i sig selv lægger altså op til en slags rokkende rytmisk opfattelse på den ene side; men på den anden side lægges der op til, hvad der forbindes med gondol-motivet - formentlig en vis sværmerisk fornemmelse af romantiske (i den betydning af det ord, der ikke henviser til en epoke) udsigter. Mht. det rytmiske noterer vi os, at Chopins Barcarolle er sat i 12/8 - altså en taktart, der ikke er uforenelig med en vis dansant karakter. Så dermed er de traditionelle implikationer af formen måske overholdt.

Mht. det sværmeriske motiv - det der forbindes med det Venedig, der vendes på vrangen i Manns Der Tod in Venedig - må fortolkningen imidlertid være mindre sikker. Vi må sige, at Chopin på ingen måde er sværmerisk i dette værk - omend et sådant motiv langt fra ligger ham fjernt, f.eks. i visse af Nocturnerne. Tværtimod er det, der er på færde - og det, der efter min mening fascinerede Debussy og Ravel - en vis impressionisme, der tematisk ikke er langt fra Ravels 'Une Barque sur L'océan' fra hans Miroirs, som uropførtes Paris, 6. januar 1906.

På trods af den virtuositet, som er fraværende i Debussys og Ravels værker - og som på ingen måde må forveksles med det pianistisk-teknisk krævende - giver Barcarollen udtryk for en transparens - der er noget gennemsigtigt og klart over dens klangunivers. Samtidig er der tale om, for at blive ved de optiske metaforer, at vi som i et impressionistisk maleri ser gennem et lag af flimrende lys, et glimrende spil af farvetoner, som minder os om forskellen mellem motivet og billedet.

Barcarollen, der skabtes få år før Chopins død i det for europæisk historie så betydningsfulde år 1849, peger fremad mod en ny kunstopfattelse, en ny kulturhistorisk æra. Det interessante er, at på trods af, hvad man kunne forvente baseret på Chopins tidligere værker, er det, der anticiperes ikke den feberlignende overmodning af romatikken, som man f.eks. forbinder med Wagner og Mahler. Det der anticiperes er den anden side af den sidste halvdel af det 19. århundredes kulturhistorie - nemlig den side, der forsøger at omfavne den moderne verden, som den bryder frem i disse år, og som fødes med impressionismen og avant-garden.