For en måneds tid siden, d. 5. august, kunne man høre den polske stjernepianist Krystian Zimerman (venstre) give koncert i Tivolis koncertsal. Udover den tilfredsstillelse, som ingen kan undgå ved en live-oplevelse af Zimerman, havde koncerten mere end at byde på end almindeligt. For selve Zimermans program, som blev offentliggjort på koncertaftenen, viste sig at være interessant. I hvert fald blev det uvilkårligt genstand for utvivlsomt uansvarlig spekulation fra undertegnedes side.Koncerten begyndte med det velkendte. Bachs partita i c mol (BWV 826) efterfulgt af Beethovens "Pathetique" sonate, også i c mol, udgjorde første halvdel. Var man ikke tilstrækkelig overrasket over at finde Pathetique sonaten her - en fortærsket klassiker som få kan gøre sig forhåbninger om at vride nyhedsværdi ud af - måtte man nødvendigvis forbløffes over at finde to værker i samme toneart, og det er fristende at tillægge polakken skælmske hensigter om et nærmest pastichepræget knæfald for publikums konstante hang efter det sikre.
Spørgsmålet er således, hvad man skal lægge i Zimermans valg af program for den første halvdel af koncerten. Vender vi os mod anden halvdel, kan vi muligvis opsnuse sporet. Denne bestod af to værker, begge skrevet af polske komponister, og begge komponister der, selv om de langt fra er ukendte, dog klart står i konstrast til de to gamle tyskere i denne henseende. Programmet efter pausen åbnede med et forholdsvist ukendt værk af Karol Szymanowski (1882-1937), nemlig hans 'Variationer over en polsk folkemelodi' i h mol komponeret 1904, et værk af særdeles høj teknisk udfordringsværdi.
Efter dette fulgte Grazyna Bacewicz' (1909-1969) 2. klaversonate, der uropførtes 1953. For undertegnede var dette aftenens højdepunkt. Værkets vældige kraftudladninger hensætter lytteren i en tilstand af chok, ja rædsel ligefrem. I dagene efter koncerten var jeg på jagt efter en indspildning i København, men forgæves. Så da jeg for snart tre uger siden ankom til New York bestilte jeg prompte den såvidt jeg kan se eneste optagelse af Bacewicz' samlede klavermusik indspilet af Ewa Kupiec for pladeselskabet Hänssler. Jeg har nærmest konstant lyttet til denne musik siden jeg modtog cd'en for et par dage siden. Især 2. satsen af sonaten er værd at nævne. Satsen åbner med et akkompagnement bestående af to harmonier, som underligger en drømmende melodistemme. Allerede ved koncerten ledtes mine tanker ved denne åbning hen på røgfuldte jazzcaféer, på sorthvide fotografier, på Bill Evans sammenkrøbet over klaveret på the Village Vanguard, på Miles Davis' private hudløshed. Men denne stemning sprænges indefra efter blot et minuts tid. Harmonierne bliver skævere og mere mekaniske og midt i satsen kulminerer dette tema i en kraftudløsning, hvor melodien har forvandlet sig til et perkusivt spejlbillede af dens oprindelige blødhed. Men satsen afsluttes alligevel med den indledende stemnings tilbagevenden, og vi tillades endnu engang at synke hen i natlige reverier om regnfuldte storbygader og forbipasserendes ligegyldige blikke.
Bacewicz (venstre) var violinist. Fra omslagsnoterne til Kupiec' indspildning af hendes samlede klaverværker kan vi lære, at hun i 1946 ved en koncert i Paris opnåede berømmelse for sin mesterlige håndtering af den notoriske solostemme fra - netop - Szymanowskis 1. violinkoncert. I samme noter beskrives det, hvordan Bacewicz kunstneriske udtryk ikke begrænsedes til musikalsk komposition; hun var også forfatter til op til flere upublicerede romaner samt en novellesamling, der blev udgivet på tysk under titlen 'Das besondere Zeichen'. Det specielle tegn altså.
Programmet var således kronologisk ordnet. Vi begynder med Bach - den vestlige harmoniks fader. Derefter møder vi Beethoven - den store forløser af klassicismen ind i romantikken, der senere skal blive modernitet. Szymanowskis variationer er på en gang rodfæstet i det romantiske med deres forkærlighed for det folkelige; men Szymanowskis musik er i den grad moderne, men moderne ikke i Schönbergsk eller Stravinskijansk forstand, men i traditionen fra Mahler, Shostakovich, Britten. En genfortryllelse. Bacewicz afslutter kurven. Vi har bevæget os fra det. 18. til det 20. århundrede, fra barok til modernisme. Jovel, meget net. Men vi undgår alligevel ikke at undres over, hvorvidt dette er hele historien. Kan der være tale om mere provokative intentioner? Begge klassikerne i samme toneart; og så pathetique sonaten. Havde valget af repræsentanter for traditionen været anderledes, havde vi måske ikke været tilbøjelige til at betragte netop dette som - ja det ligger ligefor - et udsagn om disse store gamles aura af monoton repetition, af kitch og fortærskelse? Men der er en endnu mere subtil vinkel hvorfra vi kan anskue sagen. For hvad er mere moderne en kitch? Hvad er mere moderne end netop at betragte Bach og Beethoven med ennui og upåvirkethed? Det at betragte disse to som stående i kontrast til de progressive polakker, Zimerman selv indbefattet, ved deres imobilitet og ufarlige beroligelse er i sig selv udtryk for en præference, som naturligvis spiller godt sammen med den overordnede intention, som vi her blot har gisnet om.
Programmet var således kronologisk ordnet. Vi begynder med Bach - den vestlige harmoniks fader. Derefter møder vi Beethoven - den store forløser af klassicismen ind i romantikken, der senere skal blive modernitet. Szymanowskis variationer er på en gang rodfæstet i det romantiske med deres forkærlighed for det folkelige; men Szymanowskis musik er i den grad moderne, men moderne ikke i Schönbergsk eller Stravinskijansk forstand, men i traditionen fra Mahler, Shostakovich, Britten. En genfortryllelse. Bacewicz afslutter kurven. Vi har bevæget os fra det. 18. til det 20. århundrede, fra barok til modernisme. Jovel, meget net. Men vi undgår alligevel ikke at undres over, hvorvidt dette er hele historien. Kan der være tale om mere provokative intentioner? Begge klassikerne i samme toneart; og så pathetique sonaten. Havde valget af repræsentanter for traditionen været anderledes, havde vi måske ikke været tilbøjelige til at betragte netop dette som - ja det ligger ligefor - et udsagn om disse store gamles aura af monoton repetition, af kitch og fortærskelse? Men der er en endnu mere subtil vinkel hvorfra vi kan anskue sagen. For hvad er mere moderne en kitch? Hvad er mere moderne end netop at betragte Bach og Beethoven med ennui og upåvirkethed? Det at betragte disse to som stående i kontrast til de progressive polakker, Zimerman selv indbefattet, ved deres imobilitet og ufarlige beroligelse er i sig selv udtryk for en præference, som naturligvis spiller godt sammen med den overordnede intention, som vi her blot har gisnet om.
---
Her følger nogle links til relevant materiale:
Klip af Zimermans fortolkning af Chopins Barcarolle (som OD tidligere har omtalt)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar