Stadier paa Livets Vei - Del 2

Dette er anden del af en serie af posts om Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1849). Disse posts må forstås som notater om strøtanker, der opstår undervejs, disponeret efter bogens egen struktur.
--

2. Ramme: William Afham
Første del af de papirer, som bogbinderen udgiver, bærer titlen ' "In vino veritas" En Erindring efterfortalt af William Afham'. Det bliver ikke klargjort, om det er Bogbinderen, der har givet værket denne undertitel, selv om Bogbinderen anfører, at han har lagt mærke til, at "det ikke var en Bog men flere Bøger, jeg udgav, formodentlig af flere Forfattere" – hvilket tyder på, at titelbladende inde i bogen skal ses som originale. Bogbinderen fortæller i samme åndedrag, at huslæreren, der ansporede ham til at udgive værket, antager, at "det maa have været et Broderskab, et Selskab, en Forening, hvis Caput eller Høvedsmand hiin Literatus [altså, den der oprindeligt afleverede papirerne til indbinding hos Bogbinderen] har været, som derfor har opbevaret Skrifterne." (14) Usikkerhedseffekten omkring, hvordan vi skal fortolke værket, øges i Bogbinderens efterfølgende bemærkning: "Selv har jeg ingen Mening derom." (Ibid.) Literatusens formodning om, at der skal være tale om, at de forskellige forfattere – altså William Afham, Assessor Wilhelm (der på titelbladet blot kaldes 'En Ægtemand') og Frater Taciturnus – skriver til hinanden, er måske dannet på baggrund af, at Assessoren et sted tiltaler "DHrr. Æsthetikere" (118).

Forerindringen til 'In Vino Veritas' udgør bl.a. en udvikling af forholdet mellem begreberne hukommelse og erindring. Mens hukommelsen kan siges at være en beskrivelse af fortiden, så er erindringen en genoplevelse af fortiden. Hukommelsen bringer subjektet i forbindelse med fortiden ved at komme detaljerne i hu; mens erindringen geninstallerer subjektet i den livsmæssige kontekst, som disse detaljer engang var indlejret i. Et sted siges det:

Hukommelsen er umiddelbar og kommes umiddelbart tilhjælp, Erindringen kun reflecteret. Derfor er det en Kunst at erindre. (21)

Hukommelsen er umiddelbar, fordi den blot bringer detaljerne tilbage, som de var, de er endnu ikke indlejret i den bevidtshedskontekst, som udgøres af subjektet; og når det siges, at den kommes umiddelbart til hjælps, så menes der dermed, at man ikke så at sige kan beslutte sig for at komme noget bestemt i hu; det ihukommede, altså det der ligger i hukommelsen, er altid tilstede, og vi er kun førbevidste om dets indhold.

Men Kierkegaards subjekt er altid et reflekteret subjekt, dvs. det er bestandig i færd med at betragte sig selv og den måde, det går til verden på. Dog er denne betragten sig selv altid en kunst, som det siges, hvilket skal forstås i mere end én betydning. Det er en kunst at betragte sig selv i den forstand, at denne selvbetragtning altid må trænge gennem umiddelbarhedens lag, der ligger over tingene, og som i en vis forstand tilslører dem for subjektet, idet det altid, så at sige, skal gøre et spring for at se tingene qua oplevede og ikke qua ting. Men det at betragte sig selv kan også kaldes en kunst, idet kunsten, den skabende kreativitet, som kommer til udtryk i det værk, vi er i færd med at læse, også er et produkt af subjektets reflektivitet.

William Afham fortæller nu, at det, der følger, netop er en erindring, som titlen siger det. I forlængelse af de metafysiske overvejelser over forholdet mellem erindring og hukommelse, siges det nu, at det, der her fremsættes, er forfatteren – altså William Afham – "til Erindring of Tanker og Tankesysler". Fortællingen om gæstebuddet, der udgør det konkrete indhold af "In Vino Veritas" er således noget, Afham erindrer. Men som følge af de indledende overvejelser over erindringens karakter anspores vi som læsere til at se denne fortælling som noget personligt, noget der, allerede førend vi begynder herpå, er fortolket. Afham pointerer netop, at selv har han "intet gjort for Hukkommelsen" af denne begivenhed, som han er blevet vidne til. Hermed sigtes til de tidligere overvejelser, der netop bærer i retning af, at mens hukommelsen egentlig er noget upersonligt, fordi den er umiddelbar, så er erindringen en kunst, noget der skal frembringes af subjektet selv.