Musil og Wittgenstein

Jeg læste forleden følgende passage i Musils Manden uden egenskaber (1930-42):

"Også i en anden henseende sker løsningen af en intellektuel opgave på en måde, der ikke er meget forskellig fra, hvad der er tilfældet, når en hund, der har en pind i munden, vil gennem en smal dør; den drejer da hovedet til venstre og højre, indtil pinden glider igennem, og vi gør det ganske på samme måde, blot med den forskel, at vi ikke forsøger på at klare spørgsmålet helt kritikløst, men i kraft af erfaringen nogenlunde véd, hvordan man skal bære sig ad. Og selv om et klogt hoved naturligvis har langt mere erfaring end det dumme, kommer passagen dog også overraskende for den førstnævnte: pludselig er løsningen der, og man kan ganske tydeligt erkende en let betuttet følelse hos sig selv over, at tankerne har skabt sig selv i stedet for at vente på deres ophav. Denne betuttede følelse kalder mange mennesker nu til dags for intuition, efter at man tidligere også havde kaldt den for inspiration, og de mener at måtte se noget overnaturligt i den; det drejer sig imidlertid kun om noget upersonligt, nemlig affiniteten og samhørigheden mellem selve de ting, der mådes i en hjerne." (Oversat af M. Boisen, Gyldendal, 1968, bd. 1, kap. 28, p. 123)

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Wittgensteins velkendte tanker om problemløsning, især i de Filosofiske Undersøgelser (FU), hvor de er indfanget i hans billede (se FU §309) af det filosofiske problem som en flue fanget i en flaske, som skal befries fra dens fangeskab af den wittgensteinianske sproganalyses terapi. Wittgensteins FU er skrevet efter Musils roman, men Musil skrev sin doktoradhandling om Ernst Mach, der var en tidlig positivist og udøvede en betydelig indflydelse på wienerkredsen, som Wittgenstein var et perifert medlem af.


Der er andre, der har interesseret sig for en sammenligning af Musil og Wittgenstein. F.eks. har den ungarnske filosof C.J. Nyíri skrevet flere artikler om emnet. Hans interesseområde er sammenhængen mellem den kulturelle situation i det habsburgske Wiens sidste årtier og den filosofisk-videnskabelige kultur, som bl.a. Mach, Wittgenstein og wienerkredsen var en afgørende del af. I en artikel i en nylig udgivet antologi, hvor han behandler dette emne, skriver Nyíri:

"The main characteristics of Austrian philosophy as such bear striking testimony to the fact that the emergence of an autonomous middle class within the Habsburg Monarchy was belated and incomplete. The middle-class values of individual rationality and the sovereign, self-determining personal subject were neither taken for granted in Austrian thought, nor made the object of conscious hypostatization. Hence, both the isolated epistemological subject of Descartes and Locke and the pure ego of Kant failed to play a role within the borders of the Empire. And the Austrian aversion to the notion of a metaphysical self helped from the very start to direct epistemological attention toward intersubjective cognitive processes, and not least toward the phenomenon of science." ('The Austrian Element in the Philosophy of Science', in Weibel (ed.), Beyond Art: A Third Culture, Budapest: Ludwig Múzeum, 2005, pp. 422-423)

Det er naturligvis dette borgerskab, Musils roman (også) handler om. Manden uden egenskaber, Ulrich, personliggør de middelklasseværdier, Nyíri beskriver (selv om Nyíri mener at middelklassens opståelse i det habsburgske Wien var forsinket).