Balke og Brandes

Jeg mener, at jeg første gang opdagede Peder Balke (norsk maler, 1804-87), da jeg af uransagelige grunde blev præsenteret for bogen Peder Balke. Trick, Depth and Game (1996) af Per Kirkeby - jeg bilder mig ind, at dette skete i forbindelse med en udstilling på Kunstforeningen omkring 2001-2. (Bogen er temmeligt vanskelig at opdrive, men der findes i skrivende stund et eksemplar i Kirkegaards Antikvariat i København til kr. 300.) Hvilken udstilling, der er tale om, og hvorfor Kirkebys bog dukkede op i denne sammenhæng, fortaber sig. Ligesåvel som det meget vel kan være, at jeg i det hele taget husker forkert. Måske har jeg aldrig set Kirkebys bog.

Under alle omstændigheder fik jeg siden hen blandet Balke sammen med Peter Brandes (dansk maler, f. 1944). Formentlig først og fremmest fordi navnene er så ens. Sidstnævnte kendte jeg fra hans illustrationer til Otto Steen Dues oversættelse af Iliaden (og andre klassiske værker oversat af Due), som udkom 1999, altså omtrent samtidigt med, at jeg mener at have stiftet bekendtskab med Balke første gang. Navneassociationen er nok ikke den eneste årsag til, at disse to kunstnere smeltede sammen i min bevidsthed. På trods af den kronologiske forskel, og selv om Brandes' Homer illustrationer fortrinsvist afbilder individer, og Balkes malerier næsten udelukkende beskæftiger sig med landskab, er de - i hvert fald for mig - sammenlignelige. Tag f.eks. illustrationen til Iliadens Niende Sang, som også ses på forsiden af bogen (ovenfor). Skikkelsen til venstre med lyren er naturligvis Homer, hvis blindhed her illuderes vha. fremhævelse af øjenhulernes skygge og en art tilsløring af hele ansigtet, som om han bærer et slør. Personen til højre i billedet er formentlig Virgil, der pga. sin rolle som (endnu ufødt) arvtager til, og omdigter af, den homeriske tradition fremstilles uden ansigt og med blot antydningen af en fysisk tilstedeværelse. Virgils ansigt er stadig ukendt; vi er vidne til hans skabelse ud af den homeriske sang. Det er, som om den siddende Homer er en skulptør i færd med at mejsle Virgils skikkelse ud af en mælkehvid marmorblok. Samtidig er Niende Sang det sted i eposet, hvor Odysseus' rejse begynder, idet det er i Niende Sang, at Agamemnon sender ham af sted, i følgeskab med Ajax og Fønix, for at bede Achilleus om hjælp til at overvinde trojanerne. Og den ufuldstændige skikkelse til højre kunne da også meget vel være netop Odysseus; endnu en homerisk kimære. Det er således betydningsfuldt, at vi her får et billede af den skabende Homer - og ikke blot skabende som digter betragtet, men som fadder til hele den vestlige tradition - idet Odysseus naturligvis er den skikkelse, som indleder den europæiske litteraturhistorie.

Men det var Balke, det skulle handle om - delvist i det mindste. Jeg indrømmer, at sammenligningen med Brandes er noget af en idiosynkrasi. Det er vanskeligt at forklare årsagen, men på den ene eller anden måde står deres stil for mig som stærkt beslægtet. Man kan naturligvis forsøge sig med velkendte klichéer: Der er i begge tilfælde tale om en grundlæggende ekspressionisme. Ligesom Turner, som han oftest sammenlignes med, er Balke ikke (kun) interesseret i den impressionistiske kortlægning af lysets indvirken på øjet. Seurat (1859-91) f.eks. havde studeret sin samtids videnskabelige viden om optik; han havde læst Chevreuls afhandlinger om hvordan lyset er inddelt i et farvespektrum, og hans pointilisme, som han selv kaldte 'divisionisme', er et forsøg på eksakt at bevare naturens farver ved at lade retinaen selv genkonstruere dem udfra det fine mønster af prikker, som malerens analyse af lyset efterlod på lærredet (se billede ovenfor). I modsætning hertil er Turner og Balke, ligesom van Gogh, ude efter at kortlægge noget ganske andet, nemlig den subjektive opfattelse af landskabet. Vi ser ikke længere naturens lys fanget inden for lærredets todimensionelle rum; i stedet ser vi et subjekts komplekse og emotionelt ladede bevidsthed projiceret ned over et genkendeligt motiv. Samme ekspressionisme, bredt forstået, kendetegner Brandes' illustrationer. Og dog er forskellen måske den, at det betydningslag, som Brandes projicerer over på motivet, er bredere end et enkeltsubjekts bevidsthed; det er i stedet en mytisk betydning, idet det der afbildes her er selve det komplekse forhold, der består mellem Homer, Odysseus og Virgil som legendarisk skikkelser og kunsthistoriske fænomener.

Derudover er begge kunstneres værker udført med en vis grad af spontanitet. Der er måske noget logisk i, at grundlæggende ekspressionistiske værker ofte udføres meget hurtigt. F.eks. var bl.a. Gaugin forbløffet over Vincents produktivitet - fire billeder om dagen sommetider - og hvem kan forestille sig en van Gogh roligt beregnende, hensunket i en seuratiansk intellektualisme?

Dog er det, der gør Balke og Brandes til slægtninge i min opfattelse formentlig, at begge på deres egen måde er opmærksomme på det materiale der males, eller tegnes, på og med. Hos Balke kradses, gnubbes og spyttes der på lærredet, sådan som Turner også havde for vane. Anekdoten går, at Turner engang vurderede en aspirerende elev ved at inspicere hans negle, og da mesteren fandt dem rene og uprøvede af pigment og maling, afviste han den håbefulde. Brandes' Homer illustrationer fremviser teksturen i kridtets streg, og selv i den trykte udgave af Iliaden fra Samlerens Bogklub virker det nærmest, som om siderne er smudset til af den sodede affarvning. Der er ligeledes noget sodet over Balkes præmoderne landskaber. Se f.eks. dette 'Fyrtårn på den norske kyst' fra 1850'erne (ovenfor). Når man ser malerierne i det virkelige liv, er det tydeligt, at den samme opmærksomhed på selve malingens tekstur, som også van Gogh var grebet af, går igen hos Balke.

----
Ordrupgaard huser i øjeblikket en paralleludstilling med værker af Balke og Kirkeby, der skrev den bog, som jeg nævnte ovenfor, og som eksplicit anerkender sin inspiration fra Balke. Kirkeby kaldte endog i 2008 et af sine malerier 'Balke'. Udstillingen kan varmt anbefales. (Det er den første udstilling med udelukkende værker af Balke uden for Norge!) Museets website har også et billedarkiv, hvor udvalgte af Balkes og Kirkebys værker kan opleves i højformat.