At Mann opererer med et begreb om skæbnen, kan man se af følgende passage: ”At Esau i sin forvirrede sjæl bryggede på hævn og med al fantasi, der var givet ham, pønsede på at omstøde kendsgerningen, var sikkert og havde så at sige altid stået skrevet.” (s.189).Pointen er ikke, hvorvidt Mann tror på skæbnen, hvilket er et irrelevant spørgsmål. Det interessante er, at han bruger dette dunkle begreb, skæbne, til at spille op imod. Jeg mener, han inddrager begrebet for at kunne spille på muligheden af dets eksistens, hvilket dermed aktiverer dets kraft. Det giver romanen et postuleret skær af afklarethed, som læseren må undersøge og dykke videre ned i. Denne måde at bringe metafysiske begreber på scenen, er ikke kun noget, man finder hos Mann. Næ, for at give et eksempel kan man nævnte Borges, hvem jeg har besluttet hver gang at rette eksemplificerende referencer til. Borges laver netop et parallelt greb ved gentagne gange at bringe et underforstået idé om, at alle mennesker kan inddeles i to slags personer, platoniske realister og aristoteliske nominalister, i spil som underliggende resonans – en tanke Borges har fra Coleridge (cf. ”Otras Inquisiciones”). Jeg mener altså, at der i megen stor litteratur kan findes sådanne indirekte inddragelser af metafysiske begreber, der kan siges at fungere som katalysatorer for fortællingerne – ikke som direkte motor for handlingen men som positive spændinger i teksten.Det er klart, at der for Mann ikke er tale om en blind skæbne, men at den er styret af Gud dog ikke impulsivt styret af Gud. Tværtimod synes der at være at være tale om, at Guds vilje, hans forsyn, og skæbnen er mere eller mindre sammensmeltede. F.eks. skriver Mann i forbindelse med, at Jakob skal sendes på flugt fra sin bror Esau: ”Rebekka græd ikke. Men hun holdt ham længe (…), knugede ham igen og tænkte i sit hjerte, at hvis hendes gud eller en anden ville det sådan, fik hun ham måske at se igen. Sådan var det bestemt.” (s.191). Skæbnen er knyttet til forsynet, men ikke desto mindre gives der passager senerehen i værker, hvor Mann udlægger Guds motiver for, at tingene udfolder sig, som de gør, med henvisning til f.eks. jalousi og hævn, hvilket bliver en form for antropomorf forståelse af Gud, hvorved Mann kan siges at spille et luthersk begreb om en monoteistisk Gud ud imod et meget bredere gudsbegreb, der også har plads til eksistensen af afguder mm.- M.L.
4 kommentarer:
"begrebet skæbne, som i forbindelse med myten, mener jeg, også fint udfolder sig for den læsende."
Vi mangler at få afklaret, hvad forholdet er mellem skæbne-begrebet og myten. Her er et par indledende dansetrin. Andetsteds blev vi enige om, at f.eks. Isak og Abraham er mytisk identiske, selv om de er biografisk forskellige. Skæbnebegrebet synes at beskrive en form for prædestination. Så kan vi sige, at idet Isak identificeres med Abraham, prædestineres hans biografi til at følge et bestemt forløb. En identitetsrelation er refleksiv - dvs. hvis a = b så er b = a. Så derfor er der ingen grund til at determinationen ikke også skulle gå den anden vej, således at Abrahams biografi, gennem identifikationen med Isak, skulle prædestineres til at følge et bestemt forløb. Dette er måske tilfældet. Det ville dog have visse konsekvenser. Først og fremmest ville vi have ophævet forestillingen om tidens fremadskridende bevægelse. Men måske mere alvorligt ville vi være tvunget til ultimativt at skulle undgå at ende med at konkludere, at Isaks og Abrahams respektive biografier identificeres med hinanden, hvilket er uønskværdigt, idet det særegne ved den mytiske identitet, sat i forhold til den biografiske eller narrative identitet, ville være gået tabt - den mytiske identitet og den biografiske ville være uskelnelige.
Så der synes altså, at være noget andet på spil i skæbnebegrebet end den blotte mytiske identifikation. Måske finder vi den forriges forbindelse til sidstnævnte, når vi - som det egentlig er passende når vi taler om personerne på denne måde - træder et skridt tilbage fra Isaks og Abrahams, netop, biografiske tilværelse. Kan vi sige, at skæbnen er et strukturelt begreb. Hvad vil det sige, at Isak mytisk identificeres med Abraham. Det vil sige, at hans karakter, den rolle han spiller, underlægges en struktur, som er identisk med den struktur, under hvilken Abrahams karakter udspillede sig. Isak og Abraham ville dermed være identiske qua karakterer eller roller. Følger vi denne vej, bliver det umuligt at forestille sig myten uden skæbnen - skæbnen inkarnerer myten; og af samme grund umuligt at forestille sig skæbnen uden myten - myten bærer skæbnen, ligesom Abraham og Isak er bærere af samme skæbne, og derfor er mytisk identiske.
Hvis man betragter det ganske overordnet, er jeg enig med dig: Der er en rigtig interessant forbindelse mellem begrebet om "mytisk identitet" og "skæbnen". Men hvis man går i detaljen i Manns roman, så ser man, at begrebet, skæbnen, også bruges steder, hvor det ikke knyttes til de overordnede skikkelser, Abraham, Isak, Josef og Eliezer. Alle personerne i romanen synes at være underlagt en skæbne, også selvom de ikke er bære af en mytisk identitet, der identificerer dem med stammens forfædre. Ved at påpege dette ønsker jeg blot at sige, at forbindelsen mellem "mytisk identitet" og "skæbnen" er en løs forbindelse, der kan varieres i sine udfoldelsesmuligheder.
Og rigtig interessant for de to begreber er, som du også siger, at de giver mulighed for at betragte tiden, ikke som linier, men som cirkulær. Dette kan man sagtens tænke sig, at Mann også har tiltænkt, da han havde læst Schopenhauer, som er den, jeg kender til, der er størst fortaler for et cirkulært tidsbegreb. Et interessant essay om tiden er i øvrigt Borges Nuevo refutación del tiempo (fra Otras Inquisiciones), der taler om Schopenhauer og cirkulær tid, men som bestræber sig på overhovedet at afvise, at tiden findes. – M.L.
Fra min side af bordet er den mest berømte afvisning af tidens eksistens uden tvivl J. Ellis McTaggart: 'The Unreality of Time', Mind 68, 1908, 457-747.
Der er også en god introduktion til den analytiske diskussion af disse emner at finde online her: pdf
Tager til Venedig i morgen. Der vil være blogging om den halvsukne stad ved hjemkomst i næste uge.
Send en kommentar