I forbindelse med mine lange eskapader om Manns Josef og hans brødre og mine deraf udviklede betragtninger over litteraturen (det vi har kaldt litterær snak), er jeg stødt på et essay, Una vindicacíon de la cábala af J. L. Borges, jeg vil oversætte nedenfor. Det har bestemt en kommentar til vores tidligere diskussion over Mann, f.eks. til diskussionen om forsynet, skæbnen, og Herrens alvidenhed. Titlen indikerer, at essayet handler om kabbala, men der er noget langt mere fundamentalt på spil, og vi hører ikke meget om kabbalaen i essayet. Det handler snarere om litterære motivationer i litteraturen. Spørgsmål om hvilken status en tekst har, eller hvad den status, vi tilskriver en given tekst, betyder for vores videre muligheder for at forstå og fortolke teksten. Hos Borges er der tale om følgende inddeling: 1) En tekst kan have guddommeligt status og dermed være meningsmæssig uudtømmelig og hermeneutisk prædetermineret af Gud, 2) en tekst som den journalistiske må forstås som tilfældige udslag, 3) så er der den poetiske tekst, hvis mening ledes af stilen eller prosodien, 4) og endelig er der teksten forfattet af den intellektuelle; denne forsøger at udradere det tilfældige i stilen og lyden, ligesom den poetiske, men fastholder meningen, og på dette plan nærmer den sig fjernt den hellige. – M.L.
Forsvar for Kabbala
Jorge L. Borges, 1931
Det er hverken første gang, det er forsøgt eller den sidst det slår fejl, men det er adskilt af to ting. Det ene er mit manglende kendskab til det hebraiske sprog; det andet er den omstændighed, at jeg ikke skal forvare den [kabbalaen] som doktrin, men derimod fremstille den som hermeneutisk procedure. Disse procedurer, som det vil være velkendt, er den vertikale læsning af de hellige tekster, den læsning, der kaldes boustrophedon (fra højre til venstre på en linje, og den følgende linje fra venstre til højre), den metodiske substitution af visse af alfabetets bogstaver med andre, summen af bogstavernes talværdi, etc. At latterliggøre sådanne fremgangsmåder er simpelt, jeg foretrækker at forsøge at forstå dem.
Det er oplagt, at deres fjerne årsagsoprindelse er begrebet om mekanisk inspiration af Biblen. Begrebet, der gør evangelister og profeter til Guds upersonlige sekretærer, der tager diktat, findes med uforsigtig energi i Formula consensus helvética, som påberåber sig autoritet over Skriftens konsonanter og diakritiske bemærkninger – som de tidligste versioner ikke kendte. (Denne præcise opfyldelse af menneskets, af Guds litterære propositioner, er inspirationen eller entusiasme: ord, hvis rette mening tilhører Gud). Islamisterne kan rose sig af at overgå denne hyperbol, idet de har besluttet, at Koranen – Bogens moder – er et af Guds attributter, som Hans medlidenhed og vrede, og de betragter den som ældre end sproget, ældre end Skabelsen. Tilsvarende er der lutheranske teologer, som ikke vover at inkludere Skriften blandt de skabte ting, og som definerer den som inkarnation af Ånden.
Om Ånden: her berører vi et mysterium. Ikke det guddommelige generelt, rettere det guddommeliges tredje hypostase var vedkommende, der dikterede Biblen. Dette er den almindelige mening. Bacon skrev i 1625: Helligåndens pen blev mere forsinket over Jobs sorger end over Salomons glæder. Også hans samtidige John Donne: Helligånden er en velformuleret skriver, en heftig og kraftig forfatter, men ikke vidtløftig; ligeså fjern fra en fattig som fra en svulstig stil.
Umuligt at definere Helligånden og den stiltiende, horrible treenige societet, hvilket den er en del af. Verdslige katolikker betragter den som en uendeligt rethavende, kollegialt sammensluttet krop, men også som uendelig kedelig; de liberale, som en unyttig teologisk Cerberus, en overtro, som de fremskridende århundrede vil opløse. Treenigheden, det er klart, overskrider disse formler. At forstille sig, på en gang, Treenighedens begreb med en fader, en søn, og en ånd, artikuleret samlet i en organisme, det synes at være et tilfælde af intellektuel teratologi, en deformation, som kun mareridtets gru kan afføde. Således tror jeg, selvom jeg forsøger at tænke på, at alle genstande med grænseløse ender er provisorisk monstrøse. Denne generelle observation bliver her værre ved objektets professionelle mysterium.
Uafhængigt af begrebet om frelse, synes distinktionen af tre personer i én at være arbitrær. Betragtet som en nødvendighed ved troen, er det fundamentale mysterium ikke lindret, men dets intention og midler bryder frem. Vi forstår, at det at give afkald på Treenigheden – i det mindste Dualiteten – er at gøre Jesus til Guds lejlighedsvise udvalgte, en historisk begivenhed, ikke den uforgængelige, vedvarende modtager af vores tilbedelse. Hvis ikke Sønnen samtidigt er Faderen, så er frelsen ikke en direkte guddommelig akt; hvis Han ikke er uforgængelig, vil opofrelsen i at have nedværdiget sig til menneske og død på korset heller ikke være det. Intet mindre end uendelig excellence kan bøde for en sjæl tabt for uendelige aldre, insisterede Jeremy Taylor. Sådan kan dogmet berettiges, selv hvis begreberne om Faderens skabelse af Sønnen, kættersk antyder en prioritet, for ikke at nævne deres skyldige betingelse som blotte metaforer. Teologien, insisterende på forskellen mellem de to, konkluderer, at der ikke er grund til forvirring, eftersom resultatet af den ene er Sønnen, og af den anden, Helligånden. En evig generering af Sønnen, evig frembringelse af Ånden, er Ireneos storslåede bestemmelse: opfindelsen af en handling uden for tid, af en multipel zeitloses Zeitwort, som vi kan afvise eller værdsætte, men ikke diskutere. Helvede er blot fysisk vold, men de tre skræmmende, uundgåelige personer indfører en intellektuel uhygge, en kvælende, tilsyneladende rigtig uendelighed ligesom konfrontationen med spejle. Dante afbillede dem som gennemsigtige cirklers genskin, i forskellig farve; Donne, som sammenflettede slanger, fede og uadskillelige. Toto coruscat trinitas mysterio, skrev St. Paulinus; Treenigheden skinner i fuld mystik.
Hvis Sønnen er Guds forsoning med verden, finder Ånden – indvielsesprincippet, ifølge Athanasius; en engel blandt andre, for Macedonius – ikke en bedre definition end Guds intimitet med mennesket, hans immanens i vores bryst. (For socinienserne – jeg frygter med god grund – var det ikke andet end en personificeret ytring, en metafor for guddommelige handlinger, som senere blev svimlende udvidet.) Blot syntaktisk dannelse eller ej, er det dog sikkert, at den tredje blinde person i den sammenviklede treenighed er det anerkendte ophav til Skrifterne. Gibbon inkluderer, i det kapitel i sit værk, der omhandler Islam, en general konsensus om publikationerne af Helligånden, beskedent udregnet til hundrede og noget; men det, der interesserer mig nu er Genesis: emnet for Kabbalaen.
Kabbalisterne, som nu også mange kristne, troede på guddommeligheden i denne historie, som udformet forsætligt af den uendelige intelligens. Konsekvenserne af dette postulat er mange. Den skødesløse evakuering af en almindelig tekst – for eksempel journalisternes flygtige udsagn – tillader en betragtelig vilkårlighed. Den kommunikerer – postulerer – en kendsgerning. Den informerer om gårsdagen altid usædvanlige krænkelse, som fandt sted på den og den gade, hint hjørne, i disse morgentimer, – en formel, som ikke repræsenterer nogen, men som begrænser sig til at indikere et sådan sted, om hvilket nyheden informerer. I sådanne indikationer, er længden og lyden i paragrafferne nødvendigvis tilfældige. Det modsatte er tilfældet i digtningen, hvis almindelige love udsætter meningen for nødvendigheden (eller overtroen) af vellyden. Det tilfældige er her meningen og ikke ordlyden. Således hos den tidlige Tennyson, hos Verlaine, hos den sene Swinburne: kun dedikeret til udtrykket om de generelle tilstande igennem prosodiens rige eventyr. Lad os betragte en tredje skribent, den intellektuelle. I hans behandling af prosaen (Valéry, De Quincey), ligesom af vers, har han bestemt ikke udraderet tilfældet, men han har benægtet det, så vidt som det var muligt og begrænset dets uberegnelige alliance. Fjernt nærmer han sig Herren, for Hvem det fjerne begreb om tilfældet ingen mening har. For Herren, for teologernes perfektionerede Gud, som ved alt på en gang – uno intellegendi acto – ikke kun om alle denne fyldte verdens begivenheder, men også om dem, som ville finde sted, hvis de mest flygtige skulle ændre sig – de umulige, også.
Lad os nu forestille os denne astrale intelligens, dedikeret til at manifestere sig selv, ikke i dynastier eller ødelæggelser eller fugle, men som skriftlige stemmer. Lad os også forestille os i henhold til den før-augustinske teori om verbal inspiration, at Gud dikterer, ord for ord, det han har til hensigt at sige. Disse præmisser (som var dem, kabbalisterne antog) gør Skriften til en absolut tekst, hvor tilfældets bidrag er udregnet til nul. Alene opfattelsen af dette dokument er et større mirakel end dem, der er registeret i teksten. En uigennemtrængelig bog for kontingensen, en mekanisme for uendelige formål, for ufejlbarlige variationer, lurende åbenbaringer, for overlejringer af lys, hvordan kan man undlade at studere det til det absurde, til det omhyggeligt numeriske, som kabbalaen gjorde det?
Forsvar for Kabbala
Jorge L. Borges, 1931
Det er hverken første gang, det er forsøgt eller den sidst det slår fejl, men det er adskilt af to ting. Det ene er mit manglende kendskab til det hebraiske sprog; det andet er den omstændighed, at jeg ikke skal forvare den [kabbalaen] som doktrin, men derimod fremstille den som hermeneutisk procedure. Disse procedurer, som det vil være velkendt, er den vertikale læsning af de hellige tekster, den læsning, der kaldes boustrophedon (fra højre til venstre på en linje, og den følgende linje fra venstre til højre), den metodiske substitution af visse af alfabetets bogstaver med andre, summen af bogstavernes talværdi, etc. At latterliggøre sådanne fremgangsmåder er simpelt, jeg foretrækker at forsøge at forstå dem.
Det er oplagt, at deres fjerne årsagsoprindelse er begrebet om mekanisk inspiration af Biblen. Begrebet, der gør evangelister og profeter til Guds upersonlige sekretærer, der tager diktat, findes med uforsigtig energi i Formula consensus helvética, som påberåber sig autoritet over Skriftens konsonanter og diakritiske bemærkninger – som de tidligste versioner ikke kendte. (Denne præcise opfyldelse af menneskets, af Guds litterære propositioner, er inspirationen eller entusiasme: ord, hvis rette mening tilhører Gud). Islamisterne kan rose sig af at overgå denne hyperbol, idet de har besluttet, at Koranen – Bogens moder – er et af Guds attributter, som Hans medlidenhed og vrede, og de betragter den som ældre end sproget, ældre end Skabelsen. Tilsvarende er der lutheranske teologer, som ikke vover at inkludere Skriften blandt de skabte ting, og som definerer den som inkarnation af Ånden.
Om Ånden: her berører vi et mysterium. Ikke det guddommelige generelt, rettere det guddommeliges tredje hypostase var vedkommende, der dikterede Biblen. Dette er den almindelige mening. Bacon skrev i 1625: Helligåndens pen blev mere forsinket over Jobs sorger end over Salomons glæder. Også hans samtidige John Donne: Helligånden er en velformuleret skriver, en heftig og kraftig forfatter, men ikke vidtløftig; ligeså fjern fra en fattig som fra en svulstig stil.
Umuligt at definere Helligånden og den stiltiende, horrible treenige societet, hvilket den er en del af. Verdslige katolikker betragter den som en uendeligt rethavende, kollegialt sammensluttet krop, men også som uendelig kedelig; de liberale, som en unyttig teologisk Cerberus, en overtro, som de fremskridende århundrede vil opløse. Treenigheden, det er klart, overskrider disse formler. At forstille sig, på en gang, Treenighedens begreb med en fader, en søn, og en ånd, artikuleret samlet i en organisme, det synes at være et tilfælde af intellektuel teratologi, en deformation, som kun mareridtets gru kan afføde. Således tror jeg, selvom jeg forsøger at tænke på, at alle genstande med grænseløse ender er provisorisk monstrøse. Denne generelle observation bliver her værre ved objektets professionelle mysterium.
Uafhængigt af begrebet om frelse, synes distinktionen af tre personer i én at være arbitrær. Betragtet som en nødvendighed ved troen, er det fundamentale mysterium ikke lindret, men dets intention og midler bryder frem. Vi forstår, at det at give afkald på Treenigheden – i det mindste Dualiteten – er at gøre Jesus til Guds lejlighedsvise udvalgte, en historisk begivenhed, ikke den uforgængelige, vedvarende modtager af vores tilbedelse. Hvis ikke Sønnen samtidigt er Faderen, så er frelsen ikke en direkte guddommelig akt; hvis Han ikke er uforgængelig, vil opofrelsen i at have nedværdiget sig til menneske og død på korset heller ikke være det. Intet mindre end uendelig excellence kan bøde for en sjæl tabt for uendelige aldre, insisterede Jeremy Taylor. Sådan kan dogmet berettiges, selv hvis begreberne om Faderens skabelse af Sønnen, kættersk antyder en prioritet, for ikke at nævne deres skyldige betingelse som blotte metaforer. Teologien, insisterende på forskellen mellem de to, konkluderer, at der ikke er grund til forvirring, eftersom resultatet af den ene er Sønnen, og af den anden, Helligånden. En evig generering af Sønnen, evig frembringelse af Ånden, er Ireneos storslåede bestemmelse: opfindelsen af en handling uden for tid, af en multipel zeitloses Zeitwort, som vi kan afvise eller værdsætte, men ikke diskutere. Helvede er blot fysisk vold, men de tre skræmmende, uundgåelige personer indfører en intellektuel uhygge, en kvælende, tilsyneladende rigtig uendelighed ligesom konfrontationen med spejle. Dante afbillede dem som gennemsigtige cirklers genskin, i forskellig farve; Donne, som sammenflettede slanger, fede og uadskillelige. Toto coruscat trinitas mysterio, skrev St. Paulinus; Treenigheden skinner i fuld mystik.
Hvis Sønnen er Guds forsoning med verden, finder Ånden – indvielsesprincippet, ifølge Athanasius; en engel blandt andre, for Macedonius – ikke en bedre definition end Guds intimitet med mennesket, hans immanens i vores bryst. (For socinienserne – jeg frygter med god grund – var det ikke andet end en personificeret ytring, en metafor for guddommelige handlinger, som senere blev svimlende udvidet.) Blot syntaktisk dannelse eller ej, er det dog sikkert, at den tredje blinde person i den sammenviklede treenighed er det anerkendte ophav til Skrifterne. Gibbon inkluderer, i det kapitel i sit værk, der omhandler Islam, en general konsensus om publikationerne af Helligånden, beskedent udregnet til hundrede og noget; men det, der interesserer mig nu er Genesis: emnet for Kabbalaen.
Kabbalisterne, som nu også mange kristne, troede på guddommeligheden i denne historie, som udformet forsætligt af den uendelige intelligens. Konsekvenserne af dette postulat er mange. Den skødesløse evakuering af en almindelig tekst – for eksempel journalisternes flygtige udsagn – tillader en betragtelig vilkårlighed. Den kommunikerer – postulerer – en kendsgerning. Den informerer om gårsdagen altid usædvanlige krænkelse, som fandt sted på den og den gade, hint hjørne, i disse morgentimer, – en formel, som ikke repræsenterer nogen, men som begrænser sig til at indikere et sådan sted, om hvilket nyheden informerer. I sådanne indikationer, er længden og lyden i paragrafferne nødvendigvis tilfældige. Det modsatte er tilfældet i digtningen, hvis almindelige love udsætter meningen for nødvendigheden (eller overtroen) af vellyden. Det tilfældige er her meningen og ikke ordlyden. Således hos den tidlige Tennyson, hos Verlaine, hos den sene Swinburne: kun dedikeret til udtrykket om de generelle tilstande igennem prosodiens rige eventyr. Lad os betragte en tredje skribent, den intellektuelle. I hans behandling af prosaen (Valéry, De Quincey), ligesom af vers, har han bestemt ikke udraderet tilfældet, men han har benægtet det, så vidt som det var muligt og begrænset dets uberegnelige alliance. Fjernt nærmer han sig Herren, for Hvem det fjerne begreb om tilfældet ingen mening har. For Herren, for teologernes perfektionerede Gud, som ved alt på en gang – uno intellegendi acto – ikke kun om alle denne fyldte verdens begivenheder, men også om dem, som ville finde sted, hvis de mest flygtige skulle ændre sig – de umulige, også.
Lad os nu forestille os denne astrale intelligens, dedikeret til at manifestere sig selv, ikke i dynastier eller ødelæggelser eller fugle, men som skriftlige stemmer. Lad os også forestille os i henhold til den før-augustinske teori om verbal inspiration, at Gud dikterer, ord for ord, det han har til hensigt at sige. Disse præmisser (som var dem, kabbalisterne antog) gør Skriften til en absolut tekst, hvor tilfældets bidrag er udregnet til nul. Alene opfattelsen af dette dokument er et større mirakel end dem, der er registeret i teksten. En uigennemtrængelig bog for kontingensen, en mekanisme for uendelige formål, for ufejlbarlige variationer, lurende åbenbaringer, for overlejringer af lys, hvordan kan man undlade at studere det til det absurde, til det omhyggeligt numeriske, som kabbalaen gjorde det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar